Ten four: Saudiarabiske kvinder får også lov til at køre lastbil

Saudiarabiske kvinder vil fra juni 2018 lovligt kunne sætte sig bag rattet i en lastbil. Billede: Arkivfoto.

I september blev det besluttet, at saudiarabiske kvinder fra juni 2018 skal have lov til at køre bil. Nu udvides loven til også at gælde andre køretøjer.

Saudiarabiske kvinders frihed er med et pennestrøg blevet markant større.

I september udstedte ørkenlandets 81-årige konge, Salman bin Abdulaziz Al Saud, et dekret om at ørkenlandets kvinder skulle have lov til at køre bil.

Det saudiarabiske trafikdirektorat har siden arbejdet på detaljerne, og fredag meddelte de, at den kvindelige kørselsfrihed også kommer til at gælde motorcykler og lastbiler.

Det fortæller AFP.

Ingen kvindenummerplader

Det saudiarabiske trafikdirektorat understreger ifølge det franske nyhedsbureau, at der ikke vil blive udstedt særlige nummerplader til kvindelige billister.

Kørsel vil fremover være »lige« for mænd og kvinder, lyder det.

Inden loven træder i kraft i juni 2018 vil der blive oprettet at antal centre, der specifikt skal tage sig af ulykker og trafikforseelser, der involverer kvindelige bilister.

Alle ansatte på de nye centre vil være kvinder, oplyser AFP.

Tobias Petersen

40 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *