#TextMeWhenYouGetHome: P1 Debat tav om elefanten i rummet

Kampagnen #TextMeWhenYouGetHome blev diskuteret i dagens P1 Debat. Billede: Wikimedia Commons/alnatoke.

Fire af gæsterne i dagens P1 Debat var feminister. Måske derfor talte ingen om feminismens medansvar for kvinders frygt.

Det var business as usual i dagens P1 Debat. Emnet var køn og ligestilling, og når det er det, gives feminister førsteret til at deltage i debatten. Ikke-feminister er der som regel ikke plads til. Heller ikke, selv om flertallet af danskerne er ikke-feminister.

Således også i dag. P1 Debat havde inviteret fire kvinder, som alle er feminister, samt en enkelt mand, som ikke deltog i diskussionen, men fortalte om de selvforsvarskurser, han udbyder til kvindelige kunder.

Den ideologiske ensidighed til trods indeholdt debatten flere interessante synspunkter. Såvel Johanne Mygind som Susanne Staun bød ind med flere gode pointer, som i mangel af reel opposition til den feministiske samfundsanalyse var et spiseligt alternativ.

Mygind gentog flere gange, at det er farligere for kvinder et befinde sig i trafikken, end det er at gå alene hjem om natten, og Susanne Staun påpegede, at der altid vil være psykopater, uanset hvilke politiske tiltag man gennemfører.

I det andet ringhjørne fastholdt borgmesterkandidat i Nyborg Sonja Marie Jensen og twerkdronning Louise Kjølsen den klassiske feministiske tilgang: Når kvinder har et problem, er det samfundets opgave af løse det.

Vi skal have en »samtale« om det, og der skal ske en »kulturændring«, lød det, hvilket oversat til dansk betyder, at det ikke er kvinder, der skal ændre opfattelse eller adfærd, men mænd og samfundet i almindelighed, der skal laves om.

Sonja Marie Jensen understregede ufrivilligt denne pointe, da hun på et tidspunkt sagde, at det ikke var rimeligt, at hun skulle tage ansvar for sine egne følelser.

– På et tidspunkt på den der famøse Circusplads i Nyborg, som jeg hader at gå hen over, der havde jeg nævnt til nogle af mine byrådskolleger, at jeg syntes, vi skulle sætte lys på, for jeg hadede simpelthen at gå over den der vej alene. Og der blev det kommenteret, det der med at: ‘Nå, men kan du ikke bare få din mor eller far til at hente dig?’ Og det er sådan en falsk præmis, man sætter op. Så er det mit ansvar at gøre noget andet, fordi jeg er utryg ved at gå på et uoplyst område, sagde borgmesterkandidaten og foreslog som alternativ, at der blev sat lamper op på pladsen.

Flere gange gentog både Louise Kjølsen og Sonja Marie Jensen desuden meget karikerede udlægninger af virkeligheden, herunder af politiets arbejde med voldtægter, noget vært Marie Louise Toksvig til sidst stoppede Sonja Marie Jensen i og korrigerede over for lytterne.

Meget længere kom debatten ikke, og hvordan skulle den også kunne gøre det, når man på forhånd havde fravalgt debattører, der kunne tilføje andre vinkler end de feministiske? Ligesom man ikke kan forvente, at fire socialdemokrater revser regeringens politik, kan man ikke forvente at fire feminister retter det kritiske blik mod den ideologi, de sværger til.

Desværre, for det er relevant at diskutere, hvilken rolle feminismen spiller for kvinders frygt. Forholder det sig sådan, at feminismen som bevægelse og politisk ideologi lever af kvinders frygt og derfor fremelsker den? Hvordan sker det i så fald, og hvilke konsekvenser har det?

Når en feministisk forening som Everyday Sexism Project på forhånd afviser positive historier om mænd på sin hjemmeside og udelukkende bringer negative, hvilket indtryk af mænd bibringer siden så de unge piger, der læser sig igennem sidens indhold? Et, der afspejler virkeligheden? Et, der gør dem i stand til at forholde sig proportionelt til den risiko, mænd udgør for dem? Eller et, der tegner et vrangbillede og gør dem langt mere bange, end de har grund til at være?

Når en feminist som De Radikales Karen Melchior dele feministiske citater på Instagram, der opfordrer kvinder til at betragte alle mænd som potentielle rovdyr, er det så med til at mindske eller øge kvinders frygt?

Når et forlag genudgiver et feministisk hadmanifest, der ifølge forlaget selv beskriver mænd som nogen, der er »er besat af magt, penge og død, at ødelægge og kneppe«, fremmer det så kvinders tryghedsfølelse, eller er det med til at øge deres utryghed?

Det er rimelige spørgsmål at stille. Feminismen betragter a priori kvinder som undertrykte og mænd som undertrykkere. Fordi den gør det, har den behov for til stadighed at bekræfte, at det er sådan, virkeligheden er. Uanset om virkeligheden faktisk er sådan eller ej.

Derfor vil feminister fastholde, at verden er farlig for kvinder, også selv om det betyder, at feminismen dermed fastholder kvinder i frygt. Det er prisen for at forsvare den bærende idé om kvinders strukturelle undertrykkelse.

Dét ville det have været interessant at høre gæsterne diskutere i P1 Debat. Men det ville have forudsat en radikalt anden tilgang til debatten om køn og ligestilling hos P1 Debat end den nuværende.

Hvilket også gælder andre steder hos DR og i andre medier.

Så længe, man kun inviterer feminister til debatter om køn og ligestilling, er man ude af stand til at diskutere feminismens begrænsninger og negative sider. Ude af stand til at diskutere elefanten i rummet.

Tobias Petersen

Tobias Petersen

40 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *