Hallo, hallo, hallo: Vi råber til os selv i ekkokamrene

Hvad nytter det at sidde og give hinanden ret i, at de andre tager fejl?

I over et år har jeg fulgt ligestillingsdebatten tæt og selv deltaget i den. Jeg har læst et fircifret antal artikler og blogindlæg, kigget på et trecifret antal undersøgelser og rapporter, gennemgået adskillige bøger og sidst, men ikke mindst, set et hav af debat- og Facebooktråde. Det følgende er mit indtryk af et af debattens største problemer: ekkokamrene.

Fra åben debat til ekkokamre

På overfladen ser tingene fornuftige ud. I toppen af debathierarkiet, det vil sige i aviserne og på deres hjemmesider, går tingene rigtigt til. Enhver kan komme til orde i kronikker og debatindlæg, uanset holdning.

Herfra går det stejlt ned ad bakke.

Avisernes egne kommentarfelter kan være grim læsning, og endnu værre bliver det, hvis man følger debatterne på deres Facebooksider. Allerede her fornemmer man, at debatten har to fronter, og at klimaet er uforsonligt.

Tager man endnu et skridt ned ad stigen til diverse debattører og gruppers Facebooksider, forstærkes tendensen. To grupper slås mod hinanden, og ingen af dem er interesseret i at prøve at forstå, hvad den anden siger.

Det sidste trin på stigen er mere eller mindre lukkede grupper på hver sin side af fronten. Her forbydes tilhængere af det modsatte synspunkt ofte helt eller delvist adgang til diskussionerne, som er meget ensidige. Dette er debattens ekkokamre.

Hallo, hallo, hallo

I ekkokamrene trives og udvikles forsimplinger og ekstreme synspunkter. En stor del af debatten handler om at kritisere fjenden i det modsatte ekkokammer, og ethvert forsøg på at tilnærme sig fjendens tanker og ideer bliver taget ilde op. Man er enige om, at man har ret, og at fjenden tager fejl, og man bruger mange kræfter på at finde eksempler på, hvor langt ude de er ovre i det andet ekkokammer.

En fremtrædende kritiker i diskussionen om ekkokamre er filosof Vincent Hendricks.

»Hvis en gruppe således er enig om et givet standpunkt, så har de tendens til kun at betragte og overveje information, der støtter dem i deres overbevisning, og således sorteres der kraftigt i, hvilken information og hvilke stemmer, man gider høre på.

Således kan ekkokammeret opstå, hvor man udelukkende hører på andre, der har samme standpunkt som ens egen stemme – jo flere ekkoer, der høres, og jo mere information, som indsamles, der støtter ens position, desto mere overbevist bliver man om, at man selv har ret, og alle andre har hæklefejl i kysen.

I værste fald kan denne form for polarisering lede til ekstremisme, had, vold, krig og terror. Det viser sig ydermere, at polarisering kan true et samfundsideal, mange sætter meget højt – idealet om det drøftende demokrati», skriver han i en kronik om information og demokrati.

Kronikken er fra 2011, og Hendricks forsker fortsat i ekkokamre og andre informationsdefekter på sit Center for Information og Boblestudier, som kom til verden tidligere i år.

Ligestillingsdebattens ekkokamre

Ekkokamre eksisterer overalt på nettet. Går man ind i en Facebookgruppe, der udgør et ekkokammer, og skriver en kommentar, der strider imod gruppens ‘officielle’ holdning, vil man hurtigt finde ud af, hvordan mekanismerne fungerer. Hurtigt vil en, dernæst flere af gruppens medlemmer gå til angreb, og snart har man hele gruppen på nakken. I bedste fald belæres man om, hvorfor man tager fejl. Oftere modtager man ikke andet end ukvemsord og hån. I værste fald risikerer man at modtage indirekte og direkte trusler og blive forfulgt andre steder på nettet af en eller flere af gruppens medlemmer. Reel debat skal man under ingen omstændigheder forvente.

I ligestillingsdebatten findes ekkokamrene i hver sin ende af en skala, der går fra radikal feminisme i den ene ende til det, der omtales som Men’s Rights Activists, MRA’s, i den anden. De to grupper kan ikke udstå hinanden, og de bruger meget af deres tid på gensidig hån.

Mit eget ekkokammer

Selv om ligestillingsdebatten uden for Danmarks grænser er vildere, findes ekkokamrene og mekanismerne også her.

Personligt er jeg det seneste år blevet hånet igen og igen af personer i radikalfeministiske grupper, der betragter mig som en Men’s Rights Activist og denne side og dens Facebookside som et arnested for antifeminisme og kvindehad.

Det var jeg ikke forberedt på, da jeg kastede mig ind i ligestillingsdebatten, og jeg har løbende spekuleret over, hvordan jeg skulle håndtere det. Efterhånden gik det dog op for mig, at det ikke lod sig håndtere. Jeg og min side vil blive opfattet på en bestemt måde af en bestemt gruppe, uanset hvad jeg gør. Jeg kan ikke bestemme, hvad der foregår i det radikalfeministiske ekkokammer.

Hvad jeg kan bestemme, og hvad jeg måske burde gøre mere ud af, er hvad der foregår i mit eget ekkokammer. Jeg styrer selv, hvilke artikler jeg deler på min Facebookside, og hvilket niveau af moderation jeg ønsker at gennemføre på siden.

Min oprindelige strategi har været ikke at moderere ret meget. Jeg er tilhænger af fri debat, og jeg har tilladt stort set alt andet end det groveste svineri. Det har jeg i al væsentlighed tænkt mig at blive ved med.

Men måske skal jeg alligevel se indad. Bidrager jeg til en fordummende debat, når jeg skriver et kritisk indlæg om en feminist, der har ytret sig tåbeligt? Det er jeg bange for, at jeg gør. For lægger et sådant indlæg op til en god debat, når det deles blandt folk, der i udgangspunktet er kritiske over for feminisme? Næppe. Det gør ikke andet end at bidrage til den fælles opfattelse i gruppen af, at det modsatte ekkokammer og dets repræsentanter tager fejl.

Og ja, der er en klar overvægt at folk, der er kritiske over for feminisme blandt følgerne af min Facebookside og andre, der kommenterer på mine tekster. Det skyldes givetvis, at jeg især i starten af denne sides levetid skrev adskillige kritiske artikler om feminisme. Det kunne jeg skrive en hel bog om årsagerne til. I korthed er det min opfattelse, at feminisme er den ideologi, som i den danske debat om køn og ligestilling af forskellige årsager er den mest magtfulde. I den forstand er feminismekritik magtkritik. Jeg startede denne side for at skabe et frirum for alternative synspunkter, ikke for at bekæmpe feminisme. Det er to vidt forskellige ting, som desværre ofte blandes sammen. Jeg vil kæmpe for alle feministers ret til at ytre deres holdninger. Blot ønsker jeg, at der i debatten også er plads til synspunkter, der har andre udgangspunkter.

Sådan er det ikke nødvendigvis alle, der følger min side, der har det. Ganske ofte fører mine opslag til en meget ensidig debat om, hvor dumme feministerne er. Hvor jeg ønskede at skabe et alternativ til det radikalfeministiske ekkokammer, har jeg blot skabt et modsatrettet ekkokammer. Min ambition var at skabe et sted, hvor alle kunne deltage. Men det er endt med at blive omtrent lige så ensidigt og ekskluderende som det, det skulle være et alternativ til.

Det går mig på. Det, debatten om køn og ligestilling har brug for, er udveksling af tanker og ideer på tværs af grundopfattelser. Det, den ikke har brug for, er to fløje, der hver for sig lukker sig om hinanden.

Tanker om fremtiden

Jeg sidder ikke inde med den gyldne nøgle, der kan låse ekkokamrene op. Ekkokamre opstår inden for alle områder, og de understøttes af moderne teknologi og sociale medier, der dels gør det let at skabe dem, dels gør det let at foretage den informationsselektion, Vincent Hendricks taler om, som betyder, at man kun ser på viden og information, der styrker de eksisterende holdninger.

Samtidig skal man ikke overse, at ekkokamrene eksisterer, fordi der er behov for dem. De findes ikke kun, fordi de teknologiske forudsætninger er gode, men også fordi de er trygge steder at være. Det klare fjendebillede og den store enighed i ekkokamrene skaber en stærk fællesskabsfølelse, som man ikke skal undervurdere, hvis man vil prøve at forstå, hvorfor de eksisterer.

Jeg er oprigtigt i tvivl om, hvad man kan gøre for at flytte debatten ud af ekkokamrene og ind i et fælles rum. Der findes mennesker på begge fløje, som er så indædte modstandere af den modsatte side, at de næppe nogensinde kommer til at lytte så meget som et sekund til hinanden.

Samtidig modarbejdes enhver tilnærmelse aktivt. Som en kvinde, der har en populær radikalfeministisk Facebookside, skrev på min Facebookside på et tidspunkt:

Bemærk det sidste. Uanset hvad eller hvordan folk kommenterer, altså uanset hvor høflige og imødekommende folk er, bliver de blokeret. Alene fordi de følger min side. Al udveksling på tværs af grundopfattelser er dermed umulig.

Færre holdninger, mere viden

Min plan for fremtiden er at formidle mere viden. Flere interviews, flere nyhedsartikler. For ca. en måned siden bragte jeg et længere interview med Jon Lund Elbek fra Det Kriminalpræventive Råd om voldtægt. Den slags vil jeg gerne lave mere af, ligesom jeg gerne vil lave flere nyhedsartikler baseret på korte interview med relevante personer, som da jeg for ikke længe siden spurgte Lisbeth Bech Poulsen, hvorfor hun havde startet kampagnen #nejbetydernej.

Det er formater, hvor jeg agerer som journalist, ikke som debattør. Det har jeg det godt med, da min interesse i sidste ende er at forstå, hvad det hele handler om. Der er altid en grund til, at folk mener, hvad de mener. Det, der virker tåbeligt set fra dit udgangspunkt, giver mening set fra et andet.

Foruden eksperter og politikere vil jeg forsøge at tale med mennesker med på tværs af opfattelser. Mit håb er, at jeg på den måde kan bidrage en lille bitte smule til at nedbryde muren mellem ekkokamrene. Jeg er ikke en naiv tosse, der tror, at det bliver let. Men måske kan jeg fjerne en enkelt sten. Jeg har i hvert fald tænkt mig at gøre forsøget.