Hos Sex & Samfund er fars dag ikke en anledning til at fokusere på far.
»Glæd din far – red en mor«.
Sådan lyder opfordringen i en mail fra Sex & Samfund, som organisationen har udsendt i anledning af fars dag.
»I morgen er det Fars Dag!
Dagen, hvor vi fejrer alle slags fædre over alt i verden med al den kærlighed og omsorg, de fortjener.
Hvis du ikke lige har fået købt en gave, kan du nå det endnu. Og ikke nok med det, så kan du redde liv på én og samme tid,«, indleder Sex & Samfund.
Herefter er der en knap med ordene »GLÆD DIN FAR – RED EN MOR«, inden mailen fortsætter:
»Når en mor dør, rammer det hele familien – far, partner, børn, forældre. Pludselig er man alene om at passe børnene, samtidig med at man håndterer sin egen sorg.
Forskellen på liv og død er dog ofte meget simpel.
Mange steder i verden er dét at blive mor stadig forbundet med stor risiko for både mor og barn. Alt for mange mødre dør, når de er gravide eller skal føde. Fordi de mangler helt basal sundhedshjælp.
»Men du kan hjælpe!
Du kan give en sikker graviditet og fødsel til en kommende mor, så hun kan være mor for sit barn. Det er den allerstørste gave, du kan give.
Når du køber en gave, modtager du et fint gavebevis i din indbakke, som du kan give videre til din far, papfar, bonusfar, medfar, stedfar eller en hvilken som helst far eller faderfigur, som har fortjent en sød hilsen på dagen.«
Fem muligheder, ét køn
Når man klikker på GLÆD DIN FAR – RED EN MOR-knappen, havner man på en side på Sex & Samfunds hjemmeside med overskriften ‘Gaver, der redder liv’. Her kan man læse mere om de gaver, man kan købe.
»Kvinders mulighed for at bestemme over deres egen krop er under pres i rigtigt mange dele af verden. Hver eneste dag dør 810 kvinder under med graviditet og fødsel,« skriver Sex & Samfund.
»Corona-krisen har gjort det endnu sværere at få viden om og adgang til prævention, abort og hjælp under graviditet og fødsel. Det koster endnu flere liv,« fortsætter organisationen.
»Du kan redde en mors liv og hendes udfødte barn. Vælg en gave, der vil gøre en afgørende forskel for de piger og kvinder, som virkelig har brug for hjælp!«, opfordrer Sex & Samfund.
Ingen af de fem gaver retter sig mod drenge eller mænd. I stedet er mulighederne: »Giv en fødselsgave«, »Hjælp udsatte piger og kvinder«, »Giv en jordmoder«, »Giv en sikker fødsel« og »Hjælp voldsramte kvinder«.
Gaverne retter sig alle mod piger og kvinder i fattige dele af verden. Her har piger og kvinder mange steder alvorlige problemer, men det har drenge og mænd også.
Eksempelvis anslår International Labour Organisation (ILO), som er FNs faglige organ for arbejdsmarkedsspørgsmål, at drenge udfører 62 procent af det farlige børnearbejde i verden. Det drejer sig blandt andet om arbejde under vand, arbejde i miner og og arbejde med giftige kemikalier.
Det står ikke klart, hvorfor Sex & Samfund ikke gør det muligt at støtte verdens udsatte drenge. Men det forklarer måske, hvorfor organisationens fejring af fars dag handler om kvinder: Sex & Samfund har ingen gaver, der retter sig mod drenge og mænd, og derfor må fars dag blive til mors.