At være mand er ikke kriminelt – voldtægt er
I gennemsnit er der én voldtægtsmand for hver 700 mænd i Danmark. Alligevel retter antivoldtægtskampagnerne sig mod alle mænd. Det er forkert. At være mand ikke kriminelt – voldtægt er.
Voldtægt er et omdiskuteret emne netop nu. Ikke bare i Danmark, hvor Københavns Kommune kører en antivoldtægtskampagne, og hvor Dansk Kvindesamfund har lanceret en Twitter-kampagne under hashtagget #detbetyder ikke ja, men også i Norge, hvor avisen Aftenposten i en artikelserie med navnet “1 af 100” skriver om emnet.
Norge: 1 af 100 eller 1 af 10
Serien i Aftenposten hedder 1 af 100, fordi det er forholdet mellem det samlede antal voldtægter og domsfældelser for voldtægt i Norge. Men måske burde serien i stedet have heddet “1 af 10”. Det anslås, at der begås 8-16.000 voldtægter i Norge om året, hvoraf ca. 1.200 anmeldes og 130 fører til dom.
Det er således rigtigt, at kun en ud af hundrede voldtægter fører til, at en gerningsmand straffes. Men det tal dækker over, at langt hovedparten af voldtægterne slet ikke anmeldes og derfor ikke kan føre til dom.
Danmark: 1 af 50 eller 1 af 5
I Danmark er tallene anderledes, men problemet det samme. Det Kriminalpræventive Råd anslår, at der begås ca. 3.600 voldtægter i Danmark om året. Heraf anmeldes ca. 400, hvoraf ca. 70 fører til dom. Følger man Aftenpostens tallogik skulle en tilsvarende serie i Danmark altså hedde “1 af 50”, da kun ca. hver 50. voldtægt fører til, at gerningsmanden straffes.
Men også i Danmark er en stor del af årsagen, at de fleste voldtægter ikke anmeldes. Gjort op efter forholdet mellem antal anmeldelser og antal domme skulle serien i Danmark hedde “1 af 5”.
Skal drenge lære ikke at voldtage?
Både Københavns Kommunes antivoldtægtskampagne og Dansk Kvindesamfunds Twitter-kampagne #detbetyderikkeja lægger vægt på, at det ikke aldrig er en pige eller kvindes egen skyld, at hun bliver voldtaget. Kampagnerne forsøger på den måde at modvirke såkaldt slutshaming, som er det, der finder sted, når en pige eller kvindes tøj, adfærd eller væremåde bliver gjort til en del af forklaringen på, hvorfor hun blev voldtaget.
Derfor fokuserer kampagnerne på drenge og mænds ansvar for ikke at voldtage. Det er ikke piger og kvinder, der skal ændre adfærd for at undgå at blive voldtaget, men drenge og mænd, der skal ændre adfærd for ikke at voldtage.
Det er rimeligt og urimeligt på én gang. Rimeligt, fordi det naturligvis er voldtægtsmanden, der har ansvaret for voldtægten. Ingen adfærd, tøjstil eller andre omstændigheder berettiger, at en mand voldtager en kvinde. Urimeligt, fordi kampagnerne ikke går i rette med de få mænd, der faktisk voldtager, men i stedet sætter alle mænd under anklage.
Det er forkert af to årsager. Dels fordi det mistænkeliggør den store hovedpart af mænd, der aldrig kunne drømme om at voldtage. Dels fordi det skaber en unødig og uforholdsmæssigt stor frygt hos piger og kvinder, som dermed bliver bange for alle mænd, selv om de færreste mænd udgør en voldtægtsrisiko.
699 af 700
Der er i runde tal 2.500.000 mænd i Danmark. Som nævnt begås der årligt ca. 3.600 voldtægter her i landet. Forholdet mellem de to tal er ca. 1 af 700. Bemærk, at jeg her ikke tager højde for, at nogle voldtægter begås af samme gerningsmænd, hvilket ville gøre forholdet endnu mindre.
Det er altså 699 af 700 mænd i Danmark, som ikke begår voldtægt. 699 af 700 mænd, som piger og kvinder ikke skal frygte, når de går på gaden, er i byen eller er til fest. Eller er sammen med deres kæreste. Den mest hyppige form for voldtægt er partnervoldtægten, som udgør 38% af alle voldtægter i Danmark.
At være kærester er ikke kriminelt – voldtægt er
At den mest hyppige voldtægtstype er partnervoldtægten, kan man ikke se i Københavns Kommunes antivoldtægtskampagne, som pryder busserne og det offentlige rum i Københavns netop nu. Kampagnen består af fem plakater med fem budskaber, men ingen af dem retter sig mod den form for voldtægt, som er mest almindelig, partnervoldtægten.
De fem plakater og slogans retter sig i stedet mod mindre hyppige former for voldtægter. Fx viser en af plakaterne en kvinde på en bar, der sidder på skødet af en mand. Den har teksten: “At skifte mening er ikke kriminelt – voldtægt er”. Hvad plakaten ikke fortæller er, at kun 1% af alle voldtægter sker mellem en gerningsmand og en kvinde, der lige har mødt hinanden på en bar eller lignende.
Det er påfaldende, at der er plads til en plakat, der omhandler 1% af alle voldtægter, når der ikke er plads til en plakat, der omhandler 38% af alle voldtægter. Man kan med rette spørge, om Københavns Kommune ikke på den måde er med til at skabe myter i stedet for at nedbryde dem.
At være mand er ikke kriminelt – voldtægt er
Kampagner som Københavns Kommunes fortegner virkeligheden på en uheldig måde. Den norske sociolog og samfundsdebattør Kjetil Rolness har udtrykt det således:
Den feministiske verdensforståelse hindrer os i at bekæmpe voldtægt, fordi deres holdningskampagner retter sig mod alle mænd. I USA er det jo stukket helt af: feminister snakker om, at vi lever i en “rape culture”, og studenter må gå på sensitivitetskursus for at lære, at de ikke skal voldtage kvinder. Som om mænd ikke ved, at vi ikke skal voldtage! Det er den mest afskyelige forbrydelse, en mand kan begå mod en kvinde. Derfor er det heldigvis også en meget lille andel af mænd, som forgriber sig, og som gerne gør det igen. Vi bør derfor rette specifikke tiltag mod denne risikogruppe, ikke mod alle mænd.
Når Dansk Kvindesamfund på Twitter kører kampagner som #detbetyderikkeja, sker det samme. Det er underforstået, at det er nødvendigt at fortælle alle mænd, hvad de ikke skal gøre, selv om kun et forsvindende fåtal af mænd overhovedet kunne finde på at voldtage.
Med henvisning til tallene ovenfor kan man sige, at når man kører en kampagne mod alle mænd, så mistænkeliggør man uberettiget de 699 af 700 eller 99,86% af alle mænd, der ikke voldtager. Hvorfor ikke i stedet målrette kampagnerne mod de mænd, der voldtager? Dem, der er én af for hver 700 mænd.
Det, synes jeg, man skulle gøre. At være mand er ikke kriminelt – voldtægt er.
Et par ting.
1) Det om slut shaming drejer sig om en gigantisk misforståelse af, hvad man VIL – og så er der én idiotisk ting, der bliver blæst op.
Den idiotisk ting er de efterhånden få endeløst stupide mænd, som kun har få huller i deres uvidenhed. Deres psykologiske opfattelse og virkelighedsforståelse siger, at “udfordrende tøj får mænd til at begå voldtægt”. Det har ingen gang på jord, men feministerne elsker det, fordi det er nemt at modbevise. Både fjolserne og feministerne slipper således for at bruge hjernen.
Den store misforståelse er, hvad vi taler om og gerne vil, når det kommer til adfærd. Det, feministerne og kvinder i almindelighed allerhelst vil, når de har haft en lortedag, er at blive hørt, rost og få en masse medlidenhed. Den man der holder kæft og bare nikker og siger “ej, hvor er det synd for dig” gør sin kæreste en kæmpe tjeneste. Hun skal simpelthen bare have luft, og det virker som magi. Hun har brug for at høre, at alle de andre er dumme og at det er DERES SKYLD. Se, dét bliver farligt, når der går politik i den, for det feministerne vil, er at placere SKYLD, politisk skyld. På en gruppe. Her mænd. Det tåbelige er, at skyldsspørgsmålet allerede kan afgøres i en retssag, og det er allerede ulovligt at begå voldtægt. Skyldsspørgsmålet er 100 % trivielt, og der er ingen undskyldninger for en reelt voldtægt. Bevisspørgsmålet er naturligvis som altid tricky, og det kan koste at få sin retfærdighed. Men vi er som civilisation altså gået væk fra lynch-justits for lang tid siden. Kun feministerne vil have lynch-justits indført. Det vil lede til justitsmord.
Mænd er skyldige på ét punkt. Vi tænker i løsninger. Når vi gør det, så ved vi godt, at vi ikke skal rode rundt i en mørk gyde med sedlerne væltende ud af lommerne og vores Gucci-ur fremme. Det er at udsætte os selv for risiko. Lidt som at kalde en rocker for en bøsserøv. Rockeren må naturligvis ikke begå vold. Det er dog stadig en risikabel adfærd, og man kunne jo vælge en mere sikker sproglig rute. Det er det, som feminister forveksler med en diskussion om skyldsspørgsmålet.
2) Endelig noget helt andet, som er en GIGANTISK brøler i artiklens eller fine argumentation. Du nævner et scenarie, som er en bytur i afsnittet med de 699 af 700. Tænk nu lige statistikkerne igennem og hvad vi taler om. Du giver her et råd, der meget let kan blive opfattet sådan her: når du vælger en fyr at være sammen med, så har du 1/700 risiko for at vælge en voldtægtsmand som DEN AFTEN vil voldtage dig!
Ah, men vi kan vel nok regne lidt på, at det jo slet ikke er sagen. Det er jo ikke sådan, at de 699 altid opfører sig pænt, og den ene ALTID voldtager. Fænomenet er mere nuanceret end det, og 1 ud af 700 dates resulterer jo ikke i et date rape.
Jeg er 100 % sikker på, at du ikke mente det sådan, men kan du se, at det måske nok kunne blive opfattet sådan?
Langt det bedste råd i livet til både mænd og kvinder er: kig jer for, når I går over for Grønt. Ja .. for GRØNT! Den moralske sejr er tom, nå man ligger lam, hjerneskadet og halvdød i fodgængerfeltet. Hvad hjælper det her, at alle er enige om, at bilisten var en kriminel idiot?
I forhold til 1) har jeg tidligere berørt emnet skyld i en artikel, hvor jeg blandt andet skrev:
“En mand, der bekæmper sig selv indefra, behøver feminismen ikke bekæmpe udefra. I stedet for at være en modstander bliver manden til et redskab. Indlejringen af skam og tvivl – dårlig samvittighed i almindelighed – gør manden til et selvanklagende væsen, der disciplinerer sig selv i feminismens tjeneste.
Kritikken af den mandlige seksualitet er den kile, feminismen kan slå ind i manden. Den kan skabe en sprække, som er stor nok til at anbringe tvivlen, skammen og selvbebrejdelsen i mandens sind. Operationen er lykkedes, når manden begynder at begrænse sin adfærd over for kvinder på baggrund af mistillid til sig selv. Når han skammer sig over at kigge på en kvindes krop, når han skammer sig over sine seksuelle fantasier, og når han betvivler sine egne opfattelser af mænd og kvinder. Når han betvivler sig selv.”
Den kan læses her: https://reelligestilling.dk/til-kritikken-af-den-feministiske-ideologi-iii/
I forhold til 2) har du ret i, at sandsynligheden for at en kvinde bliver voldtaget på en date ikke er 1/700. Det tal er meget lavere. Jeg burde måske have skrevet flere forbehold ind, udtrykt pointen anderledes eller have foretaget en egentlig sandsynlighedsberegning.
Jeg får kæmpe respekt for disse kampagner og folkene bag osv. den dag de retter sig mod indvandrere. Faktum er , at de står bag langt de fleste voldtægter. Også af den 13-årige pige, vi hører om i dag. Lad os se om kulturmarxisterne kan gøre deres arbejde ordentligt.