Svensk mediekoncern ansætter 71% kvinder på sportsredaktion og vil have endnu flere i fremtiden for »at skubbe til den skæve kønsbalance«.
Den svenske mediekoncern Mittmedia satser på kvinder i sportsredaktionen.
Til hverdag er fem af de ni ansatte kvinder, og henover sommeren er hele 12 ud af 17 – eller 71% – af medarbejderne kvinder.
At skubbe til den skæve kønsbalance er en del af det
Ifølge koncernens sportschef, Mattias Wallström, er kampen for ligestilling vigtig for virksomheden og årsag til ansættelsen af de mange kvinder.
– Vi har arbejdet hårdt for at lykkes med denne satsning på kvindelige sportsjournalister, og vi er meget glade for, at vores arbejde har givet resultater. At skubbe til den skæve kønsbalance er en del af det, siger han.
Kvindelige sportsjournalister giver helt andre indfaldsvinkler
I en pressemeddelelse skriver Mittmedia, at de forventer nye vinkler i sportsjournalistikken som konsekvens af personalepolitikken.
– Vi er overbevist om, at de kommer til at give os helt andre indfaldsvinkler, end hvis vi havde fortsat med at rekruttere mænd, skriver koncernen.
Mittmedia forventes at ansætte endnu flere kvindelige medarbejdere til efteråret. Den nuværende sportsredaktion har eksisteret i et år.