Syv ud af otte ligestillingsordførere er kvinder
Politik: Den typiske ligestillingsordfører er en 37-årig kvinde.
Politikere fra alle Folketingets partier taler varmt om ligestilling, og der er bred enighed om, at ligestilling skal være en fælles sag for både mænd og kvinder. Men partierne sætter ikke handling bag ordene, når de vælger ordførere på området.
Syv kvinder, én mand
En oversigt over partiernes ligestillingsordførerne ser således ud:
- Dansk Folkeparti: Pia Adelsteen Christiansen, født 11. september 1963, 51 år
- Radikale Venstre: Liv Holm Andersen, født 8. maj 1987, 27 år
- Socialistisk Folkeparti: Özlem Sara Cekic, født 7. maj 1976, 38 år
- Det Konservative Folkeparti: Charlotte Baunbæk Dyremose, født 9. oktober 1977, 37 år
- Socialdemokraterne: Rasmus Horn Langhoff, født 8. oktober 1980, 34 år
- Liberal Alliance: Merete Riisager Andersen, født 1. marts 1976, 38 år
- Enhedslisten: Johanne Schmidt-Nielsen, født 22. februar 1984, 30 år
- Venstre: Fatma Y. Øktem, født 18. december 1973, 41 år
Syv ud af otte – eller 87,5% – af ligestillingsordførerne er kvinder, og gennemsnitsalderen blandt ligestillingsordførerne er 37 år. Yngst er den 27-årige Liv Holm Andersen fra Radikale Venstre, mens Pia Adelsteen Christiansen fra Dansk Folkeparti med sine 51 år er den ældste. Rasmus Horn Langhoff fra Socialdemokraterne er Folketingets eneste mandlige ligestillingsordfører.
Er ligestilling en kvindesag?
I den offentlige debat gør flere mænd sig bemærket med skarpe synspunkter om køn og ligestilling. Følger man debatsiderne i landets aviser, får man ikke det indtryk, at mænd er ligeglade med ligestillingsdebatten. Hverken når man ser på, hvem der skriver indlæggene, eller hvem der debatterer dem i kommentarsporene og på de sociale medier. Her har mændene på ingen måde meldt sig ud.
Det er i det lys påfaldende, at Folketingets partier så ensidigt udpeger kvinder til at varetage ordførerskaberne på ligestillingsområdet. Opfatter partierne fortsat ligestillingspolitik som kvindekamp? Noget kunne tyde på det.
Hvis det er tilfældet, er det både trist og bekymrende. Ligestillingspolitik bør ikke handle om ét køns kamp mod et andet, men om at skabe frihed fra kønsdiskrimination for alle.
Gør, som vi siger, ikke som vi gør
Et flertal af Folketingets partier står bag ligestillingsloven og dens krav til virksomheder om at arbejde aktivt for at ansætte flere kvinder på områder, som er domineret af mænd. En lovgivning, som fx får Dong Energy til at indkalde ukvalificerede, kvindelige ansøgere til jobsamtaler i situationer, hvor der ingen kvalificerede, kvindelige ansøgere er – uanset hvor mange kvalificerede, mandlige ansøgere, der er til stillingen.
Med krav som disse til de danske virksomheder er det rimeligt at spørge, om ikke Folketingets partier selv har et ligestillingsansvar, når det kommer til at besætte ordførerskaberne på ligestillingsområdet.
Ikke fordi ligestilling skal handle om millimeterdemokratisk 50/50-ideologi, men fordi 87,5%/12,5% ikke bare er lidt, men meget skævt. Hertil kommer, at den eneste mandlige ligestillingsordfører, Rasmus Horn Langhoff, er feminist og derfor repræsenterer et køns- og ligestillingssyn, som hælder mod at opfatte ligestilling som kvindekamp.
Endelig kunne man spørge, om ikke partierne har et særligt ansvar for at gå foran som det gode eksempel, ikke blot i ord, men også i handling. Show it, don’t tell it, som man siger. Hvis ligestilling skal være en fælles sag for både mænd og kvinder, må partierne vise, at de mener det alvorligt – også i valget af ligestillingsordførere.
Jeg fuldstændig enig i, at det er lidt ironisk, at der er en så stor overvægt af kvinder som ligestillingsordførere, men jeg er derimod fuldstændig sikker på, at de forskellige partier har ansat den med de bedste kompetencer og kvalifikationer – lige som Dong Energy også burde. Hvis man skal ansætte lige mange mænd og kvinder på en arbejdsplads, så objektificerer de ansatte, og de bliver deres køn, fordi de er ansat på baggrund af det. Retfærdighed ville være, at kigge på individet, og individets evner og kompetencer, uanset køn.
Ligestilling er ikke bare ligestilling, men også refærdighed. Og desuden så er feminisme ikke en kvindekamp, vi er ikke vores køn, men en kamp som alle mennekser bør tage del i for at skabe retfærdighed og lighed i verden på et både politisk, økonomisk og socialt plan.
Gertrud
“Hvis man skal ansætte lige mange mænd og kvinder på en arbejdsplads, så objektificerer de ansatte, og de bliver deres køn, fordi de er ansat på baggrund af det. Retfærdighed ville være, at kigge på individet, og individets evner og kompetencer, uanset køn”
Det er netop en af de væsentlige værktøjer i feminismen at positivt særbehandle i ansættelsesforhold, så vi opnår 50/50 ensretning på arbejdsmarkedet. Din holdning står i direkte kontrast til holdningen hos samtlige feministiske interessegrupper, såsom Dansk Kvindesamfund og Kvinfo, hvilket lidt sår tvivl om hvilken feminisme du mener vi alle bør arbejde imod?
Jeg ved godt at der snakkes utroligt meget om kvindekvoter og direkte ligestilling/særbehandling på arbejdspladser, men jeg mener bare ikke at det er retfærdigt.
Det er et kæmpe dilemma (synes jeg), fordi man jo ikke bare kan skære det over med en kam og sige “jamen så skal der være lige mange kvinder og mænd!”. Problematikken ligger jo i, at man i mange tilfælde til jobsamtaler må sige til fx. en kvinde “Dit CV er super godt, du er lige den vi leder efter, men vi kan desværre ikke ansætte dig pga dit køn”.
Alle arbejdsplader skal selvfølgelig bestræbe sig efter, både at have mænd og kvinder, men medarbejdernes kompetencer bør alligevel prioriteres højst, så ingen vælges fra udelukkende pga køn.
Så for at besvare dit spørgsmål, så synes jeg, at vi skal huske på, at feminisme netop ikke er en kvindekamp, men en kamp for alle køns rettigheder. Så bare fordi kvinder råber højst i kampen om lighed, betyder det ikke, at det ikke er en kamp hvor mænd spiller en ligeså essentiel rolle.