Trine Steen har skrevet sit sidste ord som ‘Proletarprinsessen’ på Facebook-siden af samme navn. Interne intriger og fløjkrige angives som en del af årsagen.
Tak fordi I fulgte med.
Proletarprinsessen lukker og slukker.
Jeg er stadig feminist. Jeg lukker ikke munden. Jeg vælger blot at tale et andet sted.
Med de ord afslutter Trine Steen sin afskedsopdatering på Facebook-siden ‘Proletarprinsessen’. En side, hun startede i februar 2015, og som på under et år opnåede næsten 7.000 følgere.
Flere årsager til stoppet
I opslaget fortæller Trine Steen blandt andet, at hun er træt af »de bundrådne intriger, som det feministiske miljø herhjemme har spundet sig selv ind i«. Men også en række andre årsager spiller en rolle, blandt andet »hvid middelklasse feminisme«, afstanden til virkeligheden og manglende respekt for de dele af »underklassen«, som ikke har overskud til at have politisk korrekte holdninger:
Jeg kan ikke tage flere af Nørrebros salon-socialister, som på landsdækkende TV bebuder, at jyllænderne i Sønderjylland nok er underbemidlede, fordi de er så langt fra korrekthedens elitære kulturtilbud og fællessang. Jeg kan ikke tage mere jeg-kæmper-for-underklassen-indtil-den-siger-noget-jeg-ikke-kan-lide. Uden øje for, at det netop er dét der er klassekampens essens. At vi ikke har samme mulighed for at mobilisere korrekthedens overskudsmentalitet.
Hun afslutter sin række af årsager til stoppet med den vigtigste:
Mest af alt, kan jeg ikke tage mere racisme.
Resultatet af længere tids overvejelser
Det er under to uger siden, jeg bragte et længere interview med Trine Steen, blandt andet om hendes tanker om feminisme og det at være Facebook-feminist. I interviewet sagde hun blandt andet:
– Da jeg så begyndte at finde ud af, at det faktisk var sådan, at folk lyttede til, hvad jeg sagde, og tog det for gode varer og var lidt ukritiske omkring det også nogle gange, så lavede jeg nogle opslag, hvor jeg sagde: Jeg vil ikke være rollemodel og bla bla bla. Men det er fan’me bare for billigt, altså. Det kan man ikke. Eller, det kan man godt, men det er man alligevel. Så ja, jeg synes, man har et ansvar, og jeg er inde i en proces, hvor jeg er ved at finde ud af, hvad det ansvar så indebærer, og hvordan jeg kan leve op til det, og om jeg kan leve op til det. Og hvis jeg ikke kan, hvad konsekvensen så skal være.
Lukningen af siden må dermed ses som et resultat af længere tids overvejelser.