En radiodebat om den internationale mandedag blev aflyst, fordi de feministiske organisationer ikke ville deltage.
I begyndelsen af november skrev jeg her på siden et indlæg om de feministiske organisationers kapring af den internationale mandedag.
Indlæggets bærende påstand var, at feminismepositive medier og feministiske organisationer har en fælles interesse, som gør et samarbejde meningsfuldt, og som fører til, at de fleste mænds stemmer ekskluderes fra den internationale mandedag.
»Medierne vil gerne give det indtryk, at de tager mænds problemer alvorligt, selv om de ikke gør det. Det kan de bruge DareGender og Dansk Mandesamfund til.
DareGender og Dansk Mandesamfund vil gerne give det indtryk, at de tager mænds problemer alvorligt, selv om de ikke gør det. Det kan de bruge medierne til.
Derfor giver dansen mening for begge parter.
De feministiske mandeorganisationer giver medierne en undskyldning for ikke at præsentere mænds tanker om køn og ligestilling, og medierne giver de feministiske mandeorganisationer omtale og legitimitet. Det er så enkelt og smart, at det næsten er smukt,« skrev jeg.
En journalist på Radio4 kontaktede mig i mandags og fortalte, at hun havde læst mit indlæg. Det var interessant, mente hun, og hun ville gerne invitere mig til at deltage i en debat om mandedagen og mine synspunkter. Jeg indvilligede i at deltage.
Debatten, som var planlagt til at vare 10-15 minutter, skulle finde sted torsdag på et tidspunkt mellem 14 og 15, og vi aftalte at foretage en lydprøve i god tid inden udsendelsen. Jeg skulle være med digitalt, og jeg ville gerne sikre mig, at forbindelsen virkede, så det ikke blev et forstyrrende element to minutter før programstart.
Torsdag formiddag brugte jeg på at forberede mig. Jeg læste op på den internationale mandedags historie, ligesom jeg gennemgik mine argumenter. Jeg har skrevet om mandedagen flere gange før, men det skader aldrig at repetere sin viden. Tilsvarende er det en god idé at forberede sig på de mest oplagte spørgsmål, både for sin egen, lytternes og debattens skyld.
Da klokken blev 13.30, og jeg stadig ikke havde hørt fra journalisten, ringede jeg til hende. Det var på høje tid til at få styr på det tekniske, hvis det ikke skulle blive det stressmoment, jeg gerne ville være foruden. Jeg har før måttet sidde og rode med kabler, sekunder før jeg var med i en liveudsendelse, og det var lige præcis det, jeg gerne ville undgå.
Da jeg kom igennem, undskyldte hun, at hun ikke havde kontaktet mig. Debatten var aflyst, fortalte hun, da ingen af de øvrige deltagere ville stille op. KVINFO havde ikke givet en begrundelse. DareGender og Dansk Mandesamfund brød sig ikke om vinklen.
Tre af de feministiske organisationer, som står stærkest i kapringen af den internationale mandedag, ville altså ikke forholde sig til kritikken. Samtidig havde jeg spildt min tid, fordi Radio4’s journalist havde glemt at fortælle mig om aflysningen. Alt i alt en halvdårlig start på torsdagen.
Fredag oprandt så dagen, det hele handlede om: den internationale mandedag. Her kunne man se det udspille sig, jeg havde beskrevet i starten af november.
KVINFO markerede dagen i samarbejde med de to feministiske mandeorganisationer DareGender og Dansk Mandesamfund. I sit seneste nyhedsbrev understregede KVINFO ligefrem, at det tværfeministiske samarbejde var værd at glæde sig over.
»Det flotte program er komponeret sammen med Dansk Mandesamfund og DareGender. Det samarbejde er også værd at fejre,« skrev KVINFO.
Længere nede i nyhedsbrevet fortalte KVINFO, hvorfor den internationale mandedag også var relevant for feminister. Et afsnit, som var underskrevet af »Alexander Andersson, KVINFO«.
Alexander Andersson ikke kun politisk konsulent for KVINFO. Han er også formand for Dansk Mandesamfund. Det gør KVINFO’s glæde over samarbejdet mellem de to organisationer til at forstå, men det rejser samtidig en række spørgsmål om habilitet.
Kan man regne med, at KVINFO vil forholde sig kritisk til Dansk Mandesamfund, når Dansk Mandesamfunds formand er ansat i KVINFO? Og tilsvarende: Kan man regne med, at Dansk Mandesamfund vil forholde sig kritisk til KVINFO, når Dansk Mandesamfunds formand er ansat i KVINFO?
Videre endnu kan man spekulere over, om KVINFO – der er videnscenter for os alle og dermed også for alle organisationer, der beskæftiger sig med køn – vil behandle Dansk Mandesamfund på lige fod med alle andre kønspolitiske interesseorganisationer, eller om KVINFO vil give visse fordele til Dansk Mandesamfund. Vil en mandeorganisation, der konkurrerer med Dansk Mandesamfund, blive behandlet fair af KVINFO? Man kan have sin tvivl.
Museet KØN – det tidligere Kvindemuseet – markerede også dagen. Også her havde man inviteret DareGender og Dansk Mandesamfund og foruden dem repræsentanter for andre feministiske organisationer. Sammen skulle de i en paneldebat »diskutere«, om mænd ikke må flirte mere.
Foruden den lukkede, feministiske debat havde museet ladet en tre en halv meter høj statue af en mand med bryster opføre. Manden holder et spædbarn, som han ammer. Hvad det har med mænds problemer at gøre, må guderne vide.
KØN-arrangementet undgik ikke min chefredaktør, Mikkel Anderssons, opmærksomhed. På Kontrast skrev han blandt andet følgende om menageriet:
»Hos KØN kan man eksempelvis høre en debat om mænds flirten, hvor en venstreradikal professor, der har skrevet en bog/et meget langt debatindlæg om, at antifeminister generelt og vistnok Jordan Peterson i særdeleshed i virkeligheden hader kvinder, taler med en tidligere forperson i den profeministiske forening DareGender samt rådgiver for tænketanken Tora, som arbejder for et »et feministisk perspektiv i al samfundsudvikling«, samt et medlem af den feministiske aktivistgruppe Everyday Sexism Project og sluttelig næstformanden i et »Mandesamfund«, hvis formand i dagens JP ikke forstår, at mange mænd ikke vil kalde sig feminister, og mener, ligestillingen ikke er gået langt nok.
En udsøgt forsamling med tilsyneladende lige så megen ideologisk diversitet som Tvinds lærergruppe. Og resten af programmet? Ja, altså, det byder blandt andet på præsentation af en pro-feministisk mandebevægelse og noget med en skulptur af en ammende mand (frækt! modigt!).
Altså, tag ikke fejl. Det kan være gevaldigt hyggeligt i ekkokamre, hvor alle er ideologisk enige. Det nyder jeg skam selv i Kontrasts eget borgerlige safespace, Den Blå Time, i ny og næ. Men lige i forhold til offentlige debatarrangementer, der angiveligt skulle vedrøre og må formodes i en eller anden udstrækning at repræsentere halvdelen af landets befolkning, er det naturligvis i særklasse parodisk, at der synes at være tale om en forsamling venstrevredne politiske ideologer, der alle dyrker en feministisk aktivisme, som intet tyder på deles af særlig mange i befolkningen.«
Også andre organisationer markerede dagen, herunder fagbevægelsen. I det hele taget er den internationale mandedag aldrig blevet fejret så markant i Danmark, som den blev det i går.
Så sent som i 2017 afviste KVINFO at fejre dagen med den begrundelse, at ingen kendte til den. I 2018 ledte Berlingske forgæves efter markeringer af den. Berlingske kunne kun opstøve ét arrangement, som tilmed endte med at blive aflyst.
I 2019 ændrede KVINFO kurs, og i 2020 var opmærksomheden steget betydeligt. 2021 er den foreløbige kulmination af den udvikling. Den internationale mandedag er på få år blevet en institution i Danmark.
Det var blandt andet det, vi skulle have diskuteret i Radio4, hvis ikke KVINFO, DareGender og Dansk Mandesamfund havde sagt nej til at deltage. Hvorfor stiger interessen for dagen? Hvem får lov til at ytre sig på den? Taler de på mænds vegne?
Min påstand, som jeg ikke fik mulighed for at udfolde i radioen, er, som allerede nævnt, at dagen i høj grad er blevet kapret af feministiske organisationer, og at det er sket grundet fælles interesser mellem de feministiske mandeorganisationer og institutioner som KVINFO og KØN samt en række medier.
Min sekundære påstand er, at de feministiske mandeorganisationer ikke repræsenterer de fleste mænds tanker. Min tertiære påstand følger heraf: at mandedagen grundet den feministiske kapring ikke handler om det, der optager de fleste mænd, men i stedet om det, der optager de fleste feminister.
Når jeg siger, at organisationer som DareGender og Dansk Mandesamfund ikke repræsenterer de fleste mænd i Danmark, baserer jeg det på to forhold. Dels at de fleste danskere ikke er feminister. Dels at de fleste feminister ikke er mænd.
En undersøgelse fortaget af The Guardian i 2019 kom frem til, at omkring hver sjette dansker er feminist. De fleste danskere, 83 procent, er altså ikke.
Den præcise fordeling af mænd og kvinder blandt feminister kender jeg ikke til undersøgelser af. Men det forekommer ukontroversielt at antage, at mænd udgør et mindretal blandt feminister. Hvis vi gætter på, at hver fjerde feminist er mand, er vi nok yderst venlige.
Såfremt det estimat er bare nogenlunde korrekt, står det klart, at mandlige feminister ikke repræsenterer de fleste mænd. Mandlige feminister udgør en minoritet af en minoritet. De tilhører ikke bare en ideologisk bevægelse, som udgør et mindretal. De udgør et mindretal i denne ideologiske bevægelse.
Det er i det lys, man overhovedet bør undre sig over, at de feministiske mandeorganisationer får så meget plads på den internationale mandedag. Hvorfor det er dem, KVINFO og KØN inviterer til at deltage i markeringer af dagen, og hvorfor det er dem, medierne interviewer og bringer indlæg af.
Hvis de feministiske mandeorganisationer repræsenterede et bredt udsnit af mænds tanker, idéer, bekymringer og håb, ville det jo ikke være kontroversielt eller mærkeligt. Det er, fordi det ikke forholder sig sådan, at spørgsmålet melder sig.
Og det her, jeg peger på den gensidige interesse mellem KVINFO, KØN og en række medier på den ene side og de feministiske mandeorganisationer på den anden.
KVINFO, KØN og medierne vil gerne vise, at de tager dagen alvorligt og »lytter til mændene«, selv om de ikke gør det. De feministiske mandeorganisationer vil gerne opfattes som mænds talerør, selv om de ikke er det. De to parters interesser passer sammen som en nøgle i en lås. Begge får de noget ud af handlen.
Taberne af transaktionen er hverken KVINFO, KØN, medierne eller de feministiske mandeorganisationer. Taberne er de fleste mænd, der må se på fra sidelinjen, mens KVINFO, KØN og medierne lader de feministiske mandeorganisationer sætte dagsordenen og belære mænd om, hvad mænds problemer er.
Sådan lyder min argumentation. Det var den, I kunne have modsagt, hvis I havde været villige til at stille op i Radio4 i torsdags.
I går kunne man så se samarbejdet udfoldet. Jyllands-Posten bragte et interview med allerede omtalte formand for Dansk Mandesamfund, Alexander Andersson. Politiken bragte et debatindlæg, samme Alexander Andersson havde skrevet sammen med to bestyrelsesmedlemmer i Dansk Mandesamfund. Information bragte et debatindlæg skrevet af KVINFO-direktør Henriette Laursen, DareGender-talsperson Johan Weltzer-Jensen og, igen-igen, formand for Dansk Mandesamfund, Alexander Andersson.
Dansk Mandesamfund og DareGender, som i forvejen samarbejdede med KVINFO om en markering af dagen, og som i forvejen var inviteret af KØN til museets markering af dagen, var således også mediernes foretrukne kilder på den internationale mandedag. Dette, selv om DareGender og Dansk Mandesamfund repræsenterer en forsvindende lille del af de danske mænd.
Det var min påstand forud for dagen, at det var det, der ville ske.
»Taberne af denne studehandel er dem, det hele burde dreje sig om. På deres egen dag bliver mændene dem, der får mindst at sige. I hvert fald det store flertal af dem, der ser anderledes på verden, end man gør i de feministiske saloner,« skrev jeg.
Jeg finder det tydeligt eftervist, at det præcis var, hvad der skete.
Nogle har efterspurgt, at jeg gør rede for, hvad jeg mener, dagen burde have handlet om. At jeg i stedet for at påpege og kritisere den eksklusion af de fleste mænds tanker, jeg hævder er sket, forklarer, hvad jeg synes, mænds problemer er.
Forud for radioprogrammet i torsdags forberedte jeg mig da også på det aspekt, da jeg forudså, at jeg ville blive spurgt om det.
Dels havde jeg lavet en liste over nogle af mænds problemer:
»Mænd lever kortere liv, er oftere hjemløse, begår oftere selvmord, udsættes oftere for vold, slås oftere ihjel, dør oftere i krige, dør oftere i arbejdsulykker, ender oftere i misbrug og er oftere barnløse. Drenge klarer sig dårligere i skolen og i gymnasiet. Mænd klarer sig dårligere på de videregående uddannelser,« står der.
Dels havde jeg med udgangspunkt heri tænkt mig at fokusere på uddannelsessystemet og sundhedssystemet:
»Der er grund til at se på de to store systemer uddannelsessystemet og sundhedssystemet og deres evne til at fungere for mænd. Det forudsætter en anerkendelse af, at mænds problemer ikke altid er mænds skyld, men nogle gange er »systemets«: at det ikke altid er mænd, der skal laves om for at passe til systemet, men nogle gange er systemet, der skal laves om for at passe til mænd. Denne anerkendelse forudsætter en accept af mænd, som de er. Det skal ikke længere ensidigt være mænd, der skal blive bedre til at gå til lægen. Lægen skal også blive bedre til at gå til mænd. Det handler blandt andet om, hvordan lægen taler med mandlige patienter,« står der i mine noter, som i forhold til det sidste refererer til Svend Aage Madsens betragtninger om mænd og sundhed.
Det er blandt andet her, jeg adskiller mig fra de feministiske aktivister. De antager, at vi lever i et patriarkat, altså et samfund, som undertrykker kvinder og giver mænd fordele. På basis af denne antagelse udleder de, at når kvinder har problemer, er det samfundets skyld og samfundet, der skal laves om, og når mænd har problemer, er det mænds skyld og mænd, der skal laves om. En logik, jeg tidligere har beskrevet.
Min påstand er, at såvel antagelsen som dens afledte konklusioner er forkerte. Når kvinder har problemer, er det nogle gange kvinders skyld og nogle gange kvinder, der skal ændre adfærd for at løse dem. Når mænd har problemer, er det nogle gange systemers skyld og nogle gange systemer, der skal laves om for at løse dem. Idéen om, at kvinders problemer altid skyldes strukturel undertrykkelse, og mænds problemer aldrig gør, betragter jeg som en blindgyde.
Når den eksisterer og bliver ved med at påvirke både opfattelsen af køn og ligestillingspolitikken, skyldes det dens feministiske fundament. Man skal anerkende for meget, feminister ikke vil anerkende, for at erkende problemet. Sådan er det, når man sætter spørgsmålstegn ved, om vi nu også lever i et patriarkat.
Til det vil jeg sige, at det må være et meget dysfunktionelt patriarkat, der skaber de statistikker, jeg har nævnt ovenfor. Hvis samfundet virkelig var skruet sådan sammen, at det undertrykte kvinder og gav mænd fordele, hvorfor er samfundets bund så først og fremmest belagt med mandeskæbner?
Feministernes svar er typisk at ændre på definitionen. Patriarkatet undertrykker ikke kun kvinder, siger de, det undertrykker også mænd. Det er et svar, som gør det svært at diskutere, for hvis patriarkatet både giver mænd fordele og undertrykker mænd, holder det som begreb op med at give mening.
Og dér ender diskussioner med feminister desværre ofte. I det omfang, de overhovedet går i gang: med noget, der ikke giver mening. Således også på den internationale mandedag, om hvilken Tobias Pultz rammende skriver følgende på Twitter:
»Lektien lært på Mændenes Kampdag: Når kvinder er dårligere stillet, er det pga. det mandsdominerede, tyranniske patriarkat. Når mænd er dårligere stillet, er det pga. det mandsdominerede, tyranniske patriarkat. One size fits all.«
Selv skrev jeg også et par tweets i anledning af mandedagen i går. Lad mig afslutte med det af dem, der bedst indkapsler, hvad jeg mener, dagen burde have handlet om, nemlig opgøret med idéen om, at kvinders problemer altid skyldes systemer, og mænds aldrig gør:
»Vi taler ofte om, at drenge og mænd halter bagefter i forhold til skole og uddannelse. Det skal vi holde op med. I stedet skal vi tale om, at skoler og uddannelser halter bagefter i forhold til drenge og mænd.«
Forstår du? Ellers kan vi drøfte det i et radioprogram ved lejlighed. Hvis du da ellers har lyst til at deltage.