DR’s Genstart kom ikke godt fra sin udsendelse om Netflix-serien Adolescence.
Netflix-serien Adolescence skabte stor opmærksomhed, da den udkom, og meget hurtigt kunne jeg se et mønster i mit kommentarspor, som jeg efterhånden ser alt for tit. Når noget afkodes som kritisk over for den fløj, man tilhører eller identificerer sig med, reagerer man ved at pille det fra hinanden.
Den strategi har flere effekter. Dels udstiller den modparten. Dels forhindrer den en samtale om substansen. Hvis man kan påvise fejl og mangler i det fremsatte, fx i en serie, kan man lukke samtalen ned, før den går i gang. Derved beskytter man sin position og i sidste ende sig selv. Hvis man er bange for at opdage, at man tager fejl i noget, er intet værn mere effektivt end ikke at tale om det.
Det er mit indtryk, at denne næsten automatiske forsvarsreaktion på enhver trussel er mere hyppig i dag, end den var for 10 år siden. Der var engang, sådan husker jeg det i hvert fald, hvor det ikke var usædvanligt, at noget kunne diskuteres, uden at man på forhånd bedømte det ud fra positionsbetragtninger. Det kan lyde naivt, og det var det måske også. I hvert fald var alt endnu ikke blevet en politisk kamp og blev derfor ikke fortolket gennem en politisk linse. Hvis jeg da ellers husker rigtigt og ikke bare idylliserer fortiden.
Reaktionerne på Adolescence fik mig til at skrive en kommentar i Politiken. Jeg holdt mig bevidst fra at gå ned ad den destruktive vej, som så mange andre gjorde og fortsat gør. I stedet forsøgte jeg at bidrage konstruktivt til den offentlige samtale. Dels med fakta om incels. Dels med tre råd til forældre fra incelforskeren William Costello, som jeg kontaktede, mens jeg skrev.
Jeg kunne sagtens have valgt den anden tilgang. Jeg kunne godt have pillet Adolescence fra hinanden. Men det ønskede jeg ikke. Jeg synes, det er ærgerligt, at vi efterhånden ingenting kan diskutere, fordi den part, der opfatter sig negativt omtalt, med det samme søger tilflugt i en skyttegrav af modkritik.
Det er en balancegang, det er klart. Ofte er der noget at kritisere ved det fremsatte, og selvfølgelig skal den kritik ytres. Men der er forskel på kritik som defensiv strategi og kritik som kvalificering af diskussionen. Undertiden camouflerer det første sig som det andet, men hvis man ser ordentligt efter, kan man det meste af tiden godt se forskel.
Fredag hørte jeg så Genstart på P1, som med titlen Velkommen til manosfæren handlede om Adolescence. Jeg håbede, at programmet ville gå dybere ned i emnet end det sker i hurtigere formater, og at det ville give lytterne end bedre forståelse af det fænomen, Adolescence beskriver, og af reaktionerne på serien.
Desværre skete ingen af delene. Gæsten var freelancejournalist Mads Bager Ganderup, som var inviteret på baggrund af artiklen Jeg troede, fremtiden tilhørte den bløde mand. Indtil en ‘sigma-mand’ kaldte mig en ‘soyboy’, som Ganderup et par uger tidligere havde fået publiceret hos Zetland.
Sammen med værten redegjorde Ganderup for kulturen i manosfæren, men meget mere blev det ikke til. Især var det en svaghed, at programmet ikke forholdt sig til sin egen vinkling. Ganderup ser på manosfæren udefra, og ved at bruge ham som eneste kilde bekræftede Genstart den blandt incels udbredte opfattelse, at resten af samfundet har rottet sig sammen mod dem.
Det eneste formildende element i programmet var udtalelserne fra fem britiske drenge, som Genstart havde lån af The Guardian. Hvis redaktionen bag Genstart havde lyttet med større opmærksomhed til dem, kunne de have lavet et andet og langt mere interessant program. For i de få citater sætter drengene ord på det, som er det dybere problem: hvordan det føles at være dreng og mand i dag.
Her et par af drengenes udsagn (oversat med tanke på læsbarhed):
“Selv om de ikke selv har gjort noget galt, føler mange mænd i dag en skyld på grund af det negative stigma, der er omkring maskulinitet.”
“Hvis nogen sagde ordet maskulinitet til mig, ville jeg med det samme tænke på toksisk maskulinitet. Jeg ville ikke se maskulinitet som en positiv ting.”
Drengene demonstrerer derved samtidig, at manosfæren og incelkulturen ikke tager fejl i alt. Og det er den djævelske detalje, som Genstart og mange andre medier misser. Det er ikke rigtigt, at vi lever i et “matriarkat”, eller at samfundet 100 procent er indrettet på kvinders præmisser. Men det er rigtigt, at de sidste halvtreds års kønspolitikker i meget vid udstrækning har handlet om at gøre verden til at bedre sted for piger og kvinder, mens meget lidt er blevet gjort for at tage hånd om drenge og mænds problemer. Det er ligeledes rigtigt, at synet på køn i den vestlige verdens mainstreamkultur i de sidste i hvert fald 10 år har været præget af store forskelle. På den ene side er kvinder blevet fejret som ofre og helte. På den anden side er mænd blevet stemplet som tabere og skurke.
Hvordan skulle den kombination af politisk ligegyldighed og kulturel nederdrægtighed ikke have ført til en reaktion? Hvordan kunne den andet?
Svarene på de spørgsmål er ubehagelige for både politikere og medier, for de tydeliggør, at det ikke er nok at pege på manosfæren og incelkulturen som problemer. Årsagen til problemerne ligger et andet sted. De ligger hos de politikere og de medier, som har negligeret drenge og mænds problemer og beskrevet drenge, mænd og maskulinitet som et onde, der skal bekæmpes.
I en de uendeligt mange artikler om Adolescence siger psykolog og forfatter Elina Teboul det meget godt hos The Mirror (oversat af ChatGPT):
“Jeg tror, vi misforstår situationen, hvis vi blot betragter disse fora som lommer af sygdom eller afvigelse. De er manifestationer af en bredere krise – unge mænd i dag står midt i en perfekt storm: økonomisk usikkerhed, social isolation og et kulturelt tomrum, hvor sund maskulinitet engang fandtes.
Selvom der aldrig er nogen undskyldning for vold eller kvindehad, er vi intellektuelle kujoner, hvis vi ikke anerkender, at radikalisering trives i et vakuum af mening. Vi er nødt til at se på, hvorfor vreden opstår – ikke kun fordømme, hvad der kommer ud af den.
Disse rum er ikke sygdommen; de er symptomer på et samfund, der har glemt, hvordan man opdrager mænd. Før vi skaber veje til formål, tilhørsforhold og respekt for unge mænd – uden at dæmonisere dem for deres køn – vil denne krise kun blive dybere.”
Og det var dét, Genstart skulle have handlet om. I stedet for at beskrive Jeppes druk, skulle programmet have undersøgt, hvorfor Jeppe drikker.
Således oprundet tilbage til de destruktive forsvarsreaktioner, jeg indledte med. Jeg har i tiltagende grad svært ved at se det fornuftige i at reagere på enhver kritik med modkritik og whataboutism. Fx, tænkte eksempler (men jeg har set tilsvarende):
“Hovedpersonen i Adolescence er hvid, men hvad med de unge sorte mænd, som har slået unge piger ihjel i virkeligheden? Hvorfor handler serien ikke om dem?” Eller: “I det her debatforum er der en ung kvinde, som har skrevet noget grimt om mænd. Hvornår kommer der en sæson to af Adolescence om det?”
Det er et problem, at millioner af unge mænd får fyldt deres hoveder med vrøvl fra tvivlsomme typer på nettet, som formår at omsætte opmærksomhedsøkonomiens virkemåder til cool cash. Det problem forsvinder ikke af relativiseringer eller andre former for udenomssnak.
Det er ikke rimeligt, at mænd tilskrives enhver menneskelig fejl fra arvesynden og fremefter. Men mænd begår fejl, og det skal vi kunne tale om.
Det er ikke rimeligt, at løsningen på mænds problemer altid er at lave om på mænd. Men nogle gange giver det mening, at vi ændrer os.
En seriøs samtale om drenge, mænd og maskulinitet ligger hverken i det perspektiv, Genstart og andre medier tilbyder, eller i de reaktioner på Adolescence, man kan se overalt på de sociale medier.
Vi er ikke kun tabere og skurke. Men vi er heller ikke kun vindere og helte. De fleste af os hører til et sted i midten. Det bør den seriøse samtale også gøre.