19. marts, 2024

Feministkvindens veto

Det feministiske ikon Rosie the Riverter. Billede: Pixabay,com.

Som en service til medier, der ønsker at lade sig begrænse af feministers kritik, bringes her en selvcensurens ABC.

Endnu et medie har bøjet sig, efter en feminist har gjort klart, at hun ikke bryder sig om det, mediet har bragt. I dette tilfælde Berlingske, hvis satiretegner Jens Hage har tegnet statsminister Mette Frederiksen iført badedragt til en skønhedskonkurrence. Tegningens budskab er ikke til at tage fejl af: Mette Frederiksen gør sig til i håbet om at blive Miss NATO, NATO’s næste generalsekretær.

Det er ikke Jens Hage selv, der har beklaget tegningen. Beklagelsen kom fra Berlingskes debatredaktør, Pierre Collignon, som i fire tweets lørdag forklarede, at ”tegningen fremstiller Mette Frederiksen ”som et seksualiseret objekt, og det er bare upassende og unødvendigt” og tilføjede, at han ”burde have sendt tegningen på værksted igen, da jeg så den, inden vi trykte den. Vi har tit sådan en pingpong med vores tegnere inden publicering, men jeg var ikke opmærksom nok.” I søndagens udgave af TV 2 NEWS-magasinet Presselogen gentog chefredaktør Mette Østergaard budskabet og tilføjede, at 1950’erne har ringet og vil have tegningen tilbage.

Kvinden, der fik Pierre Collignon og siden Mette Østergaard til at beklage tegningen, var feminist og kommunikationskonsulent Rulle Grabow. Fredag kritiserer hun tegningen på Twitter, og det var hendes kritik, Collignon mindre end 24 timer senere – midt i weekenden – følte sig forpligtet til at forholde sig til. ”I kan kalde det her satire fra nu af og til næste jul, Berlingske – rendyrket sexisme er hvad jeg kalder det,” skrev Grabow. I kommentarerne til hendes tweet var langt fra alle enige i det. Eksempelvis skrev Venstres Jan E. Jørgensen: ”Jeg kalder det ytringsfrihed.” Andre, som Stine Bosse, var enige med Grabow. ”Omg …. Vi er íkke længere,” skrev Bosse.

Bortset fra Grabows tweet havde tegningen ikke vakt det store postyr. Nogen shitstorm var der ikke tale om. Men mere skulle der altså ikke til. En enkelt feminists utilfredshed var nok til, at både debatredaktøren og den ene af chefredaktørerne beklagede, at avisen havde bragt tegningen.

Der findes satiretegninger, danske medier ikke bringer, fordi konsekvenserne kan være fatale. Sådan har det været siden Muhammed-krisen i 2005-2006. Hensynet til medarbejderes sikkerhed vægtes her højere end retten til at publicere tegningerne. En konsekvensafvejning, som udtrykker et voldsmandens veto: Den, der truer med vold, bestemmer de facto, hvad medierne må bringe.

Heldigvis er den feministiske trussel en ganske anden. Her står ikke liv på spil. Men netop derfor kan det undre, at medierne opfører sig, som de gør. Jeg skrev første gang om mediernes villighed til at ændre og fjerne indhold på feministisk kommando i 2015. Det er otte år siden, og intet ser ud til at have ændret sig. Snarere synes lydigheden at være blevet større. Et feministisk fingerknips er efterhånden alt, hvad der skal til, før medier som Berlingske beklager og pisker sig selv.

Underkastelsen bliver til et nyt veto, denne gang ikke voldsmandens, men feministkvindens. Ved at give efter, hver gang de kritiseres af feminister, skaber medierne et negativt feedback loop, hvis endestation er selvcensur: I takt med, at den feministiske kritik virker, kommer der mere af den, og det øger incitamentet til at undgå den. Medierne vil med tiden ophøre med at bringe indhold, som risikerer at føre til feministisk kritik. Alt vil blive sendt på det ”værksted”, Collignon og Østergaard taler om, indtil man er helt sikre på, at det ikke kan støde de feministiske mediebrugere.

Det er meget vanskeligt at forstå, hvad mediernes frygt for feminister skyldes. Hvorfor lige dem, kunne man spørge? Der er mange andre, der bliver vrede over, hvad medierne bringer, men ingen af dem er i nærheden af at have feministernes indflydelse. Personligt har jeg svært ved at få medier til at rette selv faktuelle fejl i de artikler, jeg medvirker i. At kunne frembringe en beklagelse over en satiretegning med en enkelt tweet er uden for min forestillingsevne.

Mens årsagen til feministkvindens veto er svær at udrede, er dets implikationer lette at redegøre for. Lad mig derfor afslutte med de tre vigtigste regler, Berlingske og andre medier skal overholde, hvis de vil undgå at bringe sig selv i forlegenhed. En slags selvcensurens ABC:

1. Omtal aldrig kvinder som nogens datter, kone, kæreste eller på anden vis som noget som helst andet end sig selv. At gøre det er at implicere, at kvinden ikke er et selvstændigt individ. Det kan godt være, det er relevant for en historie, at en kvinde på den ene eller anden måde er relateret til en eller flere personer, men det ændrer ikke på sagen. Hun skal omtales løsrevet fra sine relationer.

2. Beskriv aldrig en kvinde, hverken i ord eller billeder, på en måde, som kan opfattes som seksualiseret. At gøre det er at objektivisere kvinden, og det er en alvorlig foreteelse. For at undgå det er en god tommelfingerregel denne: Tænk over, om beskrivelsen på nogen måde fremhæver noget ved kvinden, som en heteroseksuel mand vil kunne sætte pris på. Gør den det, skal den forkastes. Kvinden må aldrig, uanset om det giver mening i den konkrete sammenhæng eller ej, fremstilles på en måde, som viser, at hun kan være et objekt for det mandlige begær.

3. Antag og påstå aldrig, at kvinder kan blive bedre til noget eller kunne have gjort noget anderledes. At gøre det er at betvivle, at kvinder er ofre for patriarkatet. Vi lever i en verden, hvor intet er kvinders skyld, og hvor løsningen på kvinders problemer aldrig er, at kvinder ændrer adfærd. Ord eller tegninger, som antyder det modsatte, udtrykker en manglende forståelse for kvindens situation. Kvinden skal altid fremstilles som det offer for kulturer og strukturer, hun er, ikke som en, der gennem sine valg og handlinger har mulighed for at indvirke på sin skæbne.

Medier, der følger disse regler, vil i fremtiden kunne undgå at skulle beklage deres indhold. Herunder bruge deres lørdag på at sige undskyld på Twitter.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview