2. december, 2024

William i krise

Der er forskel på fremtidsudsigterne for nyfødte William og nyfødte Sofia.

Her ligger William. Han er lige blevet født. Han blinker mistænksomt med øjnene, som ser han med skepsis på den verden, han netop er trådt ind i. Ved siden af William ligger Sofia. Hun er også lige blevet født. Hun kigger over på William og begynder at grine. Det forstår man godt.

Den forventede gennemsnitlige levealder for nyfødte er i dag 91 år for piger og 86 år for drenge. Sofia kan se frem til at leve fem år mere end William.

I vuggestuen og børnehaven kan Sofia glæde sig til at være sammen med voksne, der forstår hende. Det kan William ikke. 85% af pædagogerne er kvinder, kun 15% mænd.

I skolen er mønstret det samme. Ca. 2/3 af lærerne er kvinder, 1/3 mænd. Sofia vil blive undervist af kvinder, der selv har været piger engang. William skal derimod lede længe efter en lærer, der ved, hvordan det er at være dreng.

Hvis William efter skolen kommer på gymnasiet, vil han være en undtagelse. Sofia vil til gengæld være helt normal. 62% af eleverne på gymnasiet er piger, 38% drenge. Det vil William muligvis ikke være helt utilfreds med på det tidspunkt, men senere vil han undre sig over, hvor de andre drenge blev af.

Fortsætter William på en videregående uddannelse, vil han igen være en af de få. Hver gang der optages to mænd på Københavns Universitet, optages der tre kvinder. Hvis Sofia læser videre, kan hun hygge sig med veninderne i læsegruppen, mens William må spejde længe efter en makker.

På arbejdsmarkedet er tendensen den samme. Sofia kan glæde sig til at blive hjulpet, hvis hun ønsker en lederkarriere. Man designer stillingsopslag, så de falder i hendes smag. Man sørger for, at der altid er en anden kvinde til stede, når hun skal til jobsamtale. Man sikrer sig undtagelser fra ligestillingsloven, så Sofia og andre kvinder kan tildeles særlige forskningsmidler, mænd kun kan drømme om. Ønsker Sofia at arbejde i det offentlige, har hun rig mulighed for det. Flere kommuner, herunder hovedstadskommunen, foretrækker kvindelige ansatte. Anderledes ser det ud for William. Han må leve med, at nogen skal betale prisen for, at Sofia og veninderne skal have fordele på arbejdsmarkedet.

Men der er heldigvis længe til for lille William. Han kan nogle år endnu leve i drømmenes verden uden at tænke på, hvad der venter ham. Det skal han nyde. For når han en dag indser, hvordan spillereglerne er, vil han igen blinke mistænksomt med øjnene og se med skepsis på det samfund, han er blevet en del af.

Vil Sofia også til den tid kigge over på William og begynde at grine? Det tror jeg, hun vil. Og det kan jeg godt forstå.

https://pensionforalle.dk/dig-og-atp/pension-i-tal/din-forventede-levealder.aspx

http://www.bupl.dk/presse/statistik_om_boern_og_paedagoger/medlemmer_fordelt_efter_koen_og_alder?opendocument

http://uvm.dk/Service/Statistik/Statistik-om-folkeskolen-og-frie-skoler/Statistik-om-laerere-i-grundskolen/Statistik-om-paedagogisk-personale-i-grundskolen

http://www.cefu.dk/media/349182/drenge_og_piger_pa__ungdomsuddannelserne_2013.pdf

http://studier.ku.dk/bachelor/ansoegning-og-optagelse/optagelsesstatistik/2014/anta-optagne-fordelt-paa-koen/

http://www.kvinderiledelse.dk/

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview