27. juli, 2024

Karen Melchior forsvarer deling af kontroversielt citat

Karen Melchior. Pressefoto, karenmelchior.eu/presse.

»Skal kvinder tage mere hensyn til mænds følelser end deres egen sikkerhed? Nej«., skriver Karen Melchior på Facebook.

Opdateret 4/10-2020, 12:20.

Det skabte debat, da Karen Melchior forleden delte et citat af den arabiske poet og kønsforsker Farida D. på Instagram.

Citatet lyder som følger:

»Jeg vil hellere behandle alle mænd som potentielle rovdyr, selv hvis de bliver krænkede over det, end jeg vil formode, at det ikke er alle mænd, der er rovdyr, og ende med at blive udsat for overgreb.«

I en kommentar til sit opslag skrev Karen Melchior desuden:

– For det er i sandhed, hvad vi alle gør. Hver eneste dag.

Kvinders sikkerhed er vigtigere end mænds følelser

Flere har på sociale medier kritiseret Karen Melchior for delingen af citatet.

Blandt dem debattør og radiovært Nima Zamani, som i et opslag om sagen byttede »mænd« ud med »muslimer« for at udstille citatets grovhed.

Kritikken får dog ikke Karen Melchior til at skifte kurs.

I et opslag på Facebook forsvarer hun således citatet og sin deling af det.

– Skal kvinder tage mere hensyn til mænds følelser end deres egen sikkerhed? Nej, skriver Karen Melchior, hvorefter hun forholder sig til citatets budskab.

– Teksten er direkte og måske lidt skarpt formuleret, men er du vred over mit opslag på Instagram, så ret hellere din vrede mod, at det her er virkeligheden, som mange kvinder er nødt til at navigere i, skriver den radikale politiker.

Karen Melchior forklarer desuden, at hun delte citatet for at støtte Farida D., der havde fået det fjernet af Instagram.

– Faridas post blev taget ned for at overtræde Instagrams fællesskabsregler. For at støtte forfatteren, lagde jeg også billedet op på min egen profil, skriver hun.

I resten af opslaget skriver Karen Melchior om kampen for at ændre den virkelighed, hun mener, mange kvinder lever i.

En kamp, kvinder ikke kan vinde alene, fastslår hun.

– Det er ikke kvinderne mod mændene. Det er os alle mod en rådden kultur. Det er en kamp mod fastlåste kønsroller og for et samfund med reelt lige muligheder for alle. Desværre er det også en kamp, hvor kvinder stadig står meget alene. Det er en fælles kamp. Og derfor vil jeg invitere mændene længere tilbage i geledderne til at træde længere frem, skriver Karen Melchior.

Ingen afstandstagen

Intet sted i opslaget tager Karen Melchior afstand fra citatet eller sin deling af det.

Et sted skriver hun, at hun ikke opfatter alle mænd som rovdyr, og at hun ikke er bange for mænd.

– Nej, ikke alle mænd er rovdyr, som forsøger at angribe alle kvinder. Jeg er ikke bange for mænd. Jeg er ikke nervøs for at gå alene. Heller ikke når det er mørkt, fortæller Karen Melchior.

Men citatets budskab er ikke, at alle mænd er rovdyr. Dets budskab er, at det er en god idé at behandle alle mænd som potentielle rovdyr.

Og det budskab tager Karen Melchior altså fortsat ikke afstand fra.

Interview i ‘Shitstorm på P1’

Foruden sit opslag på Facebook, som kan ses herunder, forsvarede Karen Melchior lørdag også sin deling af citatet i radioprogrammet ‘Shitstorm på P1’, hvor især den ene af programmets værter stillede Karen Melchior flere kritiske spørgsmål.

Interviewet med Karen Melchior starter ca. halvandet minut inde i podcasten og varer ca. et kvarter.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview