29. marts, 2024

Vil du med i hulen, Mulle?

Det er ikke alle holdninger, der er lige populære. Og det er ikke altid gratis at mene noget andet. Men det behøver det heller ikke nødvendigvis at være.

For små tre uger siden startede jeg den side, du er inde på lige nu: Reelligestilling.dk. Rent praktisk købte jeg domænet, satte et simpelt design op og begyndte at skrive indhold – præcis som så mange andre, der starter en blog.

Det har ført til en del kommentarer, både positive og negative. Fx har tre personer uafhængigt af hinanden sagt til mig, at »det med at kritisere feministerne, det er nok ikke noget, du får noget fisse ud af«. Et synspunkt, jeg vil vende tilbage til senere. Først et par ord om baggrunden for at skabe Reelligestilling.dk.

Der var behov for et alternativ til feminismen i ligestillingsdebatten

Ideen til siden er opstået langsomt. Jeg har i flere år fulgt ligestillingsdebatten på de danske medier og har aktivt deltaget i kommentarsporenes debatter, særligt på Politiken.dk. Det har været inspirerende og givende. Men hen ad vejen stod det mere og mere tydeligt for mig, at jeg havde et problem.

For på den ene side identificerede jeg mig med dem, der støttede lige rettigheder i kampen for ligestilling. Det var – og er – i mine øjne absurd at være modstander af, at kvinder og mænd skal behandles lige, og at drenge og piger skal vokse op med de samme muligheder for at skabe lige præcis det liv, de ønsker.

Men på den anden side var der noget ved deres måde at tænke på, jeg ikke brød mig om. Dels virkede det tit, som om ligestilling kun handlede om kvinders rettigheder. Det forstod jeg ikke. Ligestilling burde vel indlysende være noget, der gjaldt begge køn? Dels var det, som om ligestilling for dem handlede mere om, hvorvidt summen af menneskers valg fordelte sig ligeligt på køn end om, hvorvidt det enkelte menneske var ligestillet med andre mennesker i udgangspunktet, altså havde de samme valgmuligheder og chancer uanset køn.

Denne modsætning blev især tydelig, når jeg læste indlæg af folk, der knyttede deres holdninger an til feminisme. Her var det tit, som om feminismens ‘regler’ var vigtigere end virkeligheden, og at hvis virkeligheden ikke passede med feminismens ønsker, så måtte virkeligheden ændres i feminismens billede. Det forekom mig også, at feministerne ofte havde en ret løs tilgang til rent faktisk at dokumentere deres påstande. En hel del syntes at være baseret på ‘mavefornemmelser’, holdninger forklædt som beviser eller i bedste fald mangelfulde og ofte tvivlsomme data.

Langsomt, men sikkert, fandt jeg altså ud af, at jeg på den ene side var tilhænger af ligestilling mellem kønnene, men på den anden side i hvert fald ikke var feminist. Det, de kaldte ligestilling, var ikke det, jeg forstod ved ligestilling. Deres teorier og begreber virkede tvivlsomme, og deres arbejdsmetoder forekom mig at være forkerte. Jeg savnede et alternativt ståsted.

Kampen for reel ligestilling: Jeg-form eller vi-form?

I de mange debatter kunne jeg se, at jeg ikke var ene om at være uenig med feministerne. Flere andre satte spørgsmålstegn ved fx feminismens generaliserende beskyldninger – ofte rettet mod alle heteroseksuelle, hvide mænd – og dens ønske om at opnå ligestilling gennem kønsdiskriminerende kvoteordninger.

Det faldt mig derfor naturligt fra starten at gøre Reelligestilling.dk til noget mere end bare en personlig blog skrevet i jeg-form. Ikke fordi jeg har det mindste imod personlige blogs. Men fordi jeg ønskede at skabe et mere generelt alternativ til feminismen – noget andre også kunne tilslutte sig. Noget vi med tiden kunne blive flere om.

Det er muligvis lidt gammeldags i en tid, hvor fokus er på personlig branding, og hvor markante holdninger i Twitter-format ofte skaber mere opmærksomhed end generelle diskussioner. Men jeg tror på, at kampen for reel ligestilling kun kan vindes af et fællesskab, ikke af en enkeltperson. Og derfor skal den formuleres i vi-form.

Reelligestilling.dk er mit forsøg på at skabe det alternative ståsted i ligestillingsdebatten, jeg selv savnede – og som jeg tror, mange andre savner. Et sted for dem, der er tilhængere af ligeværd mellem mænd og kvinder og modstandere af enhver form for kønsdiskrimination. Et sted for dem, der mener, at ligestillingskampen altid skal handle om at skabe større frihed for mennesker og derfor aldrig må ende med at skabe begrænsninger for mennesker. Og et sted for dem, der mener, at ligestillingskampen skal kende sine grænser – at ikke alt, der handler om køn, også nødvendigvis handler om ligestilling.

7/3-2016: Ambitionen om at skrive i vi-form blev senere ændret, idet vi-formen var forvirrende for mange læsere og kunne opfattes som et forsøg fra min side på ikke at stå ved det, jeg skrev. Der kan stadig findes gamle artikler, der er skrevet i vi-form. De vil hen ad vejen blive opdateret til jeg-form.

Det koster at have en holdning

Reelligestilling.dk er langt fra færdigudviklet, men allerede nu er det blevet klart for mig, at det ikke er gratis at stikke næsen frem og kritisere feministernes dominerende fortælling om ligestilling.

Det blev i særdeleshed tydeligt i forbindelse med to artikler, jeg skrev med udgangspunkt i feminist Henrik Marstals kritik af ‘kvindehad’ i hiphoptekster i et debatindlæg på Politiken.dk og hans efterfølgende kommentarer på Facebook.

Flere af Marstals Facebook-venner mente, at jeg var »ude på at underminere ham«, og at han skulle »holde øje« med mig. Det på trods af at jeg i artiklerne gjorde rede for, at der fandtes både tilhængere og modstandere af Marstals synspunkter, og at jeg uredigeret bragte Marstals afvisning, da det gik op for mig, at han følte sig fejlciteret.

En af Marstals Facebook-venner fandt det også vigtigt at finde frem til, at jeg ejer en kommunikationsvirksomhed, selv om den intet har med ligestillingsdebatten at gøre. Andre skrev nedladende ting om Reelligestilling.dk og sammenlignede siden med useriøse websites.

Marstal selv forholdt sig sagligt til kritikken og gjorde i debatsporet på Politiken.dk rede for sine synspunkter. Det kunne visse af hans Facebook-venner lære lidt af. Det er ok, at man får et rap over fingrene, hvis man er for kritisk i en artikel, men hvis debatten skal rykke sig, bør fokus være på indholdet og ikke på afsenderen.

Også over for det modsatte køn?

Én ting er, at en feminists venner forsvarer ham, når man skriver kritisk om hans indlæg. Det er forståeligt og på sin vis positivt. Noget andet er, at ens egne venner og bekendte sætter spørgsmålstegn ved hele projektet Reelligestilling.dk med henvisning til, at det må koste på kontoen i forhold til det andet køn. Som én bramfrit udtrykker det: »det med at kritisere feministerne, det er nok ikke noget, du får noget fisse ud af«. To andre har med lidt andre ord sagt det samme – alle tre uafhængigt af hinanden.

Uden at kommentere på sprogbruget forekommer det mig at være en fejlslutning at tro, at en kritisk indstilling til feminisme per automatik skulle gøre mig mindre attraktiv i det andet køns øjne. Navnlig hvis der er tale om øjne, der bliver brugt til at læse, hvad jeg faktisk skriver. Hele pointen med Reelligestilling.dk er jo netop at skabe et alternativ til feminismen i kampen for ligestilling.

Men måske er mine venner og bekendtes kommentarer et symptom på noget mere alvorligt end udsagnets konkrete bekymring. Nemlig at mange – herunder tilsyneladende flere af mine egne venner og bekendte – opfatter feminisme synonymt med ligestilling og dermed enhver kritik af feminisme som en modstand mod ligestilling. En slags ‘monopol’, som giver feminismen næsten uindskrænkede muligheder for at sætte dagsordenen og præge debatten.

Feminismens monopol på ligestillingsdebatten

I et magtperspektiv kan man ikke forestille sig mange bedre positioner end den, feminismen har skabt sig i den danske ligestillingsdebat. Feminismen har siden overgangen fra ‘kvindekamp’ til ‘kampen for ligestilling og ligeværd’ skabt sig en så stærk platform i ligestillingsdebatten, at enhver anden skal forholde sig til feminismen for overhovedet at deltage. Feminismen er blevet den snegl, man skal spise, hvis man vil med i ligestillingshulen.

Et så stærkt fundament er svært at udfordre. Den feministiske indflydelse på kultur, uddannelse og politik igennem snart 50 år er så stor, at mange danskere tager feministiske værdier og begreber for givet. Man betragter dem som absolutte sandheder – som selve udgangspunktet for diskussionen og ikke som noget, der i sig selv kan diskuteres.

Med henvisning til Nietzsche kan man sige, at den feministiske ideologi har gennemtrængt den danske kultur så længe, at vi har glemt, at den netop kun er en ideologi; som prægningen på en mønt, som vi år ud og år ind vænner os til, for til sidst helt at glemme, at den kun er en prægning.

Medierne er ukritiske formidlere af den feministiske ideologi

Feminismens særstatus kan iagttages flere steder. Fx, som Amalie Lyhne har påpeget, i mediernes uudtalte støtte til feministiske dagsordener, som består i, at medierne ofte – uden selv at reflektere over det – videreformidler feministiske opfattelser i deres dækning af ligestillingsspørgsmål.

Det sker blandt andet i form af små værdiladede tilføjelser som i sætningen »antallet af mænd, der går på barsel, er desværre faldet«. Eller i betragtninger som »Det går fremad for ligestillingen i bestyrelser«, der meddeles helt uden kritisk refleksion over, at det i høj grad kan diskuteres, hvad fremad for ligestillingen betyder i den sammenhæng.

Men det er ikke kun den feministiske ideologis værdier, medierne ukritisk videreformidler. Også feminismens begreber synes ofte at passere igennem medierne uden nogen form for kritisk eftersyn. Mest aktuelt kan man pege på det feministiske sexismebegreb, hvis meget brede og upræcise definition burde danne grundlag for en diskussion, men som i stedet kritikløst er blevet taget i anvendelse af medierne til at beskrive snart sagt en hvilken som helst relation mellem en mand og en kvinde.

Vi opdrages til feminisme

Årsagen til den feministiske ideologis tag i den danske befolkning kan ikke kun tilskrives mediernes ukritiske behandling af feminismen. Allerede fra vi starter i børnehaven, lærer vi, at lige mange drenge og piger per definition er det gode og rigtige i næsten alle situationer; at en kønsfordeling på 50/50 i sig selv er en god ting; at den ligelige kønsfordeling er af det gode uanset dens konsekvenser i den konkrete sammenhæng.

Denne socialisering fortsætter i folkeskolen og videre op i uddannelsessystemet. Langsomt, men sikkert, sker der en frakobling mellem det feministiske ligestillingsbegrebs ideologiske rødder og vores generelle opfattelse af ligestilling, sådan at vi til sidst ikke kan se forskellen. Vi ender med at sætte lighedstegn mellem feminisme og ligestilling og med at betragte det feministiske ligestillingsbegreb som noget indiskutabelt godt.

På den måde indlejres feminismen i os som en slags forforståelse i forhold til køns- og ligestillingsspørgsmål; vi tænker i feminismens rammer, vi taler med feminismens sprog, og vi ser gennem feminismens briller. Denne indlejrede forforståelse er årsagen til, at medierne sommetider ukritisk videreformidler feministiske opfattelser. Og den er formentlig årsagen til mine venner og bekendtes bekymringer på mine vegne.

Lyset for enden af tunnelen

Sat på spidsen og ikke uden et vist polemisk tilsnit kan man sige, at feminisme er den største religion i Danmark. Den har religionens træk i form af sine udbredelsesmåder, og den har religionens magt i form af sin uimodsigelighed.

Det betyder, at feminismen er meget svær at danse med. Og det betyder, at man kan blive opfattet som en kætter, hvis man overhovedet vover at invitere den op til dans.

Ikke desto mindre er det præcis, hvad man må gøre, hvis man ønsker, at ligestillingsdebatten skal udvikle sig i retning af reel ligestilling med fokus på at skabe mere frihed for det enkelte menneske uanset køn.

Og det er, hvad jeg har tænkt mig at gøre. Også selv om den er tung at danse med.

Så kan det godt være, at jeg får ømme fødder, og at jeg må tage alene hjem i taxaen. Men hvis det er prisen for at bidrage til at skabe et alternativ til feminismen, så betaler jeg den gerne. Hellere det end at spise sneglen.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview