‘Kønsneutral uniformpolitik’ betyder, at drenge på britisk skole må vælge mellem lange bukser og nederdel.
Opdateret 5/6/2018, 11:18.
Også i England har sommervarmen godt fat. Men selv om temperaturen har rundet 25 grader, ser man ingen drenge i shorts på Chiltern Edge School i Sonning Common, Oxfordshire.
Det skyldes skolens ‘kønsneutrale uniformpolitik’, som forbyder alle elever at gå med shorts.
Henviser til nederdele
Flere forældre til drenge på skolen ærgrer sig over, at deres sønner er tvunget til at gå i lange bukser i heden.
En af dem er Alastair Vince-Porteous, som spurgte skolen, om hans 13-årige søn måtte bære grå, skræddersyede shorts i skolen. Hans søn lider af blødninger i næsen, som opstår oftere, når han bliver varm.
– Jeg ønskede at gøre ham lidt koldere, men jeg fik at vide, at shorts ikke er en del af uniformen, siger Alastair Vince-Porteous til The Daily Mail.
Skolen meddelte ham, at hans søn var velkommen til at tage en nederdel på i skole.
– De sagde, deres politik er kønsneutral, siger Alastair Vince-Porteous til The Sun.
– Det er ærgerligt, vi ikke kan være mere voksne omkring det. Vi beder ikke om korte nederdele eller skinny jeans, bare grå, skræddersyede shorts i to måneder om året. Det er ikke en ‘big deal’, tilføjer Alastair Vince-Porteous i The Daily Mail.
Skoleleder afviser
Men en ‘big deal’ er det tilsyneladende for skolens leder, Moira Green. I hvert fald afviser hun at lave om på reglerne, så drengene kan bære shorts i skolen.
– Chiltern Edge traf, med støtte fra forældrene, beslutning om at skifte til en mere formel uniform. Shorts er ikke en del af den, fastslår hun.