»Satirikeren«, der forsøgte at dræbe

Valerie Solanas’ ikoniske værk, SCUM Manifesto, udkom i 1967. Bogen er siden blevet oversat til 13 sprog og blev senest genudgivet på dansk i 2021. Bogen ses her i engelsk udgave på Neue Nationalgalerie i Berlin i 2012. Billede: Marc Wathieu, Flickr.com.

Der er noget galt, når Valerie Solanas’ voldsmanifest udlægges som satire i Deadline.

DR2’s nyhedsflagskib Deadline er med god grund en institution i det danske medielandskab. Aften efter aften leverer programmet interessante interview om aktuelle problemer inden for politik, samfund og kultur. Mange dygtige journalister har i tidens løb været værter i det blå studie, og generelt holder 22.30-udsendelsen en høj standard.

Netop derfor er der grund til at undre sig over, hvad det skete i går. Aftenens vært var Niels Krause-Kjær, som både har erfaringen og kompetencerne på sin side. Det demonstrerede han med al tydelighed, da han i programmets første halvdel udstillede Stine Bosses hykleriske modstand mod at lade ordet forsvarsforbehold indgå på stemmesedlen, når danskerne skal stemme ja eller nej til afskaffelsen af, ja, forsvarsforbeholdet. Da Bosse forsøgte at tale udenom, holdt Krause-Kjær hende fast, så det blev tydeligt for enhver, at Bosse havde en dårlig sag. Well done.

Men herfra gik det galt. Aftenens andet emne var Kristina Nya Glaffeys nye roman, To the Modern Man. Krause-Kjær havde forfatteren i studiet, og mod slutningen af interviewet kom han ind på bogen SCUM Manifesto fra 1967 skrevet af Valerie Solanas. Anledningen var, at en begejstret anmelder i Information havde trukket paralleller mellem Glaffey og Solanas. Krause-Kjær ville gerne vide, hvordan Glaffey så på sammenligningen.

Hvordan det foldede sig ud, vender vi tilbage til om lidt. Først er det nødvendigt at ridse baggrunden for referencen op. SCUM Manifesto er en feministisk klassiker, som trods sine 55 år på bagen fortsat læses verden over. Bogen er udkommet på 13 sprog, herunder flere gange på dansk under titlen SCUM Manifest. Det skete senest i 2021 med forord af Sanne Søndergård.

I bogen omtaler Valerie Solanas blandt andet manden som »en biologisk ulykke«, »en omvandrende dildo«, »mindre værd end en abe« og »a worthless piece of shit«. Manden er for Solanas et undermenneske, som ikke fortjener at leve. Det udtrykker hun flere steder, for eksempel her:

»På samme måde som mennesker, fordi de er mere udviklede og har en højere bevidsthed, har større ret til at leve end hunde, således har kvinder større ret til at eksistere end mænd. Udryddelsen af manden er derfor en rimelig og god gerning, en for kvinder overordentlig gavnlig handling og desuden en barmhjertighedsgerning.«

I juni 1968, et år senere, tog Valerie Solanas en pistol i hånden og opsøgte kunstneren Andy Warhol for at slå ham ihjel. Solanas skød Warhol tre gange. Derefter skød hun en anden mand, Mario Amaya, to gange, inden hun forsøgte at skyde en tredje mand, Fred Hughes. En halv time efter drabsforsøget nåede Warhol frem til Columbus Hospital, hvor han blev erklæret klinisk død. Et af skuddene var gået igennem hans lunge og havde forvoldt stor skade på andre organer. Kun mirakuløst overlede Warhol efter fem timers operation.

Nu tilbage til studiet, hvor Krause-Kjær spørger Glaffey om sammenligningen mellem hendes bog, To the Mordern Man, og Solanas’ SCUM Manifesto.

Det her radikale, feministiske manifest om, at mændene har ødelagt verden, og nu må kvinderne overtage, hvis det her det skal hænge sammen. Kan du forstå, at anmelderen i Information kom til at tænke på Solanas, da han læste din bog?

Ja, helt sikkert. Jeg synes jo, at SCUM Manifestet læst som litteratur er en fantastisk tekst, som er fyldt med energi og vrede. Og som giver mening, hvis man læser det som litteratur og knap så meget, hvis man læser det som et politisk manifest, svarer Glaffey.

Jeg tror aldrig, Solanas selv har erkendt, at bogstaverne S C U M stod for det, men man har sagt, at det var Society for Cutting Up Men, altså selskabet til at skære mænd op. Og der var jo klart et element at satire i det manifest, men igen, under satiren er der jo også et gran af alvor. Jeg kunne godt tænke mig at spørge dig her til sidst – og jeg anerkender, at det er en roman, og der er en person, der taler, og det er ikke dig, men det er fortælleren i bogen – men alligevel spørge dig personligt: Er du vred?

Nej. Jeg går ikke rundt og er specielt vred, men jeg synes, der er en enorm energi i vreden, som kan bruges, for eksempel til at skrive god litteratur med, som jeg skulle vove at påstå, jeg har gjort, svarer Glaffey.

Hvem skal gøre noget? Nu taler vi ikke om litteraturen, men om de forhold, som du har skrevet om. Hvem skal gøre noget, for at vi kan komme videre?

Det kan måske være, at der er nogen, der skal gøre mindre. For eksempel den her moderne mandefigur, som måske kunne få skuldrene lidt ned og trække sig lidt tilbage fra scenelyset måske og lade nogle andre komme til at gøre noget, svarer Glaffey.

Da jeg havde set interviewet, rejste jeg mig og gik ud på min altan.

Jeg har læst SCUM Manifesto fra start til slut og dele af den mange gange. Jeg er klar over, at man i feministiske kredse forsøger at fastholde, at bogen skal læses som satire eller »som litteratur«, som Glaffey siger. Men der er intet satirisk ved bogen, og idéen om at læse den »som litteratur« er underlig. For hvad betyder det overhovedet? Kan man ikke læse enhver bog »som litteratur«?

I forbindelse med genudgivelsen sidste år gentog Sanne Søndergaard, at SCUM Manifesto er morsom. »Bogen er fuld af kvindelig vrede, den er pisseklog og farligt SJOV – og jeg garanterer, at antifeministerne kommer til at øffe over den i Weekendavisen,« skrev hun på Twitter. Jeg tænkte, og det tænker jeg stadig, at alle forhåbentlig vil »øffe« over en bog, der opfordrer til folkedrab.

Jeg gik ind igen.

Det ubegribelige er ikke, at man blandt feminister forsøger at beskytte et ikonisk værk ved at påstå, at den hadefulde tekst skam bare er satire. Det ubegribelige er, at nogen uden for dette ideologiske fællesskab så meget som overvejer at købe påstanden. Et år efter at have kaldt udryddelsen af manden for en barmhjertighedsgerning tog Solanas et våben i hånden og skød for at dræbe. Hvor meget tydeligere kunne hun have demonstreret, at hun mente hvert et ord? Hvilken mere rygende pistol, end den hun stod med efter sit attentat, kan selv den største tvivler bede om?

Jeg kunne ikke få det ud af hovedet. Hvordan pokker kan det være, at man stadig, et halvt århundrede senere, relativiserer Solanas’ hadmanifest, ovenikøbet i ellers så udmærkede Deadline?

Opørt skrev jeg til Niels Krause-Kjær på Twitter.

»Vildt at se Deadline. Vi skal simpelthen forstå, at en kvinde, der et år efter at have opfordret til massemord på mænd, skød to mænd og forsøgte at skyde en tredje, slet ikke mente, hvad hun skrev. Et spørgsmål til dig, Niels Krause-Kjær: Var Breiviks manifest også bare en joke?«

Krause-Kjær svarede. »Nej,« skrev han.

Gårsdagens Deadline blotlægger to problemer i debatten om køn og ligestilling. Det ene er, at det had til mænd, som findes i feminismen, bagatelliseres. De fleste feminister hader ikke mænd, men nogle gør, og i forståelsen af feminisme som idésystem og politisk og social bevægelse er det nødvendigt at være bevidst om. Der er en grund til, at et Solanas’ hadmanifest stadig læses af feminister i dag, og den grund er ikke, at de er uenige i alt, hvad Solanas skriver. Den er heller ikke, at de læser teksten som en feministisk udgave af Svikmøllen. Hvis vi skal have en sober debat om køn og ligestilling, skal vi forholde os seriøst til også de grimme sider af feminismen. For eksempel ved at spørge feminister, der lovpriser Solanas’ manifest, hvilke af hendes tanker om mænd de er enige i.

Det andet er, at nogle mænd åbenbart fortsat har svært ved at betragte kvinder som ligeværdige mennesker. Hvis en mand havde skrevet et voldsforherligende, kvindehadende manifest, købt en pistol og taget ud for at slå kvinder ihjel, ville ingen efterfølgende sidde i Deadline eller noget andet sted og karakterisere hans manifest som »satire« med et »gran« af alvor. Det ville aldrig ske. Men når en kvinde gør det samme, er det for nogle mænd umuligt at tage hende alvorligt.

Selv i tilfælde, hvor de har haft mere end 50 år til at tænke over det.

Tobias Petersen

40 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *