13. juni, 2024

Hvem laver vores viden om køn?

Hvem-laver-vores-viden-om-køn

Hvis det er et problem, at 68 procent af nyhedshistorierne i Danmark laves af mænd, er det så et endnu større problem, at 87 procent af kønsforskningen laves af kvinder?

I sidste uge var der stort fokus på rapporten ‘Who Makes The News?’, som blandt andet fortæller, at kun 25 procent af nyhedskilderne i Danmark er kvinder, og at kun 32 procent af historierne i de danske medier er skrevet eller præsenteret af en kvinde.

– Det er fra mit synspunkt alt for få. Vi skal tættere på 50 procent, hvis der skal være nogen rimelighed i forhold til at afspejle det danske samfund, sagde for eksempel kønsforsker Karen Sjørup, der er lektor på RUC, på baggrund af tallene.

Debatten om vigtigheden af ligelig kønsrepræsentation i nyhedsbilledet fik mig til at tænke på kønsfordelingen blandt danske kønsforskere. For hvis det er vigtigt, hvem der laver nyhederne, er det så ikke også vigtigt, hvem der laver vores viden om køn?

Return to sender

Opsat på at finde ud af, hvor mange mænd og kvinder der forsker i køn i Danmark, kontaktede jeg i går Københavns Universitet og Roskilde Universitet. Men, skulle det hurtigt vise sig, det er ikke et spørgsmål, man bare sådan uden videre kan få besvaret. Dels er kønsforskningen organiseret på mange små centre under forskellige institutter på de enkelte universiteter, dels forskes der også i køn af forskere, der ikke direkte er tilknyttet kønscentrene.

Både Københavns Universitet og Roskilde Universitet viste sig imødekommende og gav mig diverse ledetråde, men de løb alle ud i sandet. En egentligt gravearbejde skal til, hvis den samlede kønsfordelingen blandt kønsforskere i Danmark skal opgøres præcist.

Flere mandlige studerende på kønsstudier end tidligere

Undervejs i min søgen talte jeg blandt andet med Hilda Rømer Christensen, der er lektor og kønsforsker ved Københavns Universitet. Hun fortalte mig, at hendes indtryk er, at der er flere mænd blandt de studerende i dag, end der var førhen. Hun henviste mig desuden til en undersøgelse fra 2012, som jeg desværre efterfølgende ikke har været i stand til at finde.

Hilda Rømer Christensen tilføjede, at der inden for de kommende år vil ske et generationsskifte inden for den danske kønsforskning, og at det kan få indflydelse på kønsfordelingen.

Et tal!

Min kontakt til Roskilde Universitet skete til Center for Køn, Magt og Mangfoldighed, CKMM, og foruden at give mig diverse nye spor skrev centrets kontaktperson til mig, at jeg jo kunne se på CKMM’s medlemsliste.

Det gjorde jeg så. På listen står flere af de kønsforskere, medierne oftest citerer og bruger i tv-udsendelser, for eksempel Christian Groes, Kenneth Reinicke, Rikke Andreassen og føromtalte Karen Sjørup. I alt har centret 39 forskere tilknyttet, fordelt på 34 kvinder og 5 mænd. Det giver en kønsfordeling på 87 procent kvinder og 13 procent mænd.

Koensfordelingen-blandt-koensforskere-paa-Center-for-Køn-Magt-og-Mangfoldighed

CKMM har desuden en kvindelig studentermedhjælper tilknyttet og er ledet af en kvinde, lektor Lise Lotte Hansen.

Og hvad så?

Fordelingen på CKMM overasker næppe ret mange. Kønsforskning er traditionelt et fag, der tiltrækker flere kvinder end mænd, og det er sandsynligt, at man vil se lignende kønsfordelinger på andre kønsforskningscentre i Danmark.

Alligevel er det rart at få et håndfast tal. 87/13 er til at tage at føle på. Samtidig betyder kvantificeringen, at man kan sammenligne med andre kønsfordelinger, for eksempel fordelingen mellem mandlige og kvindelige journalister. Den, der bør ligge omkring 50/50, »hvis der skal være nogen rimelighed i forhold til at afspejle det danske samfund«, som Karen Sjørup siger.

Kønsfordelinger, sammenligning

Figurerne tydeliggør, at kønsskævheden er langt større på CKMM, end den er blandt danske journalister. Heraf er det fristende at slutte, at hvis den skæve kønsfordeling blandt dem, der laver nyhederne, er et problem, så må den endnu skævere kønsfordeling blandt dem, der laver viden om køn, være et endnu større problem. Men er er det rimeligt at tænke sådan?

Oui, mon ami

Det vil jeg mene, det er. Hvis man mener, at køn har indflydelse på journalisters arbejde, så kan man ikke samtidig mene, at køn ikke har indflydelse på forskeres arbejde. Hvis køn påvirker den måde, vi ser på verden på, så må det gøre det, uanset om om vi arbejder som journalister eller forskere. Jeg kan ikke se nogen forklaring, der kan godtgøre, at køn kan være et problem det ene sted og ikke det andet.

Om køn så faktisk er så afgørende en faktor, som det ofte bliver beskrevet som, det er et andet spørgsmål. Som jeg ser det, er der noget ved præmissen, der halter. To mennesker, der har samme køn, kan have vidt forskellige holdninger, værdier og interesser. Køn er, ligesom hudfarve og etnicitet, en medfødt kategori, som ikke kan fravælges. Ideen om mænd og kvinder som to kollektiver, der slås mod hinanden i en slags ‘fagforeningskamp’ om ressourcer og privilegier, baserer sig på en antagelse om interessefællesskaber, som forekommer at være tvivlsom.

I mine øjne bør man være mere skeptisk over for holdningsbaserede gruppers dominans i medier, forskning og andre steder end over for ubalancer mellem pseudogrupper, der ikke er baseret på holdningsfællesskaber, og som kun kaldes grupper, fordi de deler medfødte egenskaber.

Hvem laver vores viden om køn?

Derfor er jeg som udgangspunkt ikke bekymret over, at vores viden om køn først og fremmest produceres af kvinder. Hvorfor skulle det være diskvalificerende for en kønsforskers forskning, at hun er kvinde?

Nej, hvis man skal bekymre sig over noget, så er det, at en stor andel af de danske kønsforskere indgår i et ideologisk fællesskab, og at en del af dem mere eller mindre åbenlyst samarbejder på kryds og tværs med dette fællesskabs repræsentanter inden for andre felter, for eksempel aktivisme, journalistik og politik.

Som trofaste læsere af min side vil vide, har jeg tidligere påpeget dette problem, blandt andet ved at spørge Politikens indlandsredaktør, Bo Søndergaard, om det ikke er problematisk, at avisen lader erklærede feminister skrive journalistisk indhold om feminisme.

Min skepsis er den samme i forhold til kønsforskning og kønsforskere. Det er ikke et problem, at kønsforskerne i vid udstrækning tilhører samme køn. Men det er et problem, at kønsforskerne i vid udstrækning tilhører samme ideologiske fællesskab. Emnevalg og metodevalg – for bare at nævne to ting – påvirkes i langt højere grad af, om en kønsforsker er feminist, end om han eller hun er mand eller kvinde. De ideologiske briller, de feministiske kønsforskere bærer, begrænser både, hvad de ser, og hvordan de ser det.

Der er problemer, der er større end Jens Gaardbo

Det viste sig vanskeligt at skabe et overblik over kønsfordelingen blandt kønsforskere i Danmark. Det vil givetvis værre endnu sværere at skabe et overblik over de danske kønsforskeres ideologiske tilknytninger.

Desværre, for det er vigtig viden.

Når forskere med det samme ideologiske tilhørsforhold dominerer ikke bare forskningen, men også forskeres udtalelser i medierne inden for deres område, risikerer det at skabe et farvet billede af virkeligheden, som kan have vidtrækkende konsekvenser, blandt andet for de politiske beslutningsprocesser.

Og det er – med al respekt – et alvorligere problem, end om nyhedsværten på TV2NEWS hedder Jens eller Line.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview