Kvoteordninger på kunstområdet er ulovlige, skriver Hans Bonde og Jens Ravnkilde i kronik i Weekendavisen. Jeg ser nærmere på deres analyse og får svar fra Bonde angående en mulig undtagelse i ligestillingsloven.
I den seneste udgave af Weekendavisen kan man i kronikken læse, at kvindekvoter på kunstområdet er ulovlige. Kronikkens forfattere er professor Hans Bonde og advokat Jens Ravnkilde, som for ikke længe siden gjorde opmærksom på en lignende ulovlighed i forhold til universiteternes kvindeforskningsprogrammer.
Praksis er i strid med ligestillingsloven
Bonde og Ravnkilde påpeger i kronikken to ting. For det første at praksis på diverse kunstinstitutioner har været og er styret af ønsker om kønsbalance, hvilket har betydet og betyder, at mandlige kunstnere er blevet og bliver diskrimineret. For det andet at ligestillingslovens Kapitel 2, § 2 betyder, at denne diskrimination er ulovlig.
Ligestillingslovens Kapitel 2, § 2 siger følgende om kønsdiskrimination:
Forbud mod forskelsbehandling på grund af køn (kønsdiskrimination)
§ 2. Ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. En instruktion om at forskelsbehandle en person på grund af køn betragtes som forskelsbehandling.
Stk. 2. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Stk. 3. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Stk. 4. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Om overtrædelsen af Kapitel 2, § 2 skriver Bonde og Ravnkilde følgende i kronikken:
“Ovenfor har vi omtalt en række eksempler på, at forskellige udvalg, der uddeler kunststøtte, har pålagt sig selv at respektere to kvoteordninger i forbindelse med valget mellem ansøgningerne: dels en ordning, som går ud på, at kønsfordelingen skal svare til kønsfordelingen blandt ansøgerne, således at ansøgerne fra de to køn opnår samme succesrate, det vil sige, at mænd og kvinder har samme chance for at blive begunstiget. Dels en kvote, som går ud på, at de to køn uanset kønsfordelingen blandt ansøgerne samlet skal modtage samme beløb. Sådanne kvoteordninger er ulovlige. Dette skyldes, at de er i strid med ligestillingslovens Kapitel 2, § 2, der bestemmer, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.”
Helt konkret betyder det ifølge Bonde og Ravnkilde, at det er ulovligt at tildele midler til en ansøger baseret på dennes køn. Den pointe formulerer de således:
“Det bør understreges, at det er ulovligt at uddele støtte til en kvinde, der ikke er den bedste ansøger, selv om hun eventuelt er enestående talentfuld og et menneske, som enhver med interesse i kunst og kultur vil glæde sig over at se begunstiget. Hvis en mandlig ansøger er endnu mere talentfuld end hun, og hun på trods heraf modtager støtten, fordi hun er en kvinde, er tildelingen udtryk for en ulovlighed.”
På godt dansk er der altså ikke meget at rafle om: Hvis kunstfonde gør køn til et parameter, når de uddeler støtte til kunstnere, bryder de loven.
Hvad med undtagelserne?
Der er dog et aber dabei. Ligestillingsloven rummer mulighed for, at der ses bort fra bestemmelserne i Kapitel 2, § 2. Det fremgår Kapitel 2, § 3 a, der lyder som følger:
Undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling
§ 3 a. Uanset § 2 er denne lov ikke til hinder for forskelsbehandling af det ene køn, hvis det er begrundet i et legitimt mål og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Forskelsbehandling – eller diskrimination – er således ikke ulovlig, hvis det kan godtgøres, at forskelsbehandlingen sker for at opnå “et legitimt mål”, og hvis den sker på måder, der er “hensigtsmæssige og nødvendige”. Med andre ord: Det er lovligt at diskriminere, hvis diskriminationen skønnes at tjene et rimeligt formål, som ikke eller kun vanskeligt på andre måder kan opnås.
Ligestillingslovens Kapitel 2, § 3 a er således det, man kalder en ‘gummiparagraf’. Dens mulighed for tilsidesættelse af § 2 betyder, at § 2 ikke nødvendigvis vil kunne gøres gældende i en konkret sag (samme problematik gør sig gældende i forhold til ligestillingslovens Kapitel 2, §3, som giver ministeren mulighed for at tillade foranstaltninger, der ikke lever op til bestemmelserne i § 2, men det er mindre relevant i denne sammenhæng).
Personligt opfatter jeg disse undtagelser i ligestillingsloven som et problem. Det gør jeg, fordi undtagelserne gør loven uklar.
Hvad betyder undtagelserne for lovligheden af praksis på kunstområdet?
Da jeg havde læst Hans Bonde og Jens Ravnkildes kronik, kontaktede jeg Bonde for at få hans syn på, om ‘gummiparagraffen’ – Kapitel 2, § 3 a – kunne tænkes at så tvivl om hans og Ravnkildes konklusion i forhold til praksis på kunstområdet: at det er ulovligt for kunstfonde at uddele støtte på basis af køn.
Bonde mente ikke, at Kapitel 2, § 3 a ville være et problem. I sit svar til mig skrev han:
“Der er grænser for, hvor langt den der gummiparagraf kan strækkes i praksis, jf. Ligebehandlingsnævnets afgørelser. Tænk bare på Bella Sky-sagen (jf. https://www.domstol.dk/oestrelandsret/nyheder/domsresumeer/Documents/Bella%20Sky.pdf). Og i øvrigt skal praksis også være i overensstemmelse med EU-retten, jf. Jens Ravnkildes og min gennemgang i aprilnummeret af Ugeskrift for Retsvæsen.”
Bondes vurdering er altså klar: Det er ulovligt for kunstfonde at uddele støtte på basis af køn, og kapitel 2, § 3 a vil næppe kunne bringes i anvendelse i en eventuel sag.
Hvad med de kvindelige kunstnere?
Når kunstfonde – og andre interessenter på kunstområdet – overhovedet diskriminerer ansøgerne i forhold til køn, sker det for at modvirke kønsskævheder. Populært sagt kan man sige, at man ønsker at skabe plads til den kvindelige kunststemme.
Det lyder umiddelbart som et sympatisk ønske. Problemet er bare, at det kun kan omsættes til virkelighed med negative konsekvenser for de mandlige kunstnere og for den kunstneriske kvalitet. For her adskiller kunstområdet sig ikke fra andre områder. Når køn gøres til et kriterium for udvælgelse, sker der to ting: Ansøgerne uligestilles, og kvaliteten af det endelige output falder.
Jeg håber, at Bonde og Ravnkilde har ret i at praksissen på kunstområdet er ulovlig, og at den bringes til ophør snarest. Det gør jeg, fordi jeg går ind for ligestilling, også i kunstens verden. Kunstnere skal ikke belønnes for deres køn – eller for deres højde, hudfarve eller hårlængde – men for deres evner som kunstnere. Det er det, og kun det, de skal vejes på, når støttekronerne uddeles.