I gennemsnit er der én voldtægtsmand for hver 700 mænd i Danmark. Alligevel retter antivoldtægtskampagnerne sig mod alle mænd. Det er forkert. At være mand ikke kriminelt – voldtægt er.
Voldtægt er et omdiskuteret emne netop nu. Ikke bare i Danmark, hvor Københavns Kommune kører en antivoldtægtskampagne, og hvor Dansk Kvindesamfund har lanceret en Twitter-kampagne under hashtagget #detbetyder ikke ja, men også i Norge, hvor avisen Aftenposten i en artikelserie med navnet “1 af 100” skriver om emnet.
Norge: 1 af 100 eller 1 af 10
Serien i Aftenposten hedder 1 af 100, fordi det er forholdet mellem det samlede antal voldtægter og domsfældelser for voldtægt i Norge. Men måske burde serien i stedet have heddet “1 af 10”. Det anslås, at der begås 8-16.000 voldtægter i Norge om året, hvoraf ca. 1.200 anmeldes og 130 fører til dom.
Det er således rigtigt, at kun en ud af hundrede voldtægter fører til, at en gerningsmand straffes. Men det tal dækker over, at langt hovedparten af voldtægterne slet ikke anmeldes og derfor ikke kan føre til dom.
Danmark: 1 af 50 eller 1 af 5
I Danmark er tallene anderledes, men problemet det samme. Det Kriminalpræventive Råd anslår, at der begås ca. 3.600 voldtægter i Danmark om året. Heraf anmeldes ca. 400, hvoraf ca. 70 fører til dom. Følger man Aftenpostens tallogik skulle en tilsvarende serie i Danmark altså hedde “1 af 50”, da kun ca. hver 50. voldtægt fører til, at gerningsmanden straffes.
Men også i Danmark er en stor del af årsagen, at de fleste voldtægter ikke anmeldes. Gjort op efter forholdet mellem antal anmeldelser og antal domme skulle serien i Danmark hedde “1 af 5”.
Skal drenge lære ikke at voldtage?
Både Københavns Kommunes antivoldtægtskampagne og Dansk Kvindesamfunds Twitter-kampagne #detbetyderikkeja lægger vægt på, at det ikke aldrig er en pige eller kvindes egen skyld, at hun bliver voldtaget. Kampagnerne forsøger på den måde at modvirke såkaldt slutshaming, som er det, der finder sted, når en pige eller kvindes tøj, adfærd eller væremåde bliver gjort til en del af forklaringen på, hvorfor hun blev voldtaget.
Derfor fokuserer kampagnerne på drenge og mænds ansvar for ikke at voldtage. Det er ikke piger og kvinder, der skal ændre adfærd for at undgå at blive voldtaget, men drenge og mænd, der skal ændre adfærd for ikke at voldtage.
Det er rimeligt og urimeligt på én gang. Rimeligt, fordi det naturligvis er voldtægtsmanden, der har ansvaret for voldtægten. Ingen adfærd, tøjstil eller andre omstændigheder berettiger, at en mand voldtager en kvinde. Urimeligt, fordi kampagnerne ikke går i rette med de få mænd, der faktisk voldtager, men i stedet sætter alle mænd under anklage.
Det er forkert af to årsager. Dels fordi det mistænkeliggør den store hovedpart af mænd, der aldrig kunne drømme om at voldtage. Dels fordi det skaber en unødig og uforholdsmæssigt stor frygt hos piger og kvinder, som dermed bliver bange for alle mænd, selv om de færreste mænd udgør en voldtægtsrisiko.
699 af 700
Der er i runde tal 2.500.000 mænd i Danmark. Som nævnt begås der årligt ca. 3.600 voldtægter her i landet. Forholdet mellem de to tal er ca. 1 af 700. Bemærk, at jeg her ikke tager højde for, at nogle voldtægter begås af samme gerningsmænd, hvilket ville gøre forholdet endnu mindre.
Det er altså 699 af 700 mænd i Danmark, som ikke begår voldtægt. 699 af 700 mænd, som piger og kvinder ikke skal frygte, når de går på gaden, er i byen eller er til fest. Eller er sammen med deres kæreste. Den mest hyppige form for voldtægt er partnervoldtægten, som udgør 38% af alle voldtægter i Danmark.
At være kærester er ikke kriminelt – voldtægt er
At den mest hyppige voldtægtstype er partnervoldtægten, kan man ikke se i Københavns Kommunes antivoldtægtskampagne, som pryder busserne og det offentlige rum i Københavns netop nu. Kampagnen består af fem plakater med fem budskaber, men ingen af dem retter sig mod den form for voldtægt, som er mest almindelig, partnervoldtægten.
De fem plakater og slogans retter sig i stedet mod mindre hyppige former for voldtægter. Fx viser en af plakaterne en kvinde på en bar, der sidder på skødet af en mand. Den har teksten: “At skifte mening er ikke kriminelt – voldtægt er”. Hvad plakaten ikke fortæller er, at kun 1% af alle voldtægter sker mellem en gerningsmand og en kvinde, der lige har mødt hinanden på en bar eller lignende.
Det er påfaldende, at der er plads til en plakat, der omhandler 1% af alle voldtægter, når der ikke er plads til en plakat, der omhandler 38% af alle voldtægter. Man kan med rette spørge, om Københavns Kommune ikke på den måde er med til at skabe myter i stedet for at nedbryde dem.
At være mand er ikke kriminelt – voldtægt er
Kampagner som Københavns Kommunes fortegner virkeligheden på en uheldig måde. Den norske sociolog og samfundsdebattør Kjetil Rolness har udtrykt det således:
Den feministiske verdensforståelse hindrer os i at bekæmpe voldtægt, fordi deres holdningskampagner retter sig mod alle mænd. I USA er det jo stukket helt af: feminister snakker om, at vi lever i en “rape culture”, og studenter må gå på sensitivitetskursus for at lære, at de ikke skal voldtage kvinder. Som om mænd ikke ved, at vi ikke skal voldtage! Det er den mest afskyelige forbrydelse, en mand kan begå mod en kvinde. Derfor er det heldigvis også en meget lille andel af mænd, som forgriber sig, og som gerne gør det igen. Vi bør derfor rette specifikke tiltag mod denne risikogruppe, ikke mod alle mænd.
Når Dansk Kvindesamfund på Twitter kører kampagner som #detbetyderikkeja, sker det samme. Det er underforstået, at det er nødvendigt at fortælle alle mænd, hvad de ikke skal gøre, selv om kun et forsvindende fåtal af mænd overhovedet kunne finde på at voldtage.
Med henvisning til tallene ovenfor kan man sige, at når man kører en kampagne mod alle mænd, så mistænkeliggør man uberettiget de 699 af 700 eller 99,86% af alle mænd, der ikke voldtager. Hvorfor ikke i stedet målrette kampagnerne mod de mænd, der voldtager? Dem, der er én af for hver 700 mænd.
Det, synes jeg, man skulle gøre. At være mand er ikke kriminelt – voldtægt er.