19. marts, 2024

Simon Simonsens kritik af identitetsfeminismen

Socialdemokraten Simon Simonsen (tv.) advarer mod det, han kalder identitetsfeminisme. Til højre ses feministiske aktivister udtrykke deres had til hvide, rige, heteroseksuelle mænd ved Stockholm Pride i 2009. Billede: Simon Simonsen/Bengt Nyman, Wikimedia Commons.

Hvad er identitetsfeminisme? Og hvorfor er det en trussel, der skal tages alvorligt? Læs Simon Simonsens forklaring, og hør debat med Henrik Marstal.

Simon Simonsen (S) udgav i januar 2019 debatbogen ‘Social retfærdighed i frie og lige Danmark – Kampen for Socialdemokratiets grundlæggende ideal’. Bogens syvende kapitel indeholder en kritik af det, Simon Simonsen kalder »identitetsfeminisme«. Kapitlet bringes nedenfor i sin fulde længde.

Simon Simonsen, f. 1970, er opvokset i Randers. Han har 25 års erhvervserfaring, senest som leder på en professionshøjskole. Han har arbejdet som personaleleder, forsker, underviser og konsulent. Han er Cand.phil., Ph.d. og MPG (master i ledelse) og har i sit akademiske virke især arbejdet med sundhed i forhold til emner som: selvmordsforebyggelse, misbrug, ulighed i sundhed og patientsikkerhed. Han har skrevet fagbøger om blandt andet mænds sundhed og arbejdet for at få mænds heldbred sat på den offentlige dagsorden. Hans første fagbog var på Politikens liste over årets bedste fagbøger. Simon Simonsen er valgt til borgerrepræsentationen på Københavns Rådhus og stiller op til folketingsvalget for Socialdemokratiet.

I forbindelse med valgkampen forud for folketingsvalget i juni 2019 havde Simon Simonsen en debat om køn, ligestilling og feminisme med folketingskandidat for Alternativet Henrik Marstal. Debatten tydeliggjorde store forskelle mellem debattørerne og kan fungere som en uddybning af Simon Simonsens synspunkter. Debatten kan høres nederst på siden.

Kapitel syv fra ‘Social retfærdighed i frie og lige Danmark – Kampen for Socialdemokratiets grundlæggende ideal’ bringes med tilladelse fra Simon Simonsen. Ønsker du at læse resten af bogen, kan du finde den her.

Værdipolitikkens nyeste påhit: identitetsfeminisme

Som angivet i forrige kapitel så er der i dag to grundlæggende værdipolitiske kampe: udlændingespørgsmålet og kønsspørgsmålet.

Det var engang en folkelig kvindepolitisk bevægelse, som bidrog til folkestyrets udvikling. Den er væk i dag, efter at målet er nået. Men i stedet har vi fået en form for det, man kalder identitetspolitisk feminisme – i kort form identitetsfeminisme – der udspringer af den øvre middelklasses særlige forestillinger om køn.

Denne identitetsfeminisme søger i dag at angribe, marginalisere og udskamme kvinder og særligt mænd fra middel-, arbejder- og underklassen. Den gør nar af deres spisevaner, deres mening og deres seksualitet. Den forsøger at skubbe mænd fra disse befolkningsgrupper væk fra Socialdemokratiet og de røde partier ved at forsøge at gøre mænd og drenge mindre værdifulde end piger og kvinder. Identitetsfeminismen bidrager aktivt til uligheden i samfundet, idet dens mål er at styrke den øvre middelklasses kvinder på bekostning af mænd fra arbejder-, middel- og underklassen.

Identitetsfeminisme er blevet til favorisme, hvor man forsøger at favorisere piger og kvinder fra den øvre middelklasse og opbygge parallelsamfund og parallelstrukturer, der skal favorisere dele af befolkningen. Og den favorisme er i modstrid med, at alle skal behandles ens.

Denne værdipolitik er identitetspolitik, der handler om at tage udgangspunkt i én bestemt gruppes interesser med afsæt i køn eller seksualitet. Og denne bevægelse kræver direkte særbehandling for denne gruppe. Identitetspolitikkens krav om særrettigheder vender sig mod det elementære retsstatsprincip: lige ret for loven, og at der er et sæt principper, der gælder for alle.

Socialdemokratiets oprindelige mål – og holdning til spørgsmålet om mænd og kvinder – er, at mennesker af begge køn skal have den samme ret til frit at vælge og skabe deres liv. Og det har mænd og kvinder grundlæggende lige meget af i dag.

Der er ingen undertrykkelse af kvinder i Danmark. Og der, hvor der mangler rettigheder, mangler det for begge køn, og det er en fælles politisk kamp. At nogle hævder, at der har været 2000 års eller 200 års eller 50 års kvindeundertrykkelse, er usandt.

Demokratiseringen af vores land var og er en fælles kamp for både mænd og kvinder, og hvad mange identitetsfeminister glemmer, så var 1915 ikke blot året, hvor kvinderne fik stemmeret, men der, hvor næsten alle mændene også fik stemmeret. Før 1915 var det rige og privilegerede borgere, der stemte.

Identitetsfeminismen, vi kender i dag, tager sit udgangspunkt i 70’ernes kvindebevægelse som en form for identitetspolitik på speed, men det er med 1990’erne, at feminismen “gjorde op” med forestillingen om det naturbestemte køn. Den identitetspolitiske nyorientering følger den økonomisk- politiske nyorientering med overgangen fra velfærdsstat til konkurrencestat. Identitetsfeminismen og konkurrencestaten er søstre.

Først med konkurrencestaten skulle kvinder fuldt ud nu konkurrere med mænd. Og hendes arbejdskraft skulle aktiveres på højde med mændene i såvel arbejdstimer og omfang og engagement i arbejdslivet. Også selvom der måske var andre ønsker og hensyn.

Identitetsfeminismen i Socialdemokratiet

Identitetsfeminismen i Socialdemokratiet fik først rigtig vind i sejlene i 1970’erne. Før var det kun nævnt sporadisk i principprogrammerne, fx i 1916-programmet, hvor der argumenteres for støtte til både såkaldte hjemme- og udearbejdende mødre. Målet var, at der måtte skabes almennyttige børneinstitutioner, der dækkede det sociale og pædagogiske behov. Og det var skrevet under overskriften “Familie og hjem”, hvor der også tales om, at det handler om, at der skal skabes gode betingelser for familiens liv.

Det ændrer sig med 1977-programmet. Her tager man livtag med det, man kalder diskriminering på grundlag af køn i lovgivningen. Den skal fjernes, er målet. Samtidig konstateres det, at kvinder skal sikres en økonomisk selvstændig tilværelse ved deltagelse i arbejdsmarkedet. Det er ukontroversielt set i forlængelse af partiets politik helt tilbage i 1800-tallet.

Men det kontroversielle, ud fra det historiske perspektiv, er ønsket om at lave om på mænd og kvinder, som det også fremgår af selvsamme principprogram:

“Erhvervsvalget skal frigøres fra traditionelle kønsnormer” (1977-programmet).

Altså mænd og kvinder skal fratages retten til at vælge erhverv, som de ønsker. I dag er det sådan, at erhvervsvalgene er meget kønsbestemt. Siden 70’erne er der sket det, at samtidig med at erhvervsvalgene er blevet friere, er det kun blevet mere og mere kønsbestemt. Det vil sige, at befolkningen vælger mere og mere traditionelt eller naturligt, når de får muligheden.

I denne identitetsfeminisme vil man udslette forskellene på mænd og kvinder ved, at man vil tvinge kvinder til at uddanne sig i fag, hvor der næsten kun er mænd, som fx teknologi, ingeniør og matematik. Men kigger man i World Economic Forums Global Gender Gap Index, kan man se, at jo mere overskud og jo flere muligheder kvinder får, des færre kvinder vælger at uddanne sig inden for disse fag. I fx Tunesien og Tyrkiet, hvor livsmulighederne er mere begrænsede end i Danmark med statsbetalte uddannelser og SU, udgør kvinder omkring 35-40 % af de uddannede teknologi-, ingeniør- og matematikkandidater. Hvorimod i lande som Schweiz og Norge er tallet under 20 %. Hvis kvinder har mulighederne og selv kan bestemme, så vil de ikke vælge som mænd. I de lande med færre muligheder var kvinder tvunget til at vælge fag, hvor indtjeningsmulighederne var store.

Bestræbelserne på at ændre mænd og kvinder var væsentligt tankegods dengang i 70’erne, og de fortsætter i selvsamme 1977-program, hvor det fremgår propagandistisk og usandt, at “uanset race og tro er kvinder overalt dårligere stillet end mænd, økonomisk og socialt”, og videre fremgår
på de helt høje nagler, at selve kønsligestillingen i samfundet er ikke mindre end et “barometer for graden af reelt demokrati”, og man forstår, at denne form for identitetsfeminisme mener, at:

“… samfundet trænger i høj grad til at blive påvirket af kvinder med deres erfaringer fra familien. Dette kan kun ske, hvis samfundet i langt større udstrækning end nu indrettes også på kvindernes præmisser.”

Dette spor finder vi også helt frem til i dag, hvor den tidligere svenske og socialdemokratiske udenrigsminister erklærer at føre såkaldt feministisk udenrigspolitik – uden at kan angive andet, end at hun er kvinde, og derfor må det være feministisk. Men det at være kvinde giver altså en særlig indsigt i udenrigspolitik?

1977-programmet fortsætter sin identitetsfeministiske analyse og fortsætter med en nedvurdering af datidens mænds bidrag til hjemmet og børneopdragelsen:

“Det er på høje tid, at mandens påvirkning af børnene, som siden industrialiseringens gennembrud er blevet stadig mere forsømt, indhentes og genindføres.”

I 1977-programmet kritiseres kvinders og mænds erhvervsvalg. Og det er værd at bemærke, at modsat hvad identitetsfeministerne mente dengang og i dag, så har kvinder og mænd stort set de samme ønsker til deres liv, som herskede dengang. Man taler i 1977-programmet om, at man har to arbejdsmarkeder, et mandligt og et kvindeligt. Ligesom i dag, hvor det offentlige i høj grad er et kvindeligt arbejdsmarked, og det private er mændenes arbejdsmarked. Og også dengang beklagede man sig over, at der var for få kvinder i ledende stillinger.

Den ånd, der startede med 1977-programmet, finder man også i 1992-programmet, hvor det overordnet konstateres, at lighed og ligestilling mellem mand og kvinde skal være en selvfølge og med principper om, at alle mennesker må have lige ret uanset køn, race og tro. Samme fortælling går igen i 2004-programmet:

“Der ligger historien om et land, som i kraft af en kønspolitisk kamp er blevet et land præget af ligestilling og ligebehandling mellem mænd og kvinder.”

Identitetsfeminismen står stærkt i partiet, som fx anskuet i følgende fra 2017-programmet:

“Danmark er et af de lande i verden, hvor flest kvinder er på arbejdsmarkedet. Det er en af hovedårsagerne til vores velstand. Ligestilling mellem kønnene på arbejdsmarkedet er imidlertid stadig ikke reel. Derfor bekæmper vi fortsat direkte og indirekte kønsdiskrimination. Vi insisterer på lige løn for lige arbejde. Ligesom vi arbejder for et mindre kønsopdelt arbejdsmarked fri for stereotype forestillinger om kvinder og mænd.”

Det hævdes, at ligestillingen på arbejdsmarkedet ikke er reel, og det hævdes, at arbejdsmarkedet har stereotype forestillinger om kvinder og mænd. Og videre i samme principprogram:

“Ligestilling mellem kønnene er en særlig prioritet for Socialdemokratiet. Den skal gennemføres i alle dele af samfundet. Målet er, at mænd og kvinder reelt får lige rettigheder, pligter og muligheder – økonomisk, politisk, socialt og kulturelt.”

Igen indgår ordet “reelt” om ligheden. Det passer ikke, at kvinder diskrimineres, og at mænd udfører denne diskrimination. Socialdemokratiet lider her af den klassiske identitetsfeministiske fordom og fortælling om kvinder og mænd, der i dag dominerer den politiske kønstænkning her i landet.

Identitetspolitik og feminismens greb efter magten

Op til kongressen i 2017 blev det foreslået, at Socialdemokratiet skulle erklære sig som et feministisk parti. Det blev ikke vedtaget. Dette forsøg på at omlægge partiets linje kom, som vist tidligere, ikke ud af det blå, og man vil måske desværre se lignende forsøg i fremtiden. Den form for identitetsfeminisme i partiet skal ses som kulminationen på en bevægelse, der spirede frem i 1970’erne i USA, men først er blevet stærkt efter murens fald i 1990. Da muren falder, rammes, som før nævnt, en del af venstrefløjen af apati og fravælger at kritisere markedet og går i stedet efter køn og etnicitet. Ofte i en form, hvor politikerne blev anset for uvidende populister, og at befolkningen skulle lide af ubegrundet frygt mod andre og forandring. Problemet er formentlig mere grundlæggende, nemlig at socialdemokratiske partier ikke har formået at sætte noget i stedet for den keynesianske økonomiske politik, der viste sin utilstrækkelighed under 70’ernes krise. I fraværet af politiske redskaber bliver der plads til gøgeunger. I stedet igangsættes bevægelser, der rodes sammen i en stor bunke: multikulturalisme, øget indvandring, feminisme, homoseksuelle og minoriteter af en hver slags tæt vævet sammen.

Identitetspolitikken har indflydelse i Socialdemokratiet, men er stærkest i Enhedslisten og findes også i SF. Identitetspolitikerne er konkurrencestatens nyttige idioter. De lever i perfekt symbiose med det, de selv kalder den kapitalistiske dominans. Man dyrker autenticitet, modkultur og miljø på måder, der for længst er blevet kommercialiserede produkter. Man er i virkeligheden blot en slags markedsfrontløbere, der sørger for, at der bliver introduceret fx mandelmælk til alle i børnehaven. Inden for de liberale partier er De Radikale også en repræsentant for denne bevægelse.

Et af de vigtigste værktøjer er kritik af andres sprogbrug og talemåder. Det handler om at ændre talemåder. Ord og såkaldte diskurser skal passe til moralen. Idéen er, at hvis vi blot taler om symbolerne og måden, vi taler om tingene på, så ændrer vi også virkeligheden. Igen passer identitetspolitikken med en verden defineret af reklamesprog, hvor alt er et spørgsmål om kommunikation og ikke indhold. Deres store fjende, kapitalisterne, kan sove roligt, når de kommer med rettelakken og sprogkorrektionen.

Man kan møde mange venstreorienterede partimedlemmer fra Socialdemokratiet og langt ud på venstrefløjen, hvis eneste politiske projekt i partierne alene er at fremme en elitær identitetsfeminisme. De stiller op på en dagsorden a la: “Der mangler kvinder i politik – jeg er kvinde, og det må være nok.”

Det, at de alene er kvinde og vil lave politik, anses i sig selv som noget nyt og for at være tilstrækkeligt og anskues af nogen for at være en “flot” politisk præstation: “Du er kvinde – du er valgt.”

De organiserer sig også internt i partierne med netværk, der er eksklusive, og hvor mænd ikke inviteres med. Identitetsfeministerne ser det som en magtkamp, hvor de vil have magt, ressourcer, bestyrelsesposter, politiske poster, stillinger og andre privilegier til sig selv. For dem er feminismen en karrierevej, hvor man kommer frem ved at tale om “problemer”, de angiveligt støder på som medlem af kvindekønnet. Problemer, som for det meste er ret ligegyldige. Kvindelige politikere har grundlæggende samme muligheder som mandlige politikere. Men identitetsfeminismens politiske mål er at fremme bestemte personer ved at tale om en såkaldt kvindeundertrykkelse, og det er en identitetspolitik, der demonterer og ødelægger det grundlæggende socialdemokratiske projekt. Identitetsfeminisme er skadelig.

Identitetsfeminismens splittende politik

Identitetsfeminismen beskriver forholdet mellem kvinder og mænd primært som modsætninger og underordning – som mandsmagt og kvindeundertrykkelse. At det ikke kun er hengemt 70’er-feminisme, er Pia Søltofts, præst, ph.d., nylige kronik i Politiken et eksempel på. Hun skriver:

“Det er 42 år siden, at loven om ligeløn blev vedtaget. Men mænd tjener
stadig markant mere end kvinder. Hvad i alverden er der galt?” (Søltoft, 2018).

Kronikøren hævder, at det skyldes “vores fastlåste syn på, at en kvinde er mindre værd som menneske” (Søltoft, 2018). Det er jo i sig selv en ekstrem anklage, at nogen skulle se ned på den anden halvdel af befolkningen. Altså at mænd skulle se ned på kvinder – og at nogle kvinder måske også ser ned på sig selv. Tænk at hævde, at halvdelen eller mere af befolkningen ser ned på den anden halvdel af befolkningen.

Men det er synd for kvinderne, skal man forstå ifølge kronikøren. Og lige når man hører, at mænd i gennemsnit tjener mere, tænker man: Det er da også forkert.

Men problemet er, at det ikke er sandt. Ingen mandlig sosu-assistent tjener mere end en kvindelig sosu-assistent, ingen mandlig præst tjener mere end en kvindelig præst osv. Vi har stærke juridiske traditioner for at modvirke forskelsbehandling og en stærk fagbevægelse, der sikrer, at mænd og kvinders arbejde honoreres ligeligt.

Forskellene i løn i samfundet skyldes ikke køn, men bl.a. lønforskelle mellem det private og det offentlige arbejdsmarked og mellem folk, der er på deltid, og folk, der er på fuldtid. Mænd er i langt højere grad i det private, og der er aflønningen bedre. Og mænd er i langt mindre grad på deltid, og de tager i højere grad job, der tager langt ud over 40 ugentlige arbejdstimer. Kvinder har flere omsorgsdage, flere sygedage og tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Dertil kommer, at mange flere mænd er iværksættere og i topjob. Der er ligeløn (jf. Lønkommissionen, 2010). Forskellene skyldes i vidt omfang livsvalg af helt personlig art. Kvinder har bestemte typer af karrierer, fordi de vælger det. I Danmark vælger kvinder og mænd endog endnu mere kønsbestemt, fordi vi netop har muligheden for det, sammenlignet med lande med færre muligheder.

Det vil sige, at der ikke er nogen juridiske barrierer for kvinder på arbejdsmarkedet. Mænd arbejder faktisk mere end kvinder, hvis man lægger tallene for lønarbejde plus arbejde i hjemmet sammen. Og livsvalgene skyldes ikke opdragelse, idet piger og drenge i Danmark i meget vidt omfang bliver opdraget ud fra de samme værdier og forventninger. Sammenlignet med alle andre lande er Danmark og Norden det sted i verden, hvor vi drager en ens omsorg for vores piger og drenge.

Hvis identitetsfeministerne i virkeligheden ønskede større social retfærdighed, når det gælder indkomstfordeling i samfundet, skal det ikke handle om køn. Det skulle handle om lønforskellen på bankdirektøren og SOSU-assistenten.

Identitetsfeministerne skader arbejdet for bedre løn for middel- og arbejderklassen, som ikke har oplevet samme fremgang, som den bedre stillede del af befolkningen. Ved sidste overenskomstforhandling i det offentlige var de lavest lønnede grupper i den offentlige sektor ved at miste deres forhandlede lønfremgang, fordi akademikerforbundene ikke kunne få en bestemmelse i overenskomsten om deres i forvejen eksisterende frokostpause. Og sosu-assistenternes ønske og strategi blev kritiseret utrolig negativt af eliteprofessionerne. Sosu-assistenterne vandt med den mandlige formand i spidsen for et overvejende kvindeligt forbund. Fordi det ikke handler om køn, men om ordentlige og retfærdige arbejdsforhold.

Hvis identitetsfeministerne i virkeligheden ønskede større social retfærdighed, når det gælder indkomstfordeling i samfundet, ville de støtte fx differentieret pension, der har til formål at give lidt mere værdighed til landets mest nedslidte fra middel-, arbejder- og underklassen. Men fx Camilla Gregersen, der er formand for et akademikerforbund og for den øvre middelklasse, lukker øjnene for de massive forskelle, der er på arbejdslivet for en gymnasielærer og en slagteriarbejder. Hun vil hellere tale om ligeløn mellem kvinder og mænd – selvom ikke en eneste kvindelig gymnasielærer tjener mindre end hendes mandlige kollega. Det er identitetsfeminisme i en nøddeskal. Det handler om propaganda, der skaber splittelse og vil favorisere en bestemt gruppe, og i særdeleshed sig selv.

Identitetspolitik i form af den 70’er-feminisme, som identitetsfeminismen udviser, handler i virkeligheden om at bekræfte sin egen elitære position og gentage den konstante moralisering af resten af samfundet fra den øvre middelklasse.

Uanset om der findes forskellige udgaver af den klassiske feministiske fortælling, så har de alle det tilfælles, at forholdet mellem kønnene struktureres omkring modsætninger og undertrykkelse, og at mænd og kvinder fremstilles som hinandens modsætninger, at det kvindelige udelukker det mandlige og vice versa. Og kvinder anskues som undertrykte, udnyttede, objektiviserede, diskriminerede ofre for mænds dominans. Feminisme kommer af det latinske femina, der betyder “kvinde” “og havde som mål at afskaffe diskriminering og undertrykkelse af kvinder og bekæmpe mandsdominans i samfundet” (Den Store Danske, Gyldendal). Problemet med den feministiske propaganda er, at mandsdominansen aldrig har eksisteret.

Hvorfor vælger kvinder ikke at blive iværksættere i det private? Man kunne vende det om og spørge: Hvorfor er det kun en ud af ti danske entreprenører, der er kvinder? Hvornår kommer der en kvindelig Lars Larsen? Burde samfundet ikke få mere værdi ud af de mange milliarder kroner, vi pumper ind i kvindernes høje uddannelsesniveau?

Det er det private område, hvor to tredjedele af arbejdsstyrken befinder sig, og hvor flertallet er mænd, der skaber finansieringsgrundlaget for det offentlige. Som i høj grad er der, hvor kvinderne arbejder. Man kan firkantet sige, at mændene i det private muliggør kvindernes job i den offentlige sektor. Dyne-Larsen og alle de andre i den feministiske fortælling “dominerer” ikke – de bidrager. Senest har den kvindelige økonom Nina Smith vist, at samlet set bidrager en lille dreng langt mere til samfundsøkonomien gennem sit liv end pigen, fordi pigen er langt, langt mere bundet til velfærdsstatens ydelser.

Vi har et markant kønsopdelt arbejdsmarked. Vores arbejdsmarked kan sammenlignes med et ægteskab, hvor det private arbejdsmarked er mandens, og hvor det offentlige arbejdsmarked er kvindens. De offentligt ansatte, fagforeninger for de offentligt ansatte og arbejdsgivere i det offentlige har prioriteret typiske kvindekrav som omsorgsdage, børns sygedage, gode barselsvilkår og stort omfang af deltidsarbejde. Det er sket på bekostning af lønudviklingen.

Gabet mellem mænd og kvinders arbejdsliv sker bl.a., i forbindelse med at der kommer børn til, og kvindens ønsker om orlov og nedsat tid prioriteres, og det vokser herfra. Kvinder og mænd prioriterer sammen på en bestemt måde. Halvdelen arbejder på deltid. Den offentlige sektor vil måske blive endnu mere domineret af kvinder end i dag og ende med en arbejdsstyrke bestående næsten udelukkende af kvinder, idet vi ser, at kvinder fylder markant mere og mere i tidligere offentlige mandefag, som fx læger og forskere.

Kvinder defineres i den feministiske fortælling som “det andet køn”. Et køn, der er forskelligt fra mænd, netop fordi de er kvinder. Men mænd er vel også et køn med sine egne udfordringer og modsætninger? Til gengæld er den magt, kvinder har over familie og børn, en tabuiseret modermagt. Når det angår seksualitet og intimsfære, er den klassiske feministiske position helt tavs. Hvem bestemmer over graviditeten? Mænd? Hvem bestemmer, om en person skal have abort eller ej? Kvinden eller manden? Her har kvinder magten. Feministerne vil ikke indrømme det. Og lovgivning, hjælpearbejde, staten osv., hele arsenalet er bygget op om forestillingen om den nødlidende kvinde. Feministernes analyse af en mors lyst til samvær med sine børn og kvinders særlige autoritet i forbindelse med hjemmets indretning er helt usynlig for feministerne. Feministerne ser ikke, at når kvinder typisk bruger orlovsordninger mere end mænd, er gevinsten også magt i hjemmet og børneopdragelsen.

Danske kvinder forlod den ulønnede rolle som hjemmearbejdende og trådte ind på det især offentlige arbejdsmarked. Det betød en enorm stigning på udgiftssiden, idet mange af de opgaver, kvinderne tidligere havde foretaget ulønnet, såsom børnepasning og pleje af syge og ældre, nu blev offentlige kommunale og statslige opgaver. Og det betød, at andelen af den voksne befolkning, som der før blev draget omsorg for i familierne, nu kom på overførselsindkomster, som fx førtidspension, og barsel steg enormt. Fra 5 % i 1960 til ca. 20 % i dag (folkepension ikke iberegnet).

Mænd arbejder i gennemsnit seks timer mere om ugen end kvinder. Det svarer til næsten en arbejdsdag mere. Kvinderne får næsten al barslen, og kvinderne har større fravær pga. af børns sygedage, tandlæge osv. Kvinder går tidligere end mænd på pension – og de trækker sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet.

Med identitetsfeminismen kommer også en nymoralisme, der tager udgangspunkt i, at normale og almindelige seksuelle forhold mellem en mand og en kvinde grundlæggende anses for at være undertrykkende. Feminister gør det til et spørgsmål om kønsmoral, når de på kvindernes internationale kampdag taler mod porno og sexarbejde.

Identitetsfeminismen medfører også en pædofilipanik med sig – hvor de få mænd, der søger ind i kvindedominerede omsorgsområder, fx udsættes for mistanker om pædofili, fx hos mandlige pædagoger, der ikke må skifte børnene alene. Overdreven frygt og et fremherskende identitetsfeministisk kønssyn, der bl.a. stammer fra det forhold, at kvinder, der engagerer sig voldsomt i arbejdslivet, mister kontrollen med familielivet.

Sympatigab i forhold til mænd

Vi burde tale om sympatigab i stedet for løngab. Hvis vi overhovedet skal forholde os til mennesker som mænd og kvinder, burde vi være langt mere optaget af mænd, da de på næsten alle målelige parametre klarer sig dårligere end kvinder. De dør fx tidligere. Mænd dør flere år før kvinder. Der kan være mange grunde til denne forskel. Noget tyder på, at det er en kombination af såvel biologiske, psykologiske, kulturelle og sociale forhold. Men det står helt klart, at de levevilkår, som vi dels selv skaber og dels bliver født ind i, spiller en rolle for vores sundhed. Populært kan man sige, at en nyfødt dreng har en mere farefuld færd igennem livet end en nyfødt pige i forhold til levetid.

Mænd har fx mere ekstreme sociale vilkår. Det er rigtigt, hvad kvindebevægelsen har påpeget, at der er flest mænd i toppen af samfundet, inden for fx forskning og i industrien, men hvad man oftest glemmer, er, at der også er flest mænd i bunden af samfundet som hjemløse og misbrugere. Vilkår, der betyder meget for disse mænds helbred.

Mænd, der har slidt i deres arbejde og har haft fysiske job, har som regel også den korteste levetid samt et dårligere fysisk og psykisk helbred. De dør op til otte-ti år tidligere end gennemsnittet.

Om mændene selv er skyld i det, og/eller det er omstændigheder, som fx arbejdsvilkår og gamle kønsroller, synes jeg er ligegyldigt. Vi må værne om disse mænds liv, ligesom vi gør det med andre grupper. At fremstille disse mænd som idioter ved at understrege, at det er deres egen individuelle skyld, er netop resultatet af en fejlslagen værdipolitisk feminisme.

Når nogen lider ondt, har vi generelt en tendens til at bekymre os mere om kvinder end om mænd. Mænd såvel som kvinder synes ofte, at samme grad af lidelse er mere synd for kvinder end for mænd. Man ser også, at mange mænd forsvarer kvinders interesser på bekostning af andre mænds. Identitetsfeminismen er gået for langt, når den kun vækker medfølelse og politisk opbakning til det ene køn.

Om at sikre den ens behandling af mænd og kvinder

De fleste politisk aktive mænd og socialdemokrater er tavse i forhold til identitetsfeminismen. Den identitetsfeministiske dagsorden har ikke fået det modspil, den bør have. De har overladt kønsdebatten til en lille gruppe ekstreme feminister.

Disse mænd er nogle tøsedrenge. Mændene gør det måske af ridderlighed, fordi de er vant til at støtte det angiveligt svage køn. Problemet er, at fx den øvre middelklasses kvinder ikke er svage – tværtimod, de er blevet magthavere på stiletter. En identitetsfeminist fra den øvre middelklasse er lige så farlig og lige så stor en modstander som en mand fra overklassen. Men de høje hæle, veltalenheden og det charmerende smil minder ikke om de modstandere, vi er vant til.

Den offentlige debat om mænd og kvinder kører også på dobbeltstandard. Jeg hørte for nylig en kendt filminstruktør og BZ’er, der angrede i et radioprogram. Hun og veninderne havde i deres stærkt feministiske BZ-miljø behandlet en af deres mandlige kammerater rigtig dårligt, fordi han havde været i slagsmål med sin partner. Han blev frosset ud, blev senere syg og døde. Og samtidig fortæller hun om, hvordan hende og veninderne jublede over, at en af deres veninder kastede en ølflaske i hovedet på hendes mandlige kæreste på en bar, fordi han flirtede med en anden. Flasken, der smadrede, skabte glæde hos feministerne. Instruktørens venstrefløj mistede pejlemærker efter marxismens svækkelse og murens fald. Det tomrum udfyldte identitetspolitikken.

Men når den del af venstrefløjen opgiver at interessere sig for økonomisk lighed og i stedet beruser sig i minoritetsgruppers rettigheder, bliver den aldrig stærk nok til at udgøre en alliancepartner for andre partier, der kan få politisk indflydelse på øget lighed. Og det er også en afskrivelse af det væsentlige i marxismen, nemlig at proletariatets interesser var alles interesser. Universalismen bestod i, at hvis proletariatet fik magten, ville det i det lange løb tilgodese alle.

En journalist fortæller om det, han kalder aggressiv feminisme med feministiske tæskehold, der raser over mandlige journalisters såkaldte sproglige overgreb, men selv gør brug af voldsom retorik. Han oplever, at det for feministerne handler om at holde fjendebilledet levende og karrieren som mediefeminister kørende. Og forsøge at gøre mænd til kvindehadere.

Også på den måde bliver feminismen som et identitetspolitisk projekt, en fare for et demokrati, hvor vi bør anse og behandle hinanden lige. Den skaber tilstande som i Weimarrepublikken, hvor midten af det politiske system imploderer, og hvor et demokrati for alle mister sin folkelige opbakning.

Hvis et stort parti som Socialdemokratiet bliver forført af identitetsfeministerne, og Socialdemokratiets støttepartier til venstre også overtages af denne bevægelse, får vi en situation, hvor vi angribes fra både venstre og højre, og det kan ende med, at en ekstrem højrefløj vinder, fordi de demokratiske grundprincipper bliver ødelagt indefra i egne rækker.

Konklusion

Filosoffen Slavoj Žižek udtrykker drejning mod identitetspolitik, som at vi er “ceased to question the fundamentals of the system”. Altså vi ikke længere spørger til og kæmper for den sociale retfærdighed. Hvis man fortsætter den identitetspolitiske vej med anklager om, at danskere er racister, og at danske mænd og drenge undertrykker kvinder og piger, så
vil Socialdemokratiet tabe.

Ud over at det ikke er sandt, så er identitetspolitik også nicheemner, som kun er relevante for meget små grupper af mennesker. Og det er forkert, når nogle mener, at den vigtigste dagsorden for vores generation er at anerkende 32 forskellige køn.

Francis Fukuyama følger i samme spor, når han konstaterer, at identitet splitter samfund i små klaner. Han peger på Mellemøsten som skrækeksemplet (Fukuyama, 2018).

Risikoen er, at vi kommer til at ligne Mellemøsten med masser af mangfoldighed. Mangfoldighed i parallelle samfund. Med forskellige værdier og kulturer, men intet tilfælles.

Det ser vi i Libyen, Syrien, Irak og Afghanistan. Et demokratisk fællesskab derimod kan fungere, hvis vi er et folk. En nation kan ikke fungere, hvis den ikke også er et fællesskab. Vi skal have en vis grad af tillid mellem borgerne baseret på en fornemmelse af national identitet.

De identitetspolitiske spørgsmål har marginal betydning for folks hverdag. Velstand, gode arbejdsforhold og sundhed betyder noget. Mange mennesker, der er ramt af sygdom eller er ved at være slidt op eller står med økonomiske problemer, kan ikke bruge den øvre middelklasses sociale mediekampagner til noget som helst.

Identitetspolitikken vil gøre det hele til gruppetilhørsforhold. Men vi har brug for fælles anerkendte institutioner. Vi har brug for autoriteter for ikke at ende i det autoritære. En autoritet har viden (fx forældre) og erfaring, der gør, at vedkommende ved noget. Hvorimod den autoritære søger at tvinge sin subjektive holdning igennem for at gøre magt til ret. I den forstand er såvel identitetsfeminismen og multikulturalismen begge autoritære bevægelser.

Den ekstreme feminisme lever af at opfinde nye problemer konstant. Den skaber konstant nye fjendebilleder. Kaare Dybvad Bek kalder det “falsk problemimport” (Bek, 2017). Kampen er blevet et mål i sig selv, hvor man fylder sig selv med fjendebilleder, ser uretfærdigheder overalt og ser sig selv som såkaldt undertrykt. Der skabes en identitet i offerrollen og kampen i sig selv. Alt skal bruges i den fortsatte kamp for at retfærdiggøre egen tilstedeværelse og særstilling. Kampagnerne i osteklokkerne på de sociale medier er gode eksempler. Der sker en stadig genopfindelse af formål, fordi alternativet er afvikling.

Debat mellem Simon Simonsen og Henrik Marstal

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview