19. marts, 2024

Nicehair-direktør bør give sine mandlige ansatte gratis frokost, hvis han vil øge ligestillingen

Det ville øge ligestillingen, hvis virksomheder tilbød mandlige ansatte gratis frokost. Det ville dog formentlig være i strid med ligebehandlingsloven. Billede: Pixabay.com

Det er billigere at være kvinde end at være mand. Nicehair.dk øger uligheden med gratis bind og tamponer til kvindelige ansatte.

Opdateret 16/1-2021, 12:28, 12:30, 12:45, 12:48, 23:17.

Stifter og direktør for den jyske webshop Nicehair.dk, Tonny Nielsen Bruun, har valgt at give sine kvindelige ansatte bind og tamponer. Det skete i december, efter direktøren hørte om den skotske beslutning om at gøre hygiejneprodukter gratis for kvinder.

– Jeg blev inspireret af, at Skotland, som det første land i verden, begyndte at tilbyde gratis tamponer og bind til kvinder. Det skete samtidig med, at min økonomichef netop havde fortalt, at hun havde valgt at dele sin barsel med sin mand. Så det lå meget godt i tråd med, at vi havde de har snakke om, at vi skal være bedre til at deles om de udfordringer, der er forbundet med vores køn, siger Tonny Nielsen Bruun til A4 Arbejdsliv.

– Vi er en virksomhed, der sælger bind og tamponer, derfor var det også oplagt, at vi stiller det gratis til rådighed for de ansatte. Det er ikke en stor omkostning for os som virksomhed. Vi prøvede at lave et lille regnestykke, og vi kom frem til, at det koster en kvinde omkring 34.000 kroner på et liv. Det er jo ikke vanvittigt mange penge, og jeg tør godt indrømme, at jeg har brugt penge på dummere ting i virksomheden, uddyber han.

– Normalt går jeg ikke ind for forskelsbehandling. Men i det her tilfælde er der en forskel fra naturens side, som vi kan hjælpe med at udligne lidt. Holdningen har været positiv hele vejen rundt. Det tror jeg ikke, det havde været, hvis jeg havde sagt, at alle kvinder fik gratis sodavand, eller alle mænd fik en krone mere i timen, tilføjer direktøren.

Tonny Nielsen Bruun er tilsyneladende ikke klar over, at han med sin beslutning øger uligestillingen mellem sine mandlige og kvindelige ansatte.

Det er i forvejen dyrere at være mand end at være kvinde, også når udgifter til hygiejneprodukter regnes med. Så når direktøren afholder den udgift for sine kvindelige ansatte, sørger han for, at det køn, som i forvejen havde flest penge til sig selv, får endnu flere.

Når det er forholder sig sådan, skyldes det mænds højere energibehov. En mand har, populært sagt, brug for fem æbler, hver gang en kvinde har brug for fire. Det kan lyde som en bagatel, men over tid løber det op.

Det forklarede jeg i sommer til DR og Radio 4 (ca. 43 minutter inde), da diskussionen om den skotske beslutning var aktuel. Noget, som blandt andet førte til, at jeg fik mine helt egne memes på en meme-side på Instagram.

Memes fra memesiden ‘Krænkelseskulturelle memes’ på Instagram, der fandt min udtalelse om mænds større energibehov end kvinders, som jeg eksemplificerede ved at sige, at mænd har behov for fem æbler, hver gang kvinder har behov for fire, så morsom, at den fortjente ikke bare et, men adskillige memes. Billede: Screenshot, Instagram.

Min pointe var, og det er den stadig, at det som udgangspunkt er uretfærdigt, at kvinder står alene med en udgift, de ikke selv har valgt, og som de kun har, fordi de er kvinder, men at man er nødt til at se på, om mænd har tilsvarende udgifter, de ikke selv har valgt, og som de kun har, fordi de er mænd, inden man beslutter, om man skal gøre hygiejneprodukter gratis for kvinder.

Gør man det, hvilket blandt andre Casa og Rockwool Fonden har gjort, finder man, at mænds højere udgifter til mad klart overstiger kvinders udgifter til bind og tamponer. Når alle nødvendige udgifter regnes sammen, er det dyrere at være mand end kvinde.

Det betyder ikke, at man ikke kan vælge at gøre hygiejneprodukter gratis for kvinder. Det betyder bare, at man ikke kan gøre det med henvisning til ligestilling. Når det i forvejen er billigere at være kvinde end at være mand, fremmer det ikke ligestillingen at gøre det endnu billigere at være kvinde.

Dermed tilbage til Tonny Nielsen Bruun og hans ca. 150 ansatte i Nicehair.dk, hvoraf omtrent halvdelen er kvinder, og halvdelen er mænd.

Hvis Tonny Nielsen Bruun ønsker at gøre noget for ligestillingen, skal have tilbyde sine mandlige ansatte gratis frokost. Det vil reducere den nuværende forskel på, hvor mange penge de mandlige og kvindelige ansatte har tilbage, når de nødvendige udgifter er afholdt.

Inden Tonny Nielsen Bruun gør det, bør han dog konsultere ligebehandlingsloven. Det er med overvejende sandsynlighed ulovligt at tilbyde sine mandlige ansatte gratis frokost uden at tilbyde sine kvindelige ansatte det samme, da det er ulovligt at forskelsbehandle medarbejdere på basis af køn.

Hvorvidt det også er tilfældet, når man tilbyder sine kvindelige ansatte gratis bind og tamponer, er et godt spørgsmål. Tonny Nielsen Bruun kan være frisk og sige, at mændene er velkomne til at tage alle de hygiejneprodukter, de skal bruge, og at der af den grund ikke er tale om forskelsbehandling.

I praksis er der dog ingen tvivl om, at det er præcis, hvad det er. Når Nicehair.dk vælger at afholde en udgift for sine kvindelige ansatte, svarer det til at give de kvindelige ansatte en lønforhøjelse. Det ville være ulovligt, hvis det skete med kroner og ører, men er det lovligt, når det sker med bind og tamponer? Det kan kun en eventuel sag ved Ligebehandlingsnævnet afgøre.

A4 Arbejdsliv afslutter sin artikel med en kommentar fra 29 årige Nanna Pedersen, der er teamleder i Nicehair.dk.

– Det er et fedt tiltag. Det burde ikke være dyrere at være kvinde end at være mand, siger hun.

Til det kan man kun sige én ting: Det er det heller ikke. Det er billigere.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview