Konservativ Ungdom i København tilbyder at ledsage kvinder på Nørrebro hjem fra byen, indtil omtalt sexkrænker bliver pågrebet. En har foreløbig taget imod tilbuddet.
»Indtil svinet bliver fundet, tilbyder KU I København at følge damer hjem fra byen. Kontakt formanden, Caspar Stefani, på 20373435 og han vil sørge for resten«.
Sådan skrev Konservativ Ungdom København på sin Facebookside fredag aften, efter flere medier havde omtalt en lang række seksuelle overgreb på Nørrebro i København udført af en formodet gerningsmand, som stadig er på fri fod.
Tilbuddet fungerer helt lavpraktisk sådan, at kvinder kan ringe og bestille en KU’er til ledsagelse, som derefter kommer og følger kvinden hjem til fods eller på cykel.
En konkret løsning på et problem
KU Københavns formand, Caspar Stefani, tog initiativ til ordningen på baggrund af den aktuelle situation på Nørrebro.
– Det er sådan set ganske enkelt en konkret løsning på et problem. Det ser ikke ud, som om politiet får fat i ham lige foreløbig. Så tænkte vi: Hvorfor ikke gøre en god gerning og følge nogle utrygge kvinder hjem?, siger han.
Caspar Stefani afviser, at Konservativ Ungdom København derved påtager sig en opgave, politiet burde løse.
– Jeg vil ikke sige, at det er politiets opgave at følge unge kvinder hjem fra byen. Det er noget, civilsamfundet sagtens kan tage sig af. Det er jo sådan set bare en måde at undgå, at der kommer til at ske flere ting. Jeg mener helt klart ikke, at det er politiets opgave, siger han.
Formanden afviser dog ikke, at det helt overordnet er politiets opgave at sikre, at mennesker kan færdes trygt i samfundet.
– Nu er jeg også konservativ, så jeg synes heller ikke, at politiet har nok ressourcer i øjeblikket, men det må vi så reagere på, at de ikke har. Men det er klart, at alle mennesker skal kunne gå trygt på gaden uden at blive overfaldet, uddyber han.
Sexkrænkerens overgreb er primært sket på Nørrebro i København, og det overrasker ikke Caspar Stefani.
– Generelt har Nørrebro altid være et sted, hvor unge kvinder har været lidt utrygge ved at gå. Det er ikke noget nyt. Det er bare, fordi der er en krænker på spil, at det kommer i pressen, og der bliver gjort opmærksom på det, siger han.
Foreløbig er en kvinde blevet fulgt hjem
Efter sit opslag i fredags har Caspar Stefani modtaget flere henvendelser, og han har foreløbig fulgt en kvinde hjem.
– Jeg har fulgt en hjem, og det gjorde jeg i fredags, hvor jeg blev ringet op. Jeg er faktisk lidt overrasket over, at der ikke er flere, der har taget kontakt, for der har jo været stor interesse for det. Opslaget har ramt 45.000 mennesker og ramt rimelig bredt, siger han.
Som forklaring på, at ikke flere har henvendt sig, peger Caspar Stefani på, at det er grænseoverskridende at ringe til andre og bede om hjælp.
– Det er noget af en grænse, man overtræder, lige at ringe til et fremmed menneske og spørge, om man kan følge dem hjem. Men nu var tilbuddet der så, og det er det, det hele handlede om, siger han.
Den foreløbig eneste kvinde, der har taget imod tilbuddet, blev eskorteret hjem på cykel fredag aften.
– Jeg fulgte en hjem i fredags, som ringede klokken 2.30 og spurgte, om jeg kunne hente hende ved en kollegiefest og cykle hjem med hende. Så sørgede jeg for, at hun kom op i opgangen, og så cyklede jeg hjem, fortæller han.
Afviser kritikken af initiativet
Caspar Stefani fortalte lørdag om initiativet i en tråd om sexkrænkeren på Politikens Facebookside, og det startede en lang diskussion på siden. Flere med tilknytning til det radikalfeministiske miljø mente, at Konservativ Ungdom København i stedet burde bruge energien på at bekæmpe årsagerne til, at kvinder bliver udsat for seksuelle krænkelser, og at initiativet kan opfattes som en accept af, at kvinder udsættes for seksuelle overgreb. Det er Casper Stefani lodret uenig i.
– Jeg synes, det er et fuldstændig vanvittigt synspunkt. Jeg brugte rigtig mange timer på at prøve at få dem til at give mig et konkret svar på, hvad de ville gøre ved det her problem. Og ikke en eneste gang kom der noget. Så jeg har meget svært ved at tage det, de siger, seriøst. Også hvordan vi ‘blåstempler’, at folk bliver voldtaget, fordi vi følger piger hjem. Det kan jeg ikke se på nogen måde, siger han.
– Hvis der var en ung fyr, der var utryg, nu er det bare ikke lige det, der er problemet, fordi han udelukkende går efter unge kvinder, så ville vi også følge en ung fyr hjem. Men nu er det bare et konkret problem, hvor der er kvinder, der bliver antastet. Der er kvinder, der er utrygge, som tager hjem fra byen, og så tilbyder vi en løsning på det, uddyber han.
Caspar Stefani afviser samtidig, at tilbuddet skal tolkes ind i en mere generel diskussion om køn og ligestilling.
– Det har ikke noget som helst med kønsstrukturer at gøre. Jeg tror, de kaldte det White Knight Syndrome, hvor vi føler os tiltrykket af kvinderne. De forsøger simpelthen at gøre det til noget seksuelt, at vi vil følge piger hjem, og jeg synes faktisk, det var ret forkasteligt, siger han.
Også kvinder blandt de frivillige
Caspar Stefani fortæller, at det ikke kun er mandlige KU’ere, der står klar til at følge unge kvinder hjem om natten. Også et kvindeligt medlem er klar til at hoppe på cyklen for at ledsage en anden kvinde sikkert hjem.
Der er ikke nogen udløbsdato på initiativet, som fortsætter, indtil politiet får fat i overgrebsmanden.