»Det har jeg valgt, at jeg ikke vil«, lyder begrundelsen fra Karen Melchior.
Det vakte stor opmærksomhed, da medlem af Europa-parlamentet for De Radikale Karen Melchior i en debat om køn og uddannelsesvalg for tre uger siden så sig så vred på en mand på Facebook, at hun inddrog hans arbejdsplads i diskussionen.
Efterfølgende undskyldte Karen Melchior sin opførsel og meddelte, at hun ville deltage i en offentlig drøftelse af spørgsmålet sammen med Lasse Jacobsen, den mand, hun havde set sig sur på.
Debatten skulle finde sted som et åbent arrangement i august, og alle ville være velkomne til at deltage.
Det har jeg valgt, at jeg ikke vil
Flere hyldede for tre uger siden Karen Melchior for sin undskyldning og villighed til at deltage i en offentlig drøftelse af uenighederne.
»Fin stil«, skrev eksempelvis konservative Caspar Stefani, mens komikeren Lasse Rimmer mente, at »det her er en forbilledlig reaktion.«
En del af dem vil være skuffede i dag, efter Karen Melchior har meddelt, at hun trækker sig fra arrangementet.
– Jeg drøftede med Lasse Jacobsen, om vi skulle lave et offentligt møde. Det har jeg valgt, at jeg ikke vil, skriver Karen Melchior på Facebook.
– Invitationen til kaffe og snak om debat og køn gjaldt Lasse. Fordi det var vigtigt for mig at få fulgt op vores udveksling i DJØF’s kommentarspor, og derfor var det ham, jeg havde inviteret, fortsætter hun.
– Kønsdebatten er ongoing med støtte fra debattører i Danmark til udmeldingerne fra regeringerne i Polen og Tyrkiet om, at de forlader Istanbulkonventionen, er jeg sikker, at den vil blive fortsat både på nettet og i virkeligheden. Jeg kommer til at tage del i den, vær ikke bekymrede for det, afslutter den radikale politiker.
»Meet and greet« er mindre interessant
Sagens anden hovedperson, Lasse Jacobsen, er ked af, at Karen Melchior trækker sig fra den offentlige drøftelse. Han meddeler, at han nu overvejer, om det giver mening at mødes privat med Karen Melchior.
– Tidligere mente jeg, det tjente et større formål, fordi vi kunne få en god dialog og debat i gang omkring debatkulturen. Dette er nu snarere blevet til en »meet and greet«, som jeg finder mindre interessant (idet det skal passes ind mellem arbejde, familie og diverse), skriver han på Facebook.