Hvad er det, MeToo-bevægelsen forlanger af denne verdens Jes Dorph’er?

Hvad er der galt i, at en mand viser den del af fjerpragten, han har opnået ved at være god til sit arbejde? Billede: Pixabay,com

Hvorfor er netop social status umoralsk møntfod på den seksuelle markedsplads?

Der foregår i øjeblikket en værdikamp på sociale medier. På den ene side står MeToo-bevægelsens tilhængere. På den anden står de titusindvis af danskere, der har erklæret deres støtte til Jes Dorph og Jens Gaardbo. Og mere generelt til mænd, der som konsekvens af påstande om årtier gamle hændelser fyres fra deres arbejde og henvises til at tilbringe resten af deres liv i en skammekrog.

Kampen er ikke køn. I Facebook-gruppen ’For alle os, der støtter Jes Dorph – Og Jens Gaardbo’, som har 45.000 medlemmer, findes grove udsagn om kvinder i almindelighed og de to kvinder, der har talt med TV 2 om deres 18 og 20 år gamle oplevelser med Jes Dorph, i særdeleshed.

Det er grimt at se på og hører ingen steder hjemme. Ingen rimelig diskussion om sexchikane og seksuelle krænkelser bør tage sit afsæt i udsagn om, at kvinder hører hjemme i køkkenet, at de er løgnagtige kællinger, eller at de fortæller deres historier for egen vindings skyld.

Mennesker, der fremsætter den slags påstande, hjælper hverken den sag, de tror de hjælper, eller den diskussion, de tror, de deltager i.

Heldigvis ser det ud til, at der er en vis selvjustits i den efterhånden store gruppe. Efter kvindesagsgrupper har påpeget eksistensen af grænseoverskridende udsagn i gruppen, har flere støttet op om opslag, der opfodrer til, at man lægger hadet på hylden og holder fokus på bolden.

Det er positivt. Selvfølgelig skal man kunne diskutere MeToo, Jes Dorph og seksuelle krænkelser uden at gribe til fornedrende udsagn.

Dermed til substansen og til en ting, der undrer mig. Nemlig, hvad det egentlig er, MeToo-bevægelsen og dens aktivister forlanger af denne verdens Jes Dorph’er.

De to historier, der fældede Jes Dorph, handlede begge om kvinder i tyverne, der besøgte Jes Dorph privat, da han var i starten af fyrrerne. Og flere steder er det blevet mere end antydet, at det er et problem i sig selv: at Jes Dorph havde et ansvar for ikke at invitere disse kvinder hjem til sig.

Det forstår jeg ikke. Jeg er selv 41, og jeg kan ikke se noget som helst problem i, at jeg inviterer en kvinde i 20’erne hjem til mig (hvis vi ser bort fra coronasituationen og rodet i min lejlighed).

Hvorfor skulle det være forkert? Hvorfor skulle det være mit ansvar at vælge på hendes vegne, om hun havde lyst til det? Hvilken mand ville det gøre mig til at stille mig over hende og træffe beslutninger for hende uden lytte til, hvad hun selv ville?

Når Anne Vig i Presselogen på TV 2 News i søndags konsekvent omtalte kvinderne som ’pigerne’, syntes det at tjene et moralsk formål, som har med det at gøre.

Det var, som om Anne Vig ønskede at fremstille kvinderne som børn og dermed Jes Dorph som en form for børnelokker, der havde udnyttet ’pigernes’ naivitet. Men de var jo ikke ’piger’. De var kvinder. Kvinder med stemmeret, en selvstændig mening og i stand til at træffe egne beslutninger.

Hvordan personer, som i øvrigt opfatter sig som feminister, kan mene, at kvinder i tyverne skal opfattes som uselvstændige væsner, er mig ubegribeligt. Hvis man hylder kvinders frihed og rettigheder, hvilket man bør, må man også acceptere bagsiden af medaljen, nemlig det faktum, at kvinder ikke altid træffer optimale beslutninger. Præcis ligesom mænd ikke gør det.

Voksne mennesker er ikke robotter med fuldt overblik over enhver situation og dens konsekvenser. De er mennesker, som lader sig forføre, følger indskydelser og handler impulsivt. Nogle gange med fantastiske oplevelser til følge. Andre gange uden andet end en lang næse med sig i bagagen.

Det med alderen og det manglende blik for kvindernes selvstændighed er ikke det eneste, der undrer mig ved diskussionen. Noget andet, jeg har svært ved at forstå, er det ansvar, mange på MeToo-bevægelsens side synes at pålægge Jes Dorph og andre mænd i forhold til ikke at gøre brug af en del af deres seksuelle kapital.

Jes Dorph var en fremtrædende journalist, og det var forkert af ham at udnytte den ’magt’, det gav ham, til at charmere de unge praktikanter, lyder det.

Og lad mig da slå fast med det samme: Hvis der havde været tale om, at Jes Dorph havde brugt sin position til at true eller presse de unge kvinder, så ville det naturligvis have været forkasteligt. Hvis Jes Dorph havde opført sig som ’tv-kanonen’ i Sofie Lindes historie, og sagt til kvinderne, at hvis ikke de gjorde, hvad han sagde, så ville det få konsekvenser for deres fremtid, så havde det selvfølgelig ikke været i orden. Intet fornuftigt menneske støtter den form for adfærd.

Men intet tyder på, at det var det, der skete. Og det er heller ikke det, der ligger i kritikken. Der er tale om et mere generelt krav til mænd om at fraskrive sig visse af deres seksuelle attributter, nemlig dem, der angår deres sociale status.

Hvilket er voldsomt interessant. Og besynderligt.

Ingen MeToo-aktivist har opponeret mod, at mænd charmerer kvinder i kraft af deres udseende. Den mandlige fotomodel må gerne invitere kvinder hjem i lejligheden, som synes, han er lækker.

Men fanden stå i det, hvis mænd charmerer kvinder i kraft af deres sociale status. En mand, der inviterer en kvinde hjem i lejligheden, fordi hun er tiltrukket af det, han har opnået via sit arbejde, er en mand, som er i gang med at begå en moralsk forbrydelse.

Det har jeg svært ved at forstå. Og endnu sværere ved at acceptere. Jeg har desuden svært ved at se, hvorfor, det skulle være retfærdigt.

Skulle man sætte mænds seksuelle kapital på formel, ville den indeholde mange variable, blandt andet udseende, social status, sociale kompetencer, indkomst og formue. Hvorfor er nogle af disse legitime at trække på i kontakten med potentielle seksuelle partnere, mens andre ikke er det?

For mænd som Jes Dorph ville efterlevelsen af MeToo-bevægelsens krav om af frasige sig den del af den seksuelle kapital, som stammer fra social status, i praksis betyde en betydelig devaluering på det seksuelle marked. Det siger jeg med al respekt for Jes Dorph.

De fleste mænd er ikke fotomodeller, og det hverken var eller er Jes Dorph heller ikke. Blandt andet af den grund oparbejder mange mænd seksuel kapital på andre områder. Ser man ud som Brad Pitt, behøver man ikke nødvendigvis blive astronaut eller bankdirektør for at tiltrække partnere. Men gør man ikke, kan det være nødvendigt at opnå kapital på andre fronter, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at have en chance hos det modsatte (eller for den sags skyld det samme) køn.

En sådan kapitalforøgelse kan ske ved at blive god til noget. Mænd, der er blandt de bedste inden for deres område, er nærmest per definition attraktive. Det handler næppe kun om, at kvinder kan lide mænd med succes. Det handler formentlig også om, at kvinder kan lide de egenskaber, som er nødvendige for at opnå succes. Men uanset årsagen tæller det. En succesfuld mand er en attraktiv mand.

Mænd som Jes Dorph findes der i den forstand mange af. Jes Dorph er af udseende ganske gennemsnitlig, men har dygtiggjort sig inden for et område og opnået stor succes. De færreste mænd har været lige så succesfulde som Jes Dorph, men mindre kan også gøre det, og princippet er det samme: Mange mænd er klar over, at de ikke i kraft af hverken deres højde, deres smil eller deres overarme står forrest i køen hos kvinderne, og at der derfor skal noget andet til. Dette andet opnår de andre steder, ikke sjældent gennem deres arbejde.

Spørgsmålet, det rejser i forhold til MeToo-debatten, er, hvorfor det er urimeligt, at mænd benytter denne del af deres seksuelle kapital på det seksuelle marked? Hvorfor er det helt i orden, hvis en kvinde går hjem med en mand, fordi han er flot, men ikke, fordi han er topjournalist? Hvorfor er netop social status umoralsk møntfod på den seksuelle markedsplads?

Det er spørgsmål, MeToo-bevægelsen skylder at besvare. Ingen forsvarer overgreb eller magtmisbrug. Men hvad er der galt i, at en mand viser den del af fjerpragten, han har opnået ved at være god til sit arbejde? Hvorfor er netop de fjer bandlyst, mens de øvrige ikke er det?

Det ønsker mange flere mænd end Jes Dorph svar på. For de fleste mænd ligner mere Jes Dorph end Brad Pitt. De fleste mænd er nødt til at finde andre strenge end deres udseende at spille på, hvis de vil have en chance hos kvinderne. Og derfor vil de gerne vide, hvorfor det tilsyneladende nu er blevet sådan, at de ikke længere må spille på de strenge, der hos dem lyder bedst.

Tobias Petersen

Tobias Petersen

40 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.

3 thoughts on “Hvad er det, MeToo-bevægelsen forlanger af denne verdens Jes Dorph’er?

  • Avatar
    25. februar 2021 kl. 02:04
    Permalink

    Det er let at svare på – de ønsker hele den maskuline del af berfolkningen udryddet, så simpelt er det.
    Aldrig nogensinde tidligere i historien er der opdyrket et lignende had mod en så stor del af Jordens befolkning.
    Islamisme Feminisme Nazisme Kommunisme
    Alle ønsker de varierende dele af befolkningen udryddet med islamisterne (der vil udrydde et flertal af befolkningen) på første pladsen skarpt forfulgt af feministerne (der vil udrydde godt halvdelen). Nazister og kommunister slås så om de sekundære placeringer, hvor kommunister nok slår nazisterne i kraft af deres større udbredelse.
    Tilbage står, at Danmark på linje med det meste af den vestlige verden styrer med 180 km i timen direkte ind i 2 ekstremt totalitære systemer. Først Feminisme og derefter Islamisme. Af samme årsag kunne jeg aldrig nogensinde drømme om at forsvare Danmark mod en udefra kommende fjende. Vi er mere end kapable i selvødelæggelse !

    Svar
  • Avatar
    25. februar 2021 kl. 13:48
    Permalink

    Jeg var rigtig glad for at se dit indlæg, Tilbagelænet Realist.
    Sund fornuft og realitetssans bliver sâ hammerkedeligt og jordbundet i længden!

    Svar
  • Avatar
    26. februar 2021 kl. 00:10
    Permalink

    Vi vil altid kunne diskutere retorikken men fakta er :
    Feministerne hader os inderligt ! Fædre, brødre, fætre, sønner ! De hader os af Deres ondeste hjerter.
    Det kan man reagere forskelligt på – jeg trækker retorikken til det yderste, men essensen står jeg ved.
    At lytte til feminister er fuldkomment som at lytte til nazisterne i trediverne !!
    Har man ikke fattet feministernes fundamentalistisk totalitære tankegang bliver det en hård opvågnen.
    Flertallet af mere normale kvinder synes at tro at feminisme handler om ligestilling – det har det desværre bare intet som helst at gøre med. Feminisme handler om total fortrængning af mænd, det er realiteten….og husk det nu, den der tier samtykker !

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *