
Kønsdebattør Henrik Marstal forklarer, at man ikke skal tage hans fem forslag til Roskilde Festival for pålydende.
Efter heftig debat på sociale medier hele fredagen meddeler kønsdebattør Henrik Marstal nu, at han er blevet misforstået.
De fem forslag til Roskilde Festival, han fredag lancerede i et debatindlæg i Politiken, er nemlig ikke nødvendigvis udtryk for hans holdninger.
Det forklarer han på Facebook.
– Jeg vil gerne understrege, at de fem forslag, som jeg stiller op, ikke nødvendigvis er noget, jeg »mener« – især ikke punkt to [om udelukkelse af mænd under 21 fra campingområdet de næste to år, red.], skriver den 50-årige feminist.
– Det er netop blot nogle forslag, som har to funktioner: Dels at fungere som et wake up-call for at dæmme op for en meget alvorlig situation på festivalen, og dels at (med lidt held) være katalysatorer for andre, bedre forslag, tilføjer han.
Det held har Henrik Marstal dog foreløbig savnet.
Hans parti, Alternativet, tog fredag aften skarp afstand til hans fem forslag, ligesom markante debattører har kaldt dem »langt ude«.
