6. oktober, 2024

P1 Debat om hverdagssexisme

 

Lyt med i morgen, når jeg sammen med Camilla Schwalbe og Jakob Olrik diskuterer hverdagssexisme i P1 Debat.

Jeg deltager i morgen i radioprogrammet P1 Debat, som sendes fra 12.15 til 13.00 på P1. Emnet er hverdagssexisme, og debatten kommer til at tage sit udgangspunkt i et debatindlæg om mænd over 30, der råber og pifter ad unge piger på gaden.

Hverdagssexisme

Debatindlægget, det drejer sig om, har titlen ‘Hvor er jeg dog træt af tilråb fra midaldrende mænd’. Det er skrevet af den 18-årige Karina Ananda Pedersen og blev bragt på Politiken.dk den 16. juni. I indlægget skriver Karina blandt andet:

“Hvordan kan det overhovedet være acceptabelt, at vi har et samfund, hvor kvinder skal tænke over deres påklædning og kropsholdning, inden de går forbi mænd? Det er aldrig kvindens eget valg at blive chikaneret.

Problematikken ligger i den manglende ligestilling i Danmark. For i Danmark er det okay – og måske ligefrem sjovt – for mænd at føle sig overlegne og magtfulde over for kvinder. Og jeg er kort sagt pissetræt af det.”

Det ser jeg frem til at forholde mig til. Samtidig håber jeg, at debatten kan blive mere generel.

I debat med Camilla Schwalbe og Jakob Olrik

Mine to meddebattører i debatten er socialdemokrat og tidligere DSU-formand Camilla Schwalbe og sexolog Jakob Olrik.

Camilla er kendt for sine protester mod burgerkæden Hot Buns og har også været kritisk over for HK’s brug af halvnøgne mænd og kvinder i kampagner. Hun går ind for ligestilling, men er ikke radikalfeminist. Fx har hun skrevet, at kvinder selv må gå den sidste mil på vejen mod ligestilling.

Jakob kender de fleste fra medierne som sexologen, der opfordrer mænd og kvinder til at flirte mere og til i det hele taget at nyde de seksuelle aspekter af livet. Jeg lavede et interview med Jakob i marts, hvor jeg blandt andet spurgte ind til hans ønske om at sætte flirt på skoleskemaet – et emne, som givetvis vil blive taget op i debatten i morgen.

Hvis du vil lytte med

Debatten sendes direkte i morgen mandag den 22/6 fra 12.15 til 13.00 og bliver efterfølgende lagt online. Når det er sket, vil programmet kunne findes på P1 Debats website.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview