Ofrene er mænd denne gang: Ingen feministisk kritik af politiets victim blaming

Politiet opfordrer unge mænd mellem 17 og 25 til at holde sig væk fra gaderne i områderne omkring Nørrebro, Husum og Ryparken Station. Billede: Kileparken på Nørrebro, arkivfoto.

Politiet opfordrer alle unge mænd mellem 17 og 25 år til at holde sig væk fra gaderne i områderne omkring Nørrebro, Husum og Ryparken Station.

Opdateret 5. august, 21:37.

Efter to unge mænd tilfældigt blev ramt af skud i København inden for blot 12 timer, udsendte Københavns Politi tidligere i dag en advarsel til alle unge mænd i alderen 17-25 år, der færdes i områderne omkring Nørrebro, Husum og Ryparken Station.

– De går ikke bevidst efter fædre og mødre, men de går efter unge mænd. Og der er en risiko. Jeg vil sige det samme, som jeg siger til kollegerne, pas godt på jer selv og tænk over, hvor I færdes, og hvordan i går rundt, sagde chefpolitiinspektør Jørgen Skov ifølge Ekstra Bladet ved en pressebriefing på Politigården.

– Hvis jeg var en ung mand i den alder, og jeg er der, hvor de slås, så vil jeg tænke over, hvor jeg færdes, og hvornår jeg tager en taxa, hvornår jeg tager en bus, hvornår jeg cykler, og hvornår jeg vælger at gå. Men en person i min alder, som er over 50 år, er ikke i risikozonen for at blive forvekslet med et bandemedlem, tilføjede chefpolitiinspektøren.

Victim blaming

Ifølge den feministiske terminologi er politiets melding udtryk for »victim blaming«.

Herved forstås, at ofret pålægges skyld for noget, ofret ikke er skyld i. I stedet for at gå til problemets årsag, går politiet til dem, problemet rammer. I stedet for at forhindre, at nogen skyder, beder politiet potentielle ofre om at undgå at blive skudt.

Med opfordringen til unge mænd om at blive indendøre læner politiet ifølge idéen om victim blaming sig op ad at sige, at unge mænd har et medansvar, hvis de bliver skudt på åben gade i et af de tre områder. For de kunne jo bare have lyttet og være blevet hjemme.

Karneval i Aalborg og sexkrænker på Nørrebro

De danske feminister har tidligere reageret voldsomt, når politiet har betjent sig af victim blaming.

Mest opsigtsvækkende nok i forbindelse med karnevallet i Aalborg i 2015, hvor vagtchef Karsten Højrup Kristensen måtte give en offentlig undskyldning, efter han havde udtrykt sig uheldigt i forbindelse med fem voldtægtsanmeldelser.

Men også da en overgrebsmand seksuelt krænkede kvinder på Nørrebro i København i november samme år, reagerede feministerne med kritik. Politiet opfordrede kvinder i området til at være opmærksomme, og det var ifølge feministerne ikke i orden.

– Det kan være en god ide at slå følge med andre, og så skal man generelt holde sig godt orienteret i gadebilledet på vej hjem og inden, man låser sig ind i sin opgang. Vi har fuldt fokus på at stoppe disse overgreb, men indtil det sker, vil vi for alt i verden undgå flere, sagde vicepolitinspektør Jens Møller Jensen dengang ifølge Ekstra Bladet.

Sagen førte foruden løftede feministiske pegefingre til, at Konservativ Ungdom tilbød at følge kvinder hjem på cykel, så længe krænkeren var på fri fod.

Ingen feministisk kritik af politiets aktuelle udmelding

I den aktuelle debat om skyderier i områderne omkring Nørrebro, Husum og Ryparken Station har de normalt så vokale danske feminister foreløbig været musestille.

På de største feministiske Facebook-sider er sagen i skrivende stund ikke nævnt, ligesom det danske videnscenter for ligestilling og mangfoldighed, KVINFO, ikke har omtalt den.

Tilsyneladende accepterer de danske feminister således, i hvert fald foreløbig, at politiet opfordrer personer med en bestemt alder og et bestemt køn til at blive væk fra gaderne.

OPDATERET: ‘En Feminists Bekendelser’ har omtalt sagen

Under tilblivelsen af ovenstående artikel har Sarah Elizabeth Daley, der driver Facebook-siden ‘En Feminists Bekendelser’, kommentereret sagen på følgende måde:

“Københavns Politi måtte lørdag morgen gå offentligt ud og advare især unge mænd i 17-25-års alderen om at bevæge sig rundt på Nørrebro.

Vi har ikke siden 2. verdenskrig set en sådan udmelding fra politiet. Det er helt uacceptabelt og må fordre en forklaring fra Rigspolitiet, om man med det nuværende mandskab er i stand til at opretholde ro og orden,« siger Preben Bang Henriksen. (Venstre)” (Berlingske)

Vildt- vi kvinder er ellers vant til disse slags udmeldinger fra politiet. Men der er aldrig nogen reaktion fra politikerne.

Velkommen til alle kvinder i verdens verden, unge mænd. It fucking sucks:(

Tobias Petersen

40 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.

7 thoughts on “Ofrene er mænd denne gang: Ingen feministisk kritik af politiets victim blaming

  • 6. august 2017 kl. 23:24
    Permalink

    Det var præcis min tanke….altså at de feminister der påstår at feminisme handler om ligestilling, og som altid råber højt når det vedrører kvinder, fuldstændigt udeblev denne gang 🙂

    Tilgengæld ændrer det ikke ved min holdning. Jeg mener selvfølgelig stadig politiet gør det rigtige ved at advare. Forstår ikke at det skulle ha noget med det såkaldte “victim blaming” at gøre. Men det tror jeg kun en feminist kan forstå. Altså hvis det er kvinder det er møntet på vel og mærke.

    Svar
  • 12. august 2017 kl. 18:50
    Permalink

    Hej Tobias.

    Du skriver i dit indlæg ”iføgle den feministiske udtryk for victim blaming”. Er det et koncept du ikke selv ser som eksisterende? Mener du, at man fuldstændig kan sidestille tilfældet på Nørrebro med de tidligere eksempler du henviser til i dit blogindlæg? Føler du dig stødt over det tilsyneladende fravær af kritik fra de, med dine ord, ”så vokale danske feminister”?

    Svar
    • 12. august 2017 kl. 20:30
      Permalink

      Hej Kasper

      “Du skriver i dit indlæg ”iføgle den feministiske udtryk for victim blaming”.”

      Jeg skriver: “Ifølge den feministiske terminologi er politiets melding udtryk for »victim blaming«.”

      Jeg fortæller læseren at victim blaming er et feministisk begreb, hvorefter jeg redegør for begrebets betydning.

      “Er det et koncept du ikke selv ser som eksisterende?”

      Nej. At jeg meddeler, hvor et begreb stammer fra, implicerer ikke nogen bestemt stillingtagen til det.

      “Mener du, at man fuldstændig kan sidestille tilfældet på Nørrebro med de tidligere eksempler du henviser til i dit blogindlæg?”

      Nej. Jeg mener stort set aldrig, man “fuldstændig kan sidestille” hændelser. Men jeg mener, der er ligheder i politiets udtalelser. I to tilfælde beder politiet en gruppe mennesker med et bestemt køn holde sig væk fra gaderne på grund af risici for, at de bliver udsat for noget af tredjepart. Den væsentligste forskel er, at det i det første tilfælde handler om kvinder og i det andet handler om mænd.

      “Føler du dig stødt over det tilsyneladende fravær af kritik fra de, med dine ord, ”så vokale danske feminister”?”

      Nej. Jeg påpeger blot den påfaldende stilhed fra den ellers knap så stille gruppe.

      Venlig hilsen
      Tobias

      Svar
  • 14. august 2017 kl. 18:10
    Permalink

    Tak for din tilbagemelding Tobias.

    Jeg var egentlig bare interesseret i din holdning til begrebet, hvilket var årsagen til jeg spurgte. Til trods for du ”blot” redegør for begrebet efterlader dit indlægs undertone, budsskab samt tilbagemeldning mig tvivlende. Jeg mener selv, at der er en stor forskel på de sammenligninger du fortager. Netop fordi, der tilsyneladende er et hav af voldtægtssager, som ikke bliver anmeldt, hvilket jeg mener i høj grad er et resultat af victim blaming , så stiller jeg mig lidt uforstående overfor dit indlæg. For mig ligner det mest af alt en omgang selektiv ”score keeping”. Medmindre du ikke er enig i præmissen om sammenhængen mellem voldtægt og victim blaming…

    Svar
  • 17. august 2017 kl. 12:42
    Permalink

    Kasper

    Jeg opfatter det som at Tobias prøver på at sætte fokus på feminismens dobbelte standarder, hvilket han også netop i sit svar har gjort rede for.
    Fokus på dette er ret vigtigt, da feminismen ofte taler med 2 tunger. Den statsstøttede feministiske organsiation kvinfo , påstår den arbejder for ligestilling samt reagerer ens i forhold til mænd og kvinder. Det er bare ikke tilfældet hvorfor Tobias indlæg er helt på sin plads og de 2 eksempler Tobias nævner kan selvfølgelig sagtens sammenlignes.

    Svar
    • 21. august 2017 kl. 12:31
      Permalink

      Hej Bo.

      Er det afgørende ikke, hvorvidt noget er et problem eller ej? Problemet som jeg ser i forhold til voldtægt og victim blaming, er, at mange kvinder aldrig anmelder eller taler med nogen de overgreb de bliver udsat for pga. af skam og skyldfølelse, hvilket har alvorlige følgevirkninger så som PTSD. Det samme er ikke tilfældet når det kommer til mænd eller for den sags skylder kvinder der bliver skudt. Derfor synes jeg både den kommentar fra “En feminsists bekendelser” og dette indlæg mangler en substantielt pointe og er udtryk for milimeter demokratisk form for ligestilling, hvliket i min optik er spild af politiks tid og energi. Derfor giver det i min verden ingen mening, at sammenligner disse eksempler medmindre målet er fingerpegen og milimeter demokrati.

      Svar
  • 22. august 2017 kl. 12:57
    Permalink

    Kasper, jeg er ret enig med dig i det afgørende er om “noget” er et problem eller ej. Det er netop pointen for mig. Jeg mener ikke det er et problem at Politiet opfordrer kvinder til at passe på sig selv, på præcis samme måde som forældre gør med deres døtre. Problemet for mig at se, ligger i noget meget større…nemlig at feminismen til en hver tid vil prøve på at miskreditere mænd og tale om at der findes et generelt kvindehad i DK. Når feminister kan stjæle overskrifter ved at fordreje ord og hensigter, er det klart at man må holde det op imod dem når det samme sker den anden vej.

    Jeg forstår ikke hvor du vil hen i din samenligning med mænd og kvinder der bliver skudt, men jeg kan garantere dig for at dette ikke handler om ligestilling. For mig handler det om feminister der til en hver tid vil gøre sig selv til svage ofre og fremstille mænd som vrede voldsmænd der hader kvinder.

    Derfor giver det rigtigt god mening at påpege de ting feminister hævder kun overgår kvinder(og kun fordi de er kvinder i et kvindehadende samfund), også overgår mænd når det er relevant.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *