Undersøgelsen er et skoleeksempel på det, Folketinget i maj bad universiteterne sætte en stopper for.
Med vedtagelsen af V 137: Om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer sendte Folketinget i maj et klart og umisforståeligt signal til de danske universiteter: Den politisering af forskningen, som ses i udlandet, og som har været undervejs i Danmark, skal stoppes, inden den griber om sig.
»Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik,« lød det i forslaget, som et flertal af Folketingets medlemmer stemte for.
En ny undersøgelse fra ITU viser desværre, at budskabet ikke er nået frem.
Undersøgelsen, som formidles i forskningsartiklen ‘Annotating Online Misogyny’, og hvis resultaterne præsenteres ved en konference sidst på måneden, er i de seneste dage blevet omtalt i medierne som konsekvens af en pressemeddelelse udsendt af ITU.
Ikke mindst DR har med hele to artikler formidlet undersøgelsens resultater samt udtalelser fra forskerne bag den. Også her på siden er undersøgelsen allerede omtalt én gang i en kommentar.
Læser man forskningsartiklen og forskernes udtalelser, bliver det hurtigt klart, at undersøgelsen er udtryk for lige præcis det, Folketinget med beslutningen i maj bad universiteterne forhindre.
For det første har forskerne undladt at undersøge mandehad, sexisme og chikane mod mænd. Fokus er ensidigt rettet mod kvindehad, sexisme og chikane mod kvinder. Heri ligger et fravalg, som er klassisk feministisk. Kvinders problemer er vigtige. Mænds? Not so much.
For det andet baserer undersøgelsen sine identifikationer af kvindehad på den præmis, at feminismen har ret. Undersøgelsen definerer kvindehad sådan, at hvis man er uenig med feminismen i dens bærende påstande, så er man kvindehader.
Det er der flere eksempler på.
Det gælder blandt andet udsagnet: »Kan du pege på en videnskabelig undersøgelse, der viser, at kvinder bliver dårligere stillet på arbejdsmarkedet af at få børn?«, som i undersøgelsen defineres som et eksempel på »neosexisme«.
Det gælder også enhver påstand om, at mænd er de egentlige ofre for sexisme.
Om det siger Nanna Inie, post.doc i datalogi ved ITU og en af forskerne bag projektet, til DR:
– Det er lidt interessant at kategorisere det som sexisme. Det er der ikke andre, der har gjort tidligere, og vi kan jo se, at det virkelig fylder meget.
Hun understreger samtidig, at udsagn som det overstående er udtryk for chikane.
– Ja, det er det. For det er skadeligt for en gruppe af mennesker at benægte det her. Det svarer til, at hvis folk lider af psykiske sygdomme så sige, der er ikke noget problem her, siger Nanna Inie.
Men nej, Nanna Inie og resten af forskerne bag undersøgelsen.
Det er jer, der bedriver den egentlige gaslighting her, for det er jer, der nægter andre mennesker deres oplevelse af virkeligheden.
Det er meget muligt, at det i jeres feministiske verdensbillede ikke giver mening, at man tager mænds problemer alvorligt. Men det er en hån over for andre mennesker, kvinder som mænd, at definere deres bekymringer som sexisme og chikane.
Hertil kommer, at det, I definerer som en benægtelse, alene er et spørgsmål. »Kan du pege på en videnskabelig undersøgelse, der viser, at kvinder bliver dårligere stillet på arbejdsmarkedet af at få børn?« Hvem benægter hvad? Ingen benægter noget. Det er jer, der tolker en benægtelse ind i spørgsmålet.
Et andet eksempel på, at forskerne tager sig store friheder til at tolke, er udsagnet: »Kvindefodbold, ??? Hummmmm, gabbbbbb«, som ifølge forskerne et eksempel på en sexistisk kommentar.
For hvori består sexismen? Kvindefodbold er langsommere og foregår på et teknisk ringere niveau end herrefodbold. Af den grund, ikke på grund af spillernes køn, kan man være af den opfattelse, at kvindefodbold er kedeligt.
Det understreges af, at det modsatte også kan være tilfældet. For 20 år siden mente mange, at kvindetennis var mere interessant end herretennis, fordi udviklingen af ketsjere og bolde samt herrespillernes bedre og bedre server betød, at der på hurtige underlag kunne være langt mellem de gode dueller i herrekampene. Det handlede ikke om, at man havde noget imod mænd. Det handlede om, at en del af herrekampene var kedelige.
Dykker man dybere ned i forskningsartiklen, opdager man, at forskerne henviser til Dansk Kvindesamfunds definition af sexisme (p. 17). Forskerne henter altså deres teoretiske inspiration hos en feministisk interesseorganisation.
Man opdager også, at forskerne henviser til den forskningsartikel i Køn, Kvinder & Forskning af Lea og Joshua Skewes, Torsten Skov gentagne gange har kritiseret, blandt andet for ikke at kunne finde midtpunktet på en skala fra et til syv. En artikel, der som følge af kritikken for længst burde være blevet trukket tilbage.
Men det er ikke disse detaljer, der er det egentlige problem ved den undersøgelse, ITU har lagt navn til. Problemet er, at der er så stort et sammenfald mellem aktivisme og forskning, at det er umuligt at se, hvornår det ene stopper, og det andet starter.
Tillad mig et sidste eksempel fra forskningsartiklen. På siderne 16-17 hævdes det, at følgende udsagn er udtryk for neosexisme, fordi udsagnet baserer sig på den opfattelse, at »mænd er ofre for den feministiske bevægelse« (noget, forskerne tolker, ikke noget, nogen har givet udtryk for):
»Der er nu mange middelaldrende mænd, som er endt i en prækær situation som ’den pressede mand’ tæt på bunden. Husk at skrive om mænd, der ikke er i medieeliten.«
Kan nogen se forbindelsen? Hvordan er det udsagn udtryk for den holdning, at mænd er ofre for den feministiske bevægelse? Hvad har udsagnet overhovedet med den feministiske bevægelse at gøre?
Dernæst: Selv, hvis nogen faktisk ytrede, at mænd er ofre for den feministiske bevægelse, hvorfor er det så udtryk for sexisme og chikane? Sådan kan det jo kun opfattes, hvis man på forhånd har vedtaget, at mænd ikke kan være ofre for den feministiske bevægelse.
Og netop dét er det gennemgående tema i undersøgelsens metode: Man har på forhånd besluttet sig for, hvordan verden ser ud, og tolker derefter andres udsagn ud fra det. Lever et udsagn ikke op til den feministiske forståelse af verden som et sted, hvor kvinder diskrimineres, og mænd gives fordele, er udsagnet udtryk for sexisme og chikane. Dermed ender man i praksis med at definere enhver form for ikke-feministiske udsagn som udtryk for sexisme og chikane.
Således er vi tilbage ved Folketingets vedtagelse i maj. Her blev det slået fast med syvtommersøm, at universiteterne skal sørge for, at »politik ikke forklædes som videnskab«.
Det budskab har man ikke forstået på ITU. For det er præcis, hvad »neosexismeundersøgelsen« er: feministisk (køns)politik forklædt som videnskab.