»Det er ikke op til en mand at bestemme om en given situation er sexistisk«, skriver Sarah Elizabeth Daley i nyt opslag.
Facebooksiden ‘Overhørt Sexisme i Danmark’ har markeret sig stærkt på få dage. Som tidligere beskrevet, er en del mænd blevet udelukket fra siden, og nu blander feminist Sarah Elizabeth Daley – måske bedre kendt som kvinden bag Facebooksiden ‘En Feminists Bekendelser’ – sig i debatten.
Det er ikke op til en mand at bestemme, om en given situation er sexistisk
I et indlæg på sin egen side skriver Daley, at mænd ikke bestemmer, om noget er sexisme eller ej.
– Det er ikke op til en mand at bestemme om en given situation er sexistisk. Jeg gentager – det er ikke en mands opgave, fastslår hun.
– Tænk hvis jeg brugte al min tid i et antiracistiske forum, med at belærer racialiseret om hvad der er “rigtig” racisme, og hvad racisme betyder, samtidig med at jeg konsekvent underkendte deres oplevelser af racisme.
Nej vel. Hvor fanden skulle jeg have min viden fra?, fortsætter hun.
– Hold kæft det er trættende gang på gang at få underkendt sine oplevelser, af mennesker der ikke aner hvad der tales om. Please husk at #CheckYourPrivilege, afslutter Daley.
I forstår ikke betydningen af sexisme
Daleys reaktion kommer oven på et indlæg på ‘Overhørt Sexisme i Danmark’, hvor en mand forholder sig til et af de mange opslag på siden og skriver, at »det er pinligt at I ikke forstår betydningen af sexisme«. Manden mener, at man må skelne mellem ucharmerende flirt og sexisme.
En skelnen, han altså ifølge Daley slet ikke har ret til at foreslå. Som mand, og dermed i Daleys øjne som privilegeret, er det ikke op til ham at vurdere, om der er tale om flirt eller sexisme. Den definitionsret tilkommer ikke mænd, mener hun.