19. marts, 2024

“Og der er også en mand, haha!”

Øjeblikket, da Jannie Pedersen, Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmidt opdager, at også en mand har rakt hånden op. Billede: Screenshot fra video, KVINFO på Facebook.

Latteren fik frit løb, da en mand rakte hånden op ved KVINFO-arrangement torsdag.

– Hvor mange har deres nøgler i hænderne, når de går hjem, og føler sig utrygge?

Sådan spurgte vært Jannie Pedersen ved KVINFO’s arrangement torsdag, hvor statsminister Mette Frederiksen og tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt diskuterede køn og ligestilling.

Da de tre kvinder spejdede ud over salen, konstaterede de først, at det var næsten alle, der rakte hånden op.

– Jamen, det har alle da gjort! sagde Helle Thorning-Schmidt.

Men så fik Jannie Pedersen øje på noget, der ikke passede ind i billedet.

– Og der er også en mand! udbrød hun.

Herefter brød latteren løs. Publikum og to af de tre kvinder på scenen fandt det morsomt, at en mand skulle kunne føle sig utryg på gaden og gå med sine nøgler i hånden. Kun Mette Frederiksen grinte ikke.

Overrasket

På Twitter har formand for Ligestillingspartiet Allan Schmidt delt et 10 sekunder langt klip, der viser ordvekslingen og latteren.

Til Reelligestilling.dk forklarer Allan Schmidt, at han har delt klippet, fordi han ikke forstår, hvorfor kvinderne reagerer, som de gør.

– Jeg fulgte med i arrangementet og blev overrasket over den spontane automatreaktion, der fik den seriøse stemning om kvinders oplevelser til at ende i latter, da man så en mand række hånden op, siger Allan Schmidt og uddyber:

– Mænd får konstant budskabet, at vi skal åbne op, vise følelser og sårbarhed. Her er der en mand, der gør det, og reaktionen fra kvinderne er spontan, øjeblikkelig og ærlig. Er det OK? Hvorfor griner kvinderne?

Hele det en time lange arrangement kan ses hos KVINFO på Facebook. Den omtalte episode finder sted efter 34 minutter og 20 sekunder.

Indhold

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview