Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) er en af fire kandidater forud for Dansk Kvindesamfunds kåring af »Danmarks mest magtfulde feminist«.
Danmarks største interesseorganisation for kvinder, Dansk Kvindesamfund, løfter på årets udgave af Folkemødet på Bornholm sløret for, hvem der ifølge foreningen er »Danmarks mest magtfulde feminist« anno 2017.
Det fortæller Dansk Kvindesamfund på Facebook.
Der er fire kandidater til titlen, og noget overraskende er uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) blandt de nominerede.
Nomineret for sin kamp mod voldtægt
Dansk Kvindesamfund har valgt at pege på Pind på grund af hans »fokus på voldtægtsofre« og som en kvittering »for hans arbejde for at få flere dømt for voldtægtsforbrydelser«. Et arbejde, også Reelligestilling.dk har rost den daværende justitsminister for.
De tre øvrige kandidater til titlen som »Danmarks mest magtfulde feminist« er:
- Susanne Staun for sit arbejde for at sætte fokus på vold mod kvinder og problemerne med forældreansvarsloven
- Khaterah Parwani for hendes arbejde i Exitcirklen og for hendes store indsats som debattør
- Louise Kjølsen (Twerk Queen) for hendes deltagelse og rolle i
debatten om fjerdebølgefeminisme.
Reelligestilling.dk kontaktede forud for tilblivelsen af denne artikel uddannelses- og forskningsminister Søren Pind for at spørge, om han, der inden længe kan blive kåret som »Danmarks mest magtfulde feminist«, overhovedet opfatter sig selv som feminist, men havde på tidspunktet for publikationen af artiklen ikke modtaget svar fra ministeren.